? - Hvad nu

Kapitel 16

Jeg var indlagt to uger efter operationen, da alt var gået godt, og min krop havde taget godt imod den nye nyre. Dog jeg var ved at kede mig til døde, indtil tredje dagen, hvor døren til min stue gik op. En kørestol med Noel siddende i kom trillende hen imod mig.

"Velkommen til hospitalslivet," hilste Noel og kom trillede over til min seng. I sit skød havde han en buket lyse blomster med forskellige grønne blade. Han rakte den til mig, og jeg tog glad imod den.

"Mange tak," sagde jeg og lagde dem over på mit sengebord.

"Vil du med ud og trille en tur," tilbød han. Jeg grinede, sagde ja og trykkede på knappen ved siden af min seng, og snart kom min sygeplejerske, Frank, ind og hjalp mig over i en kørestol. Han var i slutningen af tyverne, meget sød og tålmodig, som da han tidligere på dagen havde ventet ude foran toilettet i næsten tyve minutter, da jeg for første gang efter operationen skulle på toilet alene, og jeg insistere på ikke at ville have hjælp. Da jeg var kommet over at sidde, kørte vi ud på gangen, hvor vi trillede rundt sammen en time. Vi stoppede foran en oversigt over hospitalet, som vi bare sad og stirrede på.

"Jeg er glad for, at du er her," sagde jeg og så over på ham. Han smilede og lagde en hånd blidt på min mave.

"Og nu er jeg hos dig hele dit liv." Vi grinede begge, og han lænede sig over og kyssede mig forsigtigt. Jeg famlede efter hans hånd, og vi prøvede at køre videre med hinanden i hånden og den anden hånd til at rulle med. Vi kom ikke mange meter, før vi begyndte at køre skævt, og vores hjul stødte sammen. Vi tossede grinende rundt og fik mange glade og sjove blikke fra folk, der gik forbi os. Da vi var på vej tilbage til min stue, mødte vi Noels læge.

"God eftermiddag, Noel," hilste han og rettede på sine store, firkantede briller.

"Hej, dr. Whitman. Det her er min kæreste, Valentina," sagde han og nikkede over til mig. Jeg smilte til ham.

"Nå, så det er dig, der er Valentina. Ja, dig har hele hospitalet vist efterhånden hørt om." Jeg så over på Noel, som havde blussende kinder og sad og småklukkede. Dr. Whitman klappede ham på skulderen, inden han fortsatte ned ad gangen. Ud fra min opfattelse lod det til, at Noel fortalte alt levende materiale om mit eksistens. Og det havde jeg faktisk ikke noget imod. Jeg var faktisk en smule stolt over det. Det var en rart tanke, at Noel holdte så meget af mig, og at han syntes, at jeg var værd at prale af. Det kan man da næsten ikke tillade sig at være utilfreds over.

Jeg så smilende over på Noel. Mest af forundring og glæde over, at han ville kendes ved mig og så endda sige det højt til hele verden.

"Ja, undskyld," klukkede han. "Jeg kan bare ikke lade være." Hans ansigt var spændt ud i et stort smil, som fortalte mig, at han ikke var spor ked af det over det.

"Lade være med hvad?" fiskede jeg og grinte nu også selv. Hans kinder blussede endnu mere, og han kiggede genert væk.

"Jeg kan ikke lade være med at fortælle hele verden om dig, fordi jeg synes, at du er så vidunderlig, og at det så ærgerligt, at alle ikke ved det endnu. Jeg kan bare ikke lade være." Han trak opgivende på skuldrene. Varmen bredte sig ud i hele min krop og glæden snurrede rundt i mig fra brystet og helt ud i hver fingerspids. Hvor var jeg dog heldig at have ham.

Da vi kom ind på mit værelse igen, sad mor, Parker og hele Noels familie mast sammen om et lille bord med kaffe og kage. Min mor havde været her uafbrudt, siden jeg blev indlagt, og hun gik først sent om aften. Af frygt for at jeg skulle kede mig halvt ihjel, havde hun i går slæbt en stor stak bøger og en masse sudoku hæfter med til mig.

"Hej unger," hilste Courtney og gik hen og gav os knus og kys på kinden. Vi rullede hen til dem og blev tilbudt lidt sødt, hvilket vi jo gerne tog imod.