? - Hvad nu

Kapitel 6

Den næste uge gik godt. Jeg var i skole alle dage. Det var Nathan dog ikke. Hvad gik der af ham?
Det var fredag igen. Det var i dag, jeg skulle med Noel og hans familie på sejltur. På en eller anden måde havde han fået mig overtalt.
Noel og jeg sad allerede ude ved stævnen af båden. Den var meget flot og enkel. Ikke en af de der store, grimme både med tre etager og bar og lædersofaer. Det har var en træ sejlbåd. Ude på dækket lå der glatte, lyse træplanker. Den havde også en høj mast med sejl i, og der var et gammeldags ror lige foran den lille kahyt, som lå på midten af dækket med plads udenom, så man kunne komme ned i den anden ende. Der gik en trappe i kahytten ned til værelserne og køknet, som lå i bunden af den lille sejlbåd. På ydersiden af båden var den malet i en dyb blå farve, næsten sort. Den var meget flot.
Vi var næsten lige sejlet af sted. Min mor havde været en smule bekymret for mig. Hun var sikkert bange for, at hendes klodsede datter ville falde over bord eller noget lignende, men hun følte sig vist tryg med, at jeg var hos Noel. Hun var næsten selv lige så forelsket i ham, som jeg var. Det var faktisk pænt irriterende.
Jeg lænede mit hoved tilbage mod Noels bryst. Han sad bag mig med sine arme omkring min overkrop. Der var så varmt og trygt i hans favn. Lyden af bølgerne, som skvulpede mod bådens sider, kunne nemt have lullede mig i søvn, hvis ikke solen havde bagt ned på mig. Vi havde aldrig fået snakkede om det med Nathan. Jeg prøvede elegant at springe over det emne, når han prøvede at komme ind på det. Ja, jeg var lidt af en kujon, men jeg gad bare ikke at have Nathan blandet ind i det hele. Han var selv gåede ud af mit liv, og han kunne ikke uden videre bare prøve at vade ind i det igen og skubbe sin fætter ud i jalousi. Sådan fungerede min verden ikke.
Da jeg åbnede mine øjne, stod Mateo foran os, og plagede Noel om at spille et computerspil med ham. Så vi var ikke helt uden elektronik her ude. Noel udåndede opgivende og så spørgende på mig. Jeg nikkede og fulgte efter dem nedenunder. Foran den seng, hvor Noel og jeg skulle sove, stod et lille fjernsyn og en Playstation. Det spil, Mateo ville spille, hed Call of Duty. Jeg sad ved siden af Noel, mens de spillede. Så vidst jeg kunne forstå, gik det ud på at skyde alt, der havde en puls. Det gik ret godt for Noel, mens Mateo irriteret sad og surmulede over, at han var ved at tabe. Da de næsten var færdig, ville jeg gøre noget så Mateo kunne vinde. Diskret vendte jeg mig lidt om mod Noel. Han sad koncentreret og stirrede på skærmen, så jeg lagde min hånd hen over hans øjne, slyngede mine ben om hans mave og væltede ham tilbage på sengen. Han prøvede ihærdigt at fjerne min hånd, så jeg satte mig på hans mave og så på Mateo, som skreg af grin, mens hans point tikkede ind på skærmen, og han overhalede Noel og vandt. Han pegede hoverende og grinende fingre af Noel og gav high-five til mig. Noel så bebrejdende op på mig, men jeg trak bare overfladisk på skuldrende i noget der ville betyde: Bedre held næste gang!
Han klukkede og trak mig ned til sig. Mateo udstødte en falsk "ad-jeg-brækker-mig"-lyd og løb op på dækket til Lola. Noel vendte sig rundt på siden og og så på mig. Jeg klukkede lavt og lukkede øjnene. Forsigtigt fjernede han en tot hår fra mit ansigt og kærtegnede blidt min kind. Jeg åbnede tøvende mine øjne og så ind i hans. Store og glinsende. Det uendelig blågrønne hav. Og jeg druknede endnu en gang.
Han rykkede sit ansigt nærmere mit, så vores næser strejfede hinanden, hvilket sendte en varm, kildende fornemmelse gennem min krop, som fortalte sommerfuglene, at det var tid til at skabe kaos i min mave. Igen. Han kyssede mig blidt. Igen og igen. Og til sidst blev det nærmest til en leg, hvor han hurtigt kyssede min mund, kinder, næsetip, pande, hals, fulgte ned langs mit kraveben. Jeg klukkede og lagde min hånd mod hans bryst, og den fortsatte ned ad hans mave. Gennem hans bluse kunne jeg ane musklerne. Til sidst faldt de til ro oppe ved hans skulder. Jeg lukkede mine øjne igen og hvilede min pande mod hans.
"Tak," mumlede jeg lavt. Jeg kunne mærke ham rynke på panden.
"For hvad?" spurgte han forvirret.
"For det hele." Der var stille lidt tid.
Han nikkede. "Det gør mig glad at hjælpe andre. Især hvis det viser sig, at de også har noget at give af selv."
Nu var det min tur til at se forvirret op på ham. "Men jeg har jo intet at give dig."
"Du har skam allerede givet mig langt mere, end jeg kan tage imod, og langt mere end jeg fortjener. Du gav mig din tid og kærlighed. Og det er langt mere værd end noget andet. Især når det er fra dig." Han holdte inde og ventede på en reaktion fra mig, men jeg sad bare og kiggede betaget på ham.
"Du kan få al min tid. Du kan få mit hjerte, for det har du allerede stjålet," hviskede jeg og tænkte på det, Nathan havde sagt. "Det er bare... for et øjeblik kunne jeg godt tænke mig, at det ikke føltes, som om universet er ved at knuse mig, og mit hjerte ikke er ved at eksplodere, og jeg ville kysse og fortælle dig, at jeg elsker dig, og bede dig om aldrig at gå." Jeg holdte inde og tog en dyb indånding.
"Så gør det," sagde han og trak på skuldrende. Jeg nikkede og trak ham ind i et kys. Et rigtigt et. Et langt et. Sådan et, vi ikke havde prøvet før. Sådan et, hvor man næsten blev ét med hinanden, og hvor hans udånding blev min indånding. Og da jeg endelig trak mig væk, smilede han.
"Jeg elsker dig. Vær sød, aldrig at gå," bad jeg ham.
Hans smil voksede sig alt for stort til hans ansigt, og hans øjne lyste op som en million stjerner. "Jeg vil aldrig gå. Aldrig. Det lover jeg." Jeg åndede lettede op, og af en eller anden mærkelig grund føltes det, som om en tung taske blev taget af min skuldre. Jeg smilede også selv. "Er vi okay?" spurgte han, så indgående på mig og pegede sin tommelfinger mod mig. Jeg pressede min mod hans.
"Vi er okay!"