? - Hvad nu

Kapitel 7

Jeg vågnede lidt hen på aftenen. Mit hoved lå i mors skød, og hun nussede mig forsigtig på kinden, som om hun var bange for at skade mig. Hun skulle bare vide, hvor meget jeg havde skadet mig selv, og hvor meget jeg kunne holde til.
Hun tørrede en tåre væk fra sin næseryg, da hun opdagede, at jeg var vågen. "Åh, Valentina!" udbrød hun og snøftede.
"Mor!" Tårerne vendte tilbage, da jeg satte mig op og slyngede mine arme om hendes hals. Jeg hulkede højt. Det var rart at mærke hendes arme omkring mig. Mærke varmen fra hendes krop, mens hun blidt vuggede mig fra side til side. Jeg puttede mit ansigt mod hendes lune hals. Der var lunt og rart. Som en tryg hule midt om vinteren.

De næste mange dage brugte jeg hjemme. Mor og Theo var bekymret. Selvfølgelig var de det. Det ville alle da være, hvis de så deres søster eller datter nær havde taget sit eget liv.
Jeg forlod huset to gange - eller jeg forlod ikke huset rigtigt, for jeg gik bare ud i forhaven i fem minutter, men så kom der en ung fyr med mørkt hår, og han mindede mig om Noel, så jeg flygtede indenfor igen.
Den anden gang havde Theo lokket mig med hen i parken. Skæbnen ville så det, at Noel var derover. Da han så mig, skyndte han sig hen til mig, og begyndte at fable om, at det slet ikke var det han havde ment, men jeg lyttede ikke. Hvad skulle han ellers have ment. Det var jo mig, som var problemet, og det var det jo altid, så det kom ikke bag på mig. Det gjorde bare ondt, fordi jeg stadig holdte af ham, og da jeg så ham, slog mit hjerte bare en smule hurtigere, og jeg blev først glad, men så huskede jeg. Underlig, hvordan han plejede at være den, som holdte mig fra at skære mig selv, og nu føltes det, som om det var ham, der holdte klingen!
Jeg flygtede selvfølgelig fra parken, for det gjorde ondt at se på ham - og forlod Theo, fordi jeg var lidt af en kujon.
Noel ringede cirka en til to gange i timen. Jeg svarede selvfølgelig ikke, men lyttede i ny og næ til de telefonsvarer han efterlod. De var alle noget i retningen af: "Valentina, det var ikke dig, jeg ikke kunne overskue. Det var det ikke. Jeg holder så forfærdelig meget af dig. Tilgiv mig. Jeg er bekymret. Vær sød at ring. Der er noget, som du er nødt til at vide."
Jeg ringede selvfølgelig ikke. Det kunne jeg ikke. Det ville bare sprætte såret op. Hvad regnede han også med. At alt kunne blive godt igen. Jeg havde givet ham en del af mig, som han nemt kunne knuse, og det havde han gjort. Men på den anden side var der stadig noget i mig, som ikke kunne give slip.
For første gang i mange dage var mor ude af huset, så jeg ringede til far. Han vidste ikke noget. Endnu.
"Det er Jacob Green," svarede han. Bare hans stemme fik mit hjerte til at krølle sig sammen, og jeg tvang ihærdigt tårerne tilbage, mens jeg bekæmpede et hulk, som jeg heldigvis formåede at holde indenbords.
"Hej far," hilste jeg. Min stemme rystede en smule, men man kunne ikke høre, at jeg ikke var just glad.
"Viana," udbrød han glad. "Hvad kan jeg gøre for dig, lille skat."
Det var underligt at høre ham kalde mig lille skat. Jeg havde set ham til min fødselsdag, men ellers var det et halvt år siden sidst.
"Hvis det ikke er for meget at bede om, vil du så ikke godt komme over at hente mig om et par timer," spurgte jeg ydmyg. Jeg ville ikke bede ham om for meget.
"Jo, selvfølgelig. Hvad er der galt." Hans stemme var bekymret, kunne jeg høre. Der gik nogle sekunder, hvor stilheden talte sit kryptiske sprog, som gjorde telefonlinen øde.
"Det hele!" mumlede jeg og et lille hulk undslap mine læber, som ellers havde været en ubrydelig barriere. Da han fik det tænkt igennem, tøvede han omkring planen og han var ikke til at hugge og stikke i. Han vidste, at mor ville blive sur. Men så begyndte jeg at fortælle. Jeg fortalte ham om depressionen, som jeg vidste, jeg ikke havde, om Noel, om det hele. Alt han ikke vidste. Og så blev han blød som smør og sagde, at jeg kunne blive hos dem, så længe jeg havde lyst. Så jeg begyndte med det samme at pakke. I min skuffe lå Noel grå hættetrøje fra overnatningen. Først havde jeg lyst til at smide den af helvede til ud af vinduet og sætte ild og hælde benzin ud over den, men jeg lagde den alligevel ned i tasken. Der gik ikke lang tid, før mor kom hjem. Nu skulle dragen konfronteres. Hun kom selvfølgelig op på mit værelse med det samme, og så helt forkert ud i hovedet, da hun så mig pakke.
"Hvor skal du hen, Viana?" spurgte hun forvirret.
"Jeg skal hjem til far," svarede jeg prompte, hvilket gjorde hende sårede og lidt sur.
"Det kan du altså ikke bare. Pak dine ting ud og så snakker vi."
"Jeg gider ikke at snakke, mor!" råbte jeg. Det var noget, som jeg havde haft lyst til at sige i snart fem år. "Jeg gider ikke hele tiden at skulle snakke om al ting. Jeg vil gerne væk, og jeg vil gerne hjem til far. Jeg har snakket med ham, og han glæder sig allerede. Lad mig tage af sted."
Hun rystede chokeret på hovedet. "Jamen, hvordan har du overhovedet tænkt dig at komme derover. Det kan du ikke. Nu pakker du dine ting ud, og så går vi ned og laver noget frokost. Har du fået nok at drikke? Er det derfor, du er sådan?" Hun så undersøgende på mig, men så brød hun ud i et 'åh ja'. "Er det, fordi du ikke har taget din lykkepille i dag."
"Hold nu kæft med de skide lykkepiller. Lyt dog til mig," råbte jeg med tårer i øjnene. Så lukkede hun munden. "Jeg vil gerne væk. Så se dog på mig," græd jeg. "Jeg vil ikke være her. Jeg vil gerne væk."
"Jamen, hvorfor vil du væk?" spurgte hun og slog ud med armene.
"Fordi at se på ham og være i nærheden af ham og alt det her, tager livet af mig!" Så sluttede samtalen. Jeg svang min færdig pakkede taske over skulderen og stormede forbi hende.
"Valentina, stop!" beordrede hun. Jeg vendte mig om på trappen og så op på hende. "Jeg skal nok køre dig til banegården. Selvfølgelig skal du have plads. Jeg kan ikke nægte dig at se din far. Eller at komme væk fra Noel!"
Noget inde i mig blev knust, da hun nævnte hans navn, men jeg nikkede taknemligt og smilede til hende.
Da vi kom hen til stationen, købte vi en billet og hun kyssede mig farvel.
"Jeg elsker dig, mor," sagde jeg til hende. Hun lagde sine hænder om mit ansigt og så nøje på mig. Afsøgte hver tomme af mit ansigt. Hver fregne, hver smilerynke, hver lille farvenuance i mine øjne.
"Du er blevet sådan en ung, klog, smuk dame," sagde hun og lo, inden hun kyssede min kind og hev mig ind i et langt, varmt kram. "Det er kun et par dag, ik'?"
"Jeg kommer snart hjem igen," mindede jeg hende om, og hun nikkede lidt nervøst.
"Ja, det er jo rigtigt," nikkede hun. "Jeg elsker dig, skat. Pas på dig selv."
Jeg gik ind i toget, som lige var rullede ind på perronen. Jeg fandt en plads ud mod stationen, så jeg kunne se mor, som stod og vinkede ivrigt, som skulle hun aldrig se mig igen. Toget satte i bevægelse. Mor sendte mig luftkys, mens hun vinkede, og det sammen gjorde jeg. Hun blev mindre på perronen for til sidst at forsvinde bag vinduet.