? - Hvad nu

Kapitel 12

Da jeg vågnede, lå mit ansigt tæt op mod Noels, og jeg kunne mærke hans milde åndedrag mod min hud. Jeg klukkede ved tanken om i går aftes, og glæden sendte en varm bølge ind over mig. Blidt strøg jeg mine fingre ned langs hans kind, nakke, skuldre. Jeg kunne se, at han langsomt vågnede. Søvnigt slog han sine hav øjne op, som jeg så mange gange før var druknet i, og jeg overgav mig igen. Jeg mærkede en snorrende følelse i mig, da hans hånd kærtegnede mig langs taljen og hen over min nøgne krop. Han blinkede et par gange og smilede så til mig, så sommerfuglene blev bragt til live. Jeg rykkede mig tættere ind til ham, så vores næser strejfede hinanden.
Vi lå længe i stilheden og nød roen omkring os. Den eneste lyd var vores hjerter, der bankede i takt, og hans udåndig, der blev min indånding. Alt omkring os svindede ind til det rene ingenting, som var så nemt og lige til, at livet pludselig virkede let og ukomplicerede, og jeg glemte helt, hvorfor jeg nogensinde havde grædt.
Der var lunt nede i båden. Både varmen fra hans krop og solen, der strømmede ind ad døren, som stod halvt åben op til kahytten. Først da min mave rumlede højt nok til, at det rungede i rummet, stod vi op. Jeg rullede om på maven, så det tynde, hvide sengelinned faldt af mig, og jeg knugede puden mellem siden af mit hoved og mine arme. Nysgerrigt iagttog jeg Noel, mens han trak sin blå- og hvidstribede sømandsbluse på og hang min kjole over ryglænet på stolen ved siden af. Solen badede mig i et gyldent lys, og Noel vendte sig om og stod og kiggede lidt på mig, indtil et genert kluk banede sig vej gennem ham, og han smilede. Han styrede mod døren, men i forbifarten aede han blidt min skulder. Jeg smilede for mig selv og grinede lavt ned i puden, da sommerfuglene baskede et par gange ved hans berøring. Jeg var ikke længere bange!
Da jeg langt om længe var krøbet i tøjet listede jeg op til Noel, som sad op ad kahyttens væg med en tallerken med morgenmad. Mens han fredsommeligt tyggede, nikkede han mod tallerken med mad ved siden af ham, hvor jeg satte mig og gav mig til at spise. Vi havde stadig ikke udvekslet ét eneste ord hele morgen - ikke alt siges med ord.
Solen varmede mod mit ansigt, og jeg lænede afslappet mit hoved tilbage mod væggen, mens vandet skvulpede, og mågerne skreg deres hæse skrig. "Livet tilsmiler os, Noel," mumlede jeg med lukkede øjne, og mit ansigt vendt mod solen.
"Ja," sagde han næsten lydløst. "Så må vi bare læne os tilbage og nyde turen!" De ord havde han sagt før, og de gjorde mig lige glad hver gang. Vi havde vores sædvanlige kommentar og spørgsmål. Sådan var vi vel!
"Jeg ved, at jeg har spurgt om det her før, men... ved du, hvad kærlighed er?"
Jeg så tænkende rundt og satte min tallerken fra mig. Båden gyngede lidt, mens jeg tænksomt så på menneskerne, der sad på deres egne både omkring os. Hvad var kærlighed egentlig? Jeg vidste det ikke. Og det skuffede mig. Efter alt med Noel så burde jeg vel have de ide om det.
"Måske - måske er kærlighed slet ikke det, vi tror, det er. Måske er kærlighed slet ikke noget med forelskelse og roser. Det tror jeg ikke. Jeg tror, at kærlighed er alt det, vi ikke siger. Det er ikke, når vi siger "jeg elsker dig" eller "vil du gifte dig med mig". Jeg tror, at kærlighed er det usagte. Alt det, som vi fortæller med øjnene og med et smil. Det tror jeg!" fandt jeg endelig frem til. Noel nikkede med et tænksomt blik og satte også sin tallerken fra sig.
"Så kærlighed er for eksempel alle de timer, vi har brugt under træet i støttegruppen," konstaterede han. Jeg nikkede bekræftende. "Hvad er angst så?"
Det gav et sæt i mig bare ved ordet. Jeg blev lidt tør i munden og prøvede at fugte mine læber. Angst vidste jeg godt hvad var. Alt for godt. Og derfor strømmede ordene også bare ud af min mund, for følelsen sad altid og lurede i en mørk krog af min bevidsthed. Den var vel også alt det usagte. "Angst er som at sidde i en bil med tonede ruder. Du kan se livet, der udfolder sig derude og alle de glade mennesker, men ingen kan se dig. Det er, som om verden er under vand, og alle andre kan ånde - bortset fra dig. Som om du hele tiden er ved at drukne i livet, som alle andre let og elegante spankulere igennem, som var det en leg, mens dine lunger langsomt fyldes op med vand. Angst er som at sidde i en boks, der langsomt skrumper, og væggene trækker sig sammen om dig, og uanset om du slår og sparker, så kommer væggene bare tættere og tættere på dig, mens de langsomt knuser hver glæde i dit liv samt hver knogle i din krop. Det er angst."
Der gik lidt tid, inden Noel så op. Men da han gjorde, så var hans øjne fulde af tårer. "Valentina, jeg er bange. Jeg vil ikke dø," hulkede han, så hans skuldre rystede, og hans ansigt var fortrukket i en pinefuld mine, som skar mig i hjertet. Straks lagde jeg mine arme om ham, og han hvilede sit hoved mod mit bryst, mens jeg strøg ham over håret. Jeg ville fortælle ham, at han ikke skulle være bange, og at det hele nok skulle gå, men det var løgn. Jeg var også bange. Jeg ville ikke miste ham. Men mindst af alt ville jeg ikke se ham bange og ked af det.
"Det er okay," var alt jeg kunne finde på. "Jeg er også bange." Han nikkede og jeg mærkede hans tårer mod min hud. Det var det eneste, jeg vidste, som ikke var en løgn. Det ville være løgn, hvis jeg sagde, at alt ville blive bedre. Det var løgn, hvis jeg sagde, at alting nok skulle løse sig. Og det ville være løgn, hvis jeg sagde, at han intet havde at frygte. Og jeg ville ikke lyve for ham. Det elskede jeg ham for højt til.
"Hvad nu?" spurgte Noel efter lang tid, hvor vi bare havde siddet sammen uden at sige noget.
"Ja, hvad nu?" sluttede jeg til med. Han trak på skuldrene og så ned på sin hånd, som lå flettede ind med min. Lun og blød. "Jeg har oplevet alt det, jeg ønskede. Så hvad nu? Er det hele så bare forbi?" spurgte han og trak på skuldrene igen. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare ham. Han vidste det jo godt selv. Han havde jo hørt alle lægerne. Jeg kunne intet fortælle ham, som han ikke allerede vidste.
"Nej, Noel. Det er ikke slut endnu. Der er stadig os to," mindede jeg ham om, og han smilede kort og klukkede halvhjertet - uden sans og saft. Jeg vidste godt hvorfor. For min skyld. Han smilte, for at jeg skulle tro, at alt var okay, og at han ikke var ked af det. Jeg havde selv lavet det trick trillioner af gange, så det pralede af på mig som vand. Jeg kunne se, hvad der gemte sig under facaden, og det kunne et slatten smil og et kluk ikke dække over, hvor end han gerne ville. Han skulle ikke beskytte mig. Han skulle ikke forfalske et grin, for at jeg kunne sove trygt. Sådan stemmede mit klaver ikke. Men jeg ville ikke sige noget. Jeg lod ham gøre det. Hvorfor. Fordi det var det eneste, han havde tilbage at gøre.
Pludselig skar Noel en smertefuld grimasse og tog sig til brystet. Panikken slog mig som en syngende lussing, og jeg greb ud efter hans skulder.
"Noel," hviskede jeg og prøvede at holde panikken tilbage. Han stønnede hæst og bed tænderne sammen. "Noel," halvråbte jeg denne gang med panikken helt uden på tøjet. Han lukkede øjnene og knyttede sine næver. Var han allerede på vej væk. Var han allerede ved at forsvinde fra mig. Det slog mig pludseligt, og det tog pusten fra mig. Mit hjerte bankede hurtigt, og mine håndflader blev svedige. Jeg havde en ubehagelig bismag i mund og en tårer trillede ned af min kind. "Noel, sig nu noget," sagde jeg angst, mens jeg langsomt fik ham lagt ned. Han stønnede smertefuldt igen, hvilket skar mig i hjertet. Det var nok til mig for at ringe efter en ambulance. Jeg hev med rystende hænder Noels mobil ud af hans lomme, og med galoperende hjerte, svedige hænder og rystende fingre tastede jeg alarmcentralens nummer ind. Jeg kunne høre min puls dunke hårdt i mine ører. Han måtte ikke forsvinde fra mig nu. Lægerne havde jo sagt, at det ville ske langsomt. Over flere uger. Så kunne det ikke bare ske som et lyn fra en klar himmel. Ikke nu. "Bliv hos mig, Noel," hviskede jeg og tørrede sveden af hans pande, mens hans overkrop krampagtigt trak sig sammen. "Bliv hos mig."
"Alarmcentralen det er Jasper," sagde en mand i den anden ende med en behagelig, rolig stemme.
Min mund var tør, og jeg kunne knap nok tale, da jeg kvækkede panisk:
"Det er Valentina Green. Jeg sidder her med min kæreste, som har fået smerter i brystet, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre." Min stemme knækkede over, og tårerne strømmede ned af mine kinder. "Han har en hjertefejl og er uhelbredelig syg og..." et hulk afbrød mig, og jeg kærtegnede Noels kind, mens jeg så på ham gennem mine tårervæde øjne. Hvorfor skete det her nu. Jeg var panisk og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre.
"Hør her, Valentina. Jeg sender en ambulance ud til jer. Du skal bare sørge for at holde ham ved bevidstheden. Hvor befinder I jer henne?" berolige han mig med. Jeg fortalte ham hurtigt adressen, lagde på og tørrede mine øjne. Noel pressede sine øjenlåg hårdt sammen og trak sig sammen i smerte. Jeg lagde mine hænder på hver side af hans ansigt og så uroligt på ham, mens mit indre var ved at springes - af angst.
"Noel, Noel se på mig," hviskede jeg så roligt, jeg kunne og strøg håret væk fra hans fugtige pande. Han åbnede besværet sine øjne og så på mig. Hans blik flakkede som en ild. Som en skræmt hjort på flugt fra ulven. Han famlede efter min hånd og greb den så i et fast tag, hvor han lagde al sin smerte i. Men det gjorde ikke noget. Han måtte bare ikke dø fra mig nu. Ikke allerede.
"Det er okay," hviskede jeg og aede hans kind. Hans kæbemuskler var spændte, og hele hans ansigt var nu fortrukket i en smertefuld mine. "Så, bare bliv her hos mig, Noel. Lyt til min stemme," prøvede jeg at berolige ham med. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige for at holde hans opmærksomhed. Men måske ville han glide ud af hænderne på mig, hvis jeg ikke gjorde. Og så var det jeg kom i tanke om det. For fire år siden var Theo, Julian, far og jeg på kanotur sammen, hvor vi havde telt og det hele med. En aften kunne Julian ikke sove, så han vækkede mig, og bad mig om at fortælle ham en historie. Dengang havde jeg båret vores soveposer ud på græsset, så vi ikke vækkede Theo og far. Og så fortalte jeg ham et eventyr om stjernerne. Et jeg bare opfandt på stedet. Et eventyr om månen og solens ulykkelige kærlighed og om, at solen elskede månen så højt, at han døde hver nat for at lade hende skinne. Så jeg klarede min stemme og tørrede tårerne væk. Mens jeg hele tiden holdte Noels blik, begyndte jeg at fortælle: "Der var engang, langt her fra, en sol. Han var så varm og lys, at han skinnede på alle omkring sig. Hvor end han kom, mødte folk ham med et smil, og han kastede sine varme stråler på dem alle og gav dem lys og glæde. Men ved en planet mange hundrede kilometer væk, var der en måne så trist og grå som en regnvejrsdag. Ingen havde nogensinde kastede lys på hende eller ladet hende lyse natten op. I mange år havde solen betragtet hende, mens hun dansede rundt mellem universets stjerner uden et glimt af lys og varme i sig. Hun var tom og forladt." Jeg holdte kort inde, og så på Noel, som lå og lyttede, mens han holdte smerten i sig. Han bed tænderne hårdt sammen og gav min hånd et fast klem, så jeg måtte skære tænder. "Men en dag kom han forbi hende på sin færden, og han så hende trist danse rundt om sig selv i små pirouetter." Jeg så ned på ham. Det gjorde ondt indeni mig at se ham i smerte. Men mit job lige nu var bare at holde ham ved bevidstheden, indtil han var i sikre hænder hos lægerne. "Og langsomt, men stensikkert, forelskede han sig i hende." Jeg kunne høre sirenerne i det fjerne. Hjælpen var på vej. Jeg snøftede lav og tørrede en tåre væk med min håndryg, som havde sneget sig vej ned af min kind. "Hver dag i mange år besøgte han hende og lod sit lys skinne på hende. Og hvor var hun dog smuk, når hun skinnede så klart. Men det var aldrig nok. Mørket sad stadig i hende, og hun dansede stadig sørgmodigt rundt i sine stilfærdige pirouetter. Hans lys og varme kunne aldrig fylde hende op. Hans enkelte stråler var aldrig nok. Og da hun så allermest tom og forladt ud, fik han en ide. Hans kærlighed til hende var så stor, at hendes melankoli blev hans undergang. Så han tømte sig selv for lys og varme, gav hende alt han havde. Hver eneste nat! Hver eneste nat gav han hende sit lys og liv. Og hvor hun dog skinnede og lyste nattehimlen op." Jeg holdte inde og så ambulancen, der kom susende ned ad vejen. "Og hun danser lysende rundt deroppe endnu. Hver nat dør han for hende, så hun kan skinne!" sluttede jeg af og kyssede ham på panden med tårer i øjnene, da to ambulancereder kom løbende ned ad broen til os med en bårer imellem sig. Jeg stak min ene hånd op, så de kunne se os, mens Noel havde et fast tag i den anden.
"Det var en meget smuk historie," kvæggede Noel. "Den minder mig om os." Jeg så forbløffet ned på ham og mærkede klumpen i min hals. Jeg blev blidt puffet til siden af en af mændene, og de løftede ham op på båren i et ubesværet løft.
"Vil du med," råbte en af dem til mig, idet de løftede båren op. Jeg nikkede ivrigt og fulgte efter dem ned til ambulancen. De kørte Noel ind i det store "bagagerum". Jeg hoppede ind på stolen ved siden af ham og tog hans hånd. En læge stod på den anden side af Noel og sammen med den ene af ambulancerederne, satte de, med hurtige bevægelser og korte instrukser, en iltmaske over hans næse og mund. De målte hans puls og satte et drop i hans hånd. Snart bippede alle apparaterne omkring os. Ambulancen susede rundt i skarpe sving. Jeg kiggede bare på Noel. Hans øjne var lukket, og iltmasken dækkede næsten hele hans ansigt. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg følte mig ubrugelig og hjælpeløs, som jeg sad her; lammet og ude af stand til at gøre andet end at blinke og trække vejret.
I et skarpt sving kørte ambulancen med fuld udrykning og blinkende lygter ind gennem byen, inden den stoppede ved hospitalet, hvor et hold læger og sygeplejesker stod klar med ilt og drop og hele pivtøjet. Det skete alt sammen så hurtigt, at jeg knap nok nåede at opfatte, at vi var bremset op, inden de alle havde fået Noel ud af slangerne og på med nogle nye. I alarmerende høj hastighed kørte de ham ind på hospitalet. Jeg hoppede ud af ambulancen og løb hurtigt af sted efter dem. Jeg var nødt til at være hos ham. De kunne ikke skille os ad nu. Panikken spredte sig i mig, og jeg spænede gennem vindfaget og ned ad gangen efter dem i mine bare tæer og løse, grå sommerkjole. Receptionisten i indgangssalmen råbte efter mig, da jeg styrede omkring et hjørne, og mine fødder hvinede over det hårde linoleumsgulv. De var lidt længere nede ad gangen nu. De måtte ikke hægte mig af, så jeg satte farten op. Mit hjerte galoperende og min puls dunkede som kirkeklokker i mine ører. Mine fugtige fødder klistrede til gulvet, men det var alt sammen ligegyldigt lige nu. Noel måtte bare ikke forsvinde fra mig.
Mine ben løb og løb, og jeg var flere gange ved at snuble over mine fødder. Jeg skubbede en dør til side, og der var de lidt længere nede. Og så satte jeg i spurt. Lagde al min frygt og angst, og hvad der ellers måtte høre til, i hvert skridt jeg tog. Buldrede ned ad gange få meter fra Noel.
De skubbede endnu en svingdør op, da jeg med flagrende hår kom halsende bag dem med mit hjerte oppe i halsen og panisk åndedræt. Jeg gav mig til det yderste, mens jeg løb ned mod dem med tårer i øjnene. Jeg skulle være hos ham. Jeg kunne ikke forlade ham. Det kunne jeg ikke.
"Hey," sagde en høj, skaldede vagt og greb min skulder. Jeg stoppede op med et sæt og døren svang i. Jeg kunne se dem gennem et af de runde vinduer i døren. De kørte ned om et hjørne i høj hast og forsvandt. De havde hægtet mig af. Skilt os ad. Men jeg var nødt til at være hos ham. Han skulle ikke være alene blandt alle de fremmed læger og sygeplejersker. "Du må ikke være her," fortalte ham mig og så undrende på mig.
"Jo, det er jeg nødt til," udbrød jeg med grødet stemme og prøvede at vrisse mig fri fra hans jerngreb, men det nyttede ikke noget.
Han lagde sin hånd på min ryg og prøvede at vende mig tilbage mod gangen, jeg lige var kommet fra. Jeg så mig længselsfuldt tilbage. Jeg - jeg var jo nødt til at være hos ham.
Vagten førte mig ned til venteværelset, hvor jeg blev placeret mellem en syvårig dreng med brækket arm og en lille pige med rottehaler og skæve tænder, som fascineret så op på mig og viste hele tandsættet. Jeg lukkede mine øjne og lænede mit hoved tilbage mod væggen. En tåre trillede langsomt ned af min kind. Jeg havde stadig Noels mobil i min hånd, så jeg skyndte mig at ringe til Pablo.
"Hej Pablo," hilste jeg og prøvede at holde min stemme neutral, selvom den skælvede og var ved at knække over. "Du skal sætte dig ned og tage det helt roligt, fordi der er sket noget, der ikke er så rart," prøvede jeg at forklare så pædagogisk som muligt.
"Åh, nej," sukkede han opgivende, og jeg kunne høre et lavt hulk i den anden ende.
"Jeg sidder her på hospitalet, hvor Noel lige er blevet indlagt, men han er i gode hænder nu." Jeg kunne høre ham hulke stilfærdigt i den anden ende. "Det hele skal nok gå, Pablo," forsikrede jeg ham om, selvom det nok var løgn. Også det var en løgn.