? - Hvad nu

Kapitel 10

Den boblende følelse væltede op i mig, og jeg grinede stort. Han tog min hånd, og jeg trådte op bagpå hans pink pennyboard. Viola hoppede op bagved Jordan, og vi kørte af sted. Jeg lagde mine arme rundt om livet på Noel og tog en dyb indånding af ham. Han duftede godt som altid. Vinden kildede mig i nakken, mens varmen fra Noel strømmede mod mig. Og jeg smilte og grinte. Livet tilsmilede mig sandelig. Sandelig ja.
Og for en stund lukkede jeg mine øjne og lod mig selv være lykkelig. Lykkelig på den måde, hvor smilet sidder fast med tape helt oppe ved ørerne. Lykkelig på den måde, hvor hele ens indre bobler af glæde. Lykkelig på den måde, hvor man er sikker på, at man aldrig kommer til at bliver gladere. Nogensinde. Og jeg lod mig selv være glad for første gang i noget, som føltes som en evighed. Mørket sivede ud af mig som en ballon, der lukker luften ud, og lyset strømmede ind i mig og lyste hver mørk krog af mit sind op. Hvor var jeg dog heldig - hvor var jeg dog lykkelig.
Da vi kom hen til kirken, smuttede drengene først ind i kirken, hvor de stillede sig parat ved alteret. Viola rettede på mit pandehår og kiggede på mig med et smil. "Hvem skulle have troet, at du skulle giftes før mig," grinte hun og aede kort min kind. Hun så tænksomt, en smule nervøst, på mig. "Du ved godt, hvor ondt det kommer det at gøre bagefter, ik'," hviskede hun og så pludselig trist ned i jorden. "Når han er væk, altså."
Jeg nikkede og mærkede følelsen af en hånd, der klemmer om hjertet. "Det tvivler jeg ikke på."
"Men det skal du ikke bekymre dig om nu," huskede hun mig på, selvom det var hende der havde bragt det op. Men jeg var nødt til at lægge det væk. Ikke glemme det, ikke fortrænge det - bare ligge det væk. Ligge det ned i en lille, psykisk skuffe i mit sind. Lukke skuffen og først åbne den igen, når jeg var parat.
Så mens vi gik ind af de store døre, så lukkede jeg skuffen. Lod smerten ligge. Lagde sorgen lidt fra mig, lod mørket sive ud og lod lyset strømme ind. Jeg trådte ind i det store kirkerum, og drengene stod nede for enden ved alteret. Da vi trådte ind rettede de deres blikke ned mod os. Jordan stod ved Noels side, mens Brandon stod som præst med en lille bog i hånden. Vi gik langsomt op af kirkegulvet, og jeg huskede pludselig, hvordan Noel og jeg havde danset her op ad.
Jeg havde ikke fortalt min mor om det her. Det var vores "ting". Vores lille glæde. Vores lille glaskugle, som jeg altid ville gå rundt med. Indeni. Helt inde i mig selv. Passe på den. Værne om den. Huske på ham, hver gang jeg mærkede glaskuglen. Min glaskugle af glæde. Han var ikke glaskuglen. Det var det, vi havde sammen. Det rum, som kun vi kunne være i, som når vi smeltede sammen og blev af samme kød og blod. Det rum, som kun var tilgængeligt for ham og mig. Det var vores lydløse boble, hvor alt andet end os forsvandt, som det gjorde lige nu. Mens jeg gik op ad det lange kirkegulv, som føltes længere og længere, for hvert skridt jeg tog. Som om gulvet strakte sig, og det lignede pludselig, at der var flere kilometer ned til ham. Som om jeg stod på et løbebånd, og selv hvis jeg løb hurtigt, så kom jeg ikke nærmere.
Jeg vågnede af mit dagdrømmeri, da Viola tog et billede med Noels kamera bag mig, og blitzen forskrækkede mig, og jeg opdagede, at jeg var få skridt fra ham. Han havde sin blazer på nu. Hans hår var friseret. Redt pænt i en sideskilning, og håret lagt lidt ned. Hold da op, hvor var han flot!
Viola tog endnu et billede af os, inden hun lagde kameraet kort fra sig og stillede sig ved min side. Brandon rømmede sig og prøvede at se alvorlig ud. "Kære venner og familie," sagde han højtideligt med stor stemme, som om kirken var fyldt med mennesker. Jeg skævede kort ud over de tomme bænke, inden mit blik igen faldt på Noel. Han smilte. Det store smil. Det smil, som var alt for stort til hans ansigt.
Hvor var han smuk!
"Vi er samlet her i dag," fortsatte Brandon og så ud over den ikke-eksisterende menighed. "For at - hvad står der?" mumlede han og stak fjæset helt ned i bogen. "Nå, for at vidne om bla, bla, bla," mumlede han. Noel klukkede, men jeg var alt for betaget af at se på han, til, at jeg kunne grine. Han slog hovedet lidt tilbage i et grin og så tilbage på mig med det store smil. "Okay, til den vigtige del; Vil du, Valentina Green, tage Noel Luiz Sanchez, som hos dig stå, til ægtemand. Vil du elske og ære ham og bage masser af kage til ham, til stjernerne jer skiller," jeg fniste kort og så Noel dybt ind i øjnene.
"Ja," sagde jeg med så sikker og fast en stemme, som jeg ikke kunne mindes at have haft i flere år. Jeg vidste, at Noel havde bedt ham om at sige det med stjernerne. Hvis det var "til døden jer skiller", så ville det jo være snart. Jeg så ned på den blå ring på min finger. Den glitrede i lyset fra lysekronen over os. Den havde været hans bedstemors. Et arvestykke. Meget gammelt. Ældre end Noel ville blive. Tanken knuste mit hjerte en smule, men det samlede sig igen, da jeg så op på Noels begejstrede smil og funklende øjne, og jeg druknede igen, igen, igen. Og jeg lod mig selv være lykkelig. Mærkede glædens brus, der strømmede rundt i mig, som boblerne i en sodavand. Overgav mig. Gav slip. Kastede mig i fritfald ud i lykken. Forbød mig selv at dvæle i tvivlen. Forbød mig selv at lægge låg på mine følelser. Forbød mig selv at være mistroisk. Overgav mig. Gav slip. Fritfald.
"Og ligeså tilspørger jeg dig, Noel Luiz Sanchez; vil du tage Valentina Green, som hos dig står, til hustru. Vil du elske og ære hende og aldrig lade hende kører i din bil, til stjernerne jer skiller?" spurgte han. Vi grinte begge kort, men så rømmede han sig og sagde med sikker stemme; "Ja!" Glæden brusede rundt i mig, og jeg var ved at sprænges af lutter lykke.
"Inden jeg kan erklære jer for ægteflok, skal jeg spørge, om der er nogen til stede, som har nogle indvendinger om dette ægteskab," fortalte Brandon med sin højtidelige stemme.
"Jep, jeg har noget at sige," sagde Jordan og trådte et skridt frem. "Du skal lige overveje, om det faktisk er Noel, du gerne vil giftes med. Jeg siger bare; når man lærer mig alt kende, så er jeg næsten ligeså lækker som ham!" Han trak på skuldrene og tog et skridt tilbage, mens vi andre brød ud i latter.
"Så erklærer jeg jer her med for ægtefolk," sagde Brandon og så op fra bogen på os med et stort smil. Han så sleskt over på Noel. "Og du må nu kysse bruden." Noel smilede og lagde sin arm om livet på mig. Han trak mig ind til sig og så mig kort ind i øjnene, inden han blidt kyssede mine læber. Vi smeltede sammen. Blev ét menneske. Samme kød og blod. Varmen strømmede mellem os. Mit hjerte bankede hurtigt, og mine kinder blussede. Jeg var ikke pinlig berørt over at kysse ham foran andre - jeg var skam bare lykkelig. Stilhedens lydtætte boble omsluttede os, og jeg glemte verden omkring mig. Glemte hvor jeg var. Glemte hvem jeg var. Glemte hvem der stod omkring mig. Men jeg glemte ikke i et eneste sekund, hvem jeg stod hos. Hvis arme der lå omkring mig. Hvis varme strømmede igennem mig. Hvis læber kyssede mine. Bløde og runde. Søde og saltede. Passede perfekt mellem mine som puslespilsbrikker. Omsluttede dem. Fugtede dem. Fuldendte dem.
Viola hvinede et begejstret grin og tog et billede af os med fuld blitz på. "Vent, vent, vent," afbrød Brandon, og Noel slap mig. "Vi mangler det vigtigste; I skal udveksle ringe!"
Viola famlede rundt i sin lille taske efter den lille æske, som jeg havde givet hende tidligere. Hun tog sølvringen op af æsken og rakte mig den. Jeg havde været ud og købe den tidligere i dag. Til Noel. Den var enkel og af sølv. Tyndere end de vielsesringe, som mænd plejere at have. Jordan rakte også Noel en ring.
"Godt," sukkede Brandon igen og så på os. "I må nu udveksle ringe." Jeg startede med at sætte min ring på Noels finger - og den passede heldigvis. Noel tog forsigtigt min hånd op. Hans hånd var blød og lun, som den plejede. Jeg strakte mine fingre ud, og han placerede en tynd, sølvring på min finger. Lige over den anden. Den var meget smuk. I midten sad en lille, funklende diamant. Langs siderne fra den sad tre små diamanter på hver sin side. Jeg så op på Noel, som stadig ikke havde givet slip på min hånd.
"Jeg elsker dig," hviskede Noel og så på mig. Jeg så fascineret op på ham, og sommerfuglene begyndte at flakse og baske rundt i min mave med deres store, kulørte vinger, som fik mig til at smile. Mine kinder blussede lidt igen, og jeg mærkede glædens brus strømme igen min krop - helt nede fra mine tær til hver enkelt hår på mit hoved. Jeg smilede stort og så ham ind i øjnene.
"Jeg elsker også dig ," hviskede jeg. Viola stod ved siden af mig og trippede af glæde og begejstring, mens hun tog billeder.
"Hvor er I søde," hvinede hun og rakte mig buketten. Vi gik alle sammen ud af kirken. Noel havde sin arm om mig, mens Viola gik ved siden af mig og Brandon og Jordan ved siden af Noel. Viola lænede sig ind til mig og hviskede; "Nu husker du prævention, ik'?" Jeg sendte hende himmelvendte øjne og rystede opgivende på hovedet af hende. "Hvad!" udbrød hun med dæmpede stemme. "Ja, du har vel ikke glemt det, jeg sagde til dig om aborten. Jeg tager ikke med derud."
"Det er godt med dig," grinede jeg og tog hendes arm i armkrog, da vi gik ud ad de store døre. Solen skinnende udenfor. Fuglene pippede i buskene. Små børn kom hvinende kørende på løbehjul og cykler ned ad vejen. Der var sommer i luften. Over alt var der latter og leg.
"Åh," udbrød Viola. "Du skal huske at kaste buketten." Hun så tiggende på mig med sine store hvalpeøjne, og jeg begyndte at grine.
"Okay, så," sagde jeg, og de tre gæster stillede sig op ved siden af hinanden, mens Noel og jeg stod længere fremme. Vi vendte os rundt, og jeg strammede mit greb om buketten. Jeg håbede, at jeg kunne få den med hjem alligevel, for den var ret pæn, og så havde Noel jo købt den til mig...!
Jeg så kort over på Noel, som smilede stort til mig og tog min ledige hånd i sin. Lun og blød. Tog et sidste kig på buketten og kastede den bagover. Vi vendte os rundt tidsnok til at se, Viola kaste sig rundt efter den. Men da den begyndte at falde ned mod dem, så greb Jordan den i en lang, strakt arm over hovedet på hende. Hun så irriteret på ham, indtil han smilte og rakte hende den.
Efter lidt tid besluttede vi os for at tage hjem. Mens Noel og jeg havde været optaget af noget andet, havde Brandon bundet nogle gamle konservesdåser fast til Noels pennyboard. Vi brød ud i latter, da vi kom hen og så det. Rundt på dåserne havde de med stor skrift skrevet: Just Married!!!
Vi krammende dem alle sammen og sagde tak for dagen og aftalte, at de kunne komme over og spise med os på båden, inden vi trådte op på boardet og begyndte at køre, mens dåserne raslede mod asfalten bag os.