? - Hvad nu

Kapitel 14

Der gik tre dage, før Noel blev udskrevet. Jeg havde besøgt ham to gange dagligt hver dag, mens han var på hospitalet. Det var rart at være sammen med ham igen. En af dagene havde jeg taget kameraet fra vores uofficielle bryllup med, og vi fik taget en masse billeder, og den søde sygeplejerske havde taget nogle af os sammen. Vi glemte helt, hvor deprimeret resten af hans familie var, for vi havde en fest. Selvom han nok var halv død, så havde han aldrig virket mere i live. Den dag han blev udskrevet, havde den søde sygeplejerske trukket mig med ud på gangen, mens Noel fik sit almindelige tøj på:

***

Hun havde et lidt bedrøvet ansigtsudtryk, og hun så medlidende på mig. "Valentina, du er nødt til at forstå, at selvom Noel har været i bedring nu og kan tage hjem, så er det altså lidt af et mirakel, og fra nu af kommer det kun til at gå ned af. Der er ikke noget, der kan helbred ham," mindede hun mig om. Jeg nikkede forstående, selvom hendes ord ikke rigtig sivede ind. Det tyngede mig ikke en gang, hvilket kom lidt bag på mig. Jeg vidste det jo godt. Jeg vidste jo godt, at han snart ville forsvinde. For altid. Men det der 'for altid' havde min hjerne ikke rigtig forstået. Som om jeg ikke selv var helt klar over, hvor længe det var, og at det ikke var et hospital, som han kunne blive udskrevet fra, og at han så bare kunne komme hjem igen og leve videre på almindeligvis. Og der ville nok også gå lang tid, inden jeg ville forstå det, eller i det mindste acceptere det. Jeg kunne bare ikke rigtig forstå det der med, at man bare kunne være væk. For altid.

***

Jeg løb ned og åbnede døren, hvor Noel lige havde ringet på. Han smilede stort, da jeg åbnede. Han lignede sig selv igen. Det varmede mig om hjertet.
I sin ene hånd havde han en lille klase med de lyserøde blomster fra kirsebærtræerne over ved støttegruppen. Jeg brød ud i et fornøjet og overrasket fnis.
"Værsgo, de er til dig," sagde han og rakte mig blomsterne.
"Mange tak." Jeg tog glad imod blomsterne og fandt en vase ude i køknet, som jeg fyldte med lidt vand og satte blomsterne i. Noel gik ind i entréen og tog sine sko af.
"Hej, Cara," hilste han høfligt på min mor, som gående gennem stuen ude fra terrassen. Han havde et specielt bånd til min mor - på en god måde, selvfølgelig...!
"Hej, Noel, og velkommen hjem," sagde hun, mens hun gav ham et knus og venskabeligt kys på kinden, inden hun gik ud i køkkenet til mig. "Theo er ude på terrassen," fortalte hun ham. Noel nikkede og fortsatte ud gennem stuen, hvor jeg kunne høre ham hilse på min bror.
Jeg rettede lidt på blomsterne, og mor så over på dem.
"Nej, hvor er de søde. Har du fået dem af ham."
Jeg nikkede og gik oven på, hvor jeg satte dem på mit sengebord. Der pyntede de fint.
Mens jeg stod og betragtede dem, kom Noel ind på mit værelse. Han stillede sig ved siden af mig og tog diskret min hånd i sin. Lun og blød. Varmen bredte sig i mig, og jeg kunne ikke holde smilet ned.
"Tak," sagde han pludselige. Jeg så uforstående op på mig. Hvorfor sagde han tak. Jeg havde jo ikke givet eller hjulpet ham med noget.
"Tak, for hvad?" spurgte jeg lidt forvirret. Han strammede sit greb om min hånd og udåndede tungt. Et smil bredte sig på hans læber.
"Bare tak." Han lagde sin arm om min skulder og trak mig ind til sig. Jeg hvilede mit hoved mod hans bryst. Hans hjerte bankede derinde. Eller 'hans'. Det var det jo egentlig ikke. Det var en eller anden fremmedes. En eller anden, der nu var død, havde haft så stor en kærlighed til livet og andre mennesker, at han eller hun havde givet gaven af at være i live videre til en, der måske havde knap så meget liv tilbage. Det var godt nok en storsindet handling, og i lige dette øjeblik ønskede jeg, at jeg vidste, hvem personen var. Person, der havde givet Noel et par ekstra minutter, timer, dage, uger, måneder..! Jeg vidste ikke, hvor længe han ville være her endnu, men jeg vidste, at jeg ville nyde hvert sekund.
Jeg tog en dyb indånding og så op på ham. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, da han så afventende på mig, så jeg smilede bare og hviskede: "Selv tak!"
Og det var den sidste rigtige samtale, vi havde i et times tid. Vi slukkede lyset, rullede gardinerne for, lagde os op på sengen ved siden af hinanden og så op på loftstjernerne, som lyste svagt i det mørke rum.