? - Hvad nu

Kapitel 13

Jeg stirrede tomt ud af vinduet ved spisebordet. I en dyb indånding duftede jeg til Noels grå hættetrøje, som jeg havde på. Noel havde været indlagt i en uge nu, men indtil videre var besøg kun forbeholdt familie.
Mor satte en kop te, et glas vand og to små, aflange piller, som jeg godt kendte, ved siden af mig på bordet. Jeg var ellers begyndt at trappe ned på dem, men efter det der var sket, fik jeg fuld dosis igen. Jeg følte mig svag. Mor og jeg havde været til lægen i går:

***

Jeg sad på den klistrede læderbriks. Igen. Mine hænder lå foldet i skødet. Mine håndflader var fugtige, og mine fingre havde svært ved at falde til ro, mens jeg bare kiggede ned i gulvet for at undgå øjenkontakt med lægen. Det var den samme som sidst. Jeg havde stadig lyslevende billeder af, hvordan jeg skulle stoppe lykkepillerne ned i halsen på ham og forklare ham udpenslende om, hvordan hans psykiske stabilitetsniveau var. Måske var det derfor, mine hænder ikke kunne ligge stille.
"Ja, som du selv har opserveret, fru. Green, så er Valentina på vej ind i en depression af meget svær grad. Hvilke symptomer har du set?" spurgte han min mor og skubbede sine briller lidt længere op ad næseryggen. Jeg vidste godt, hvad han havde gang i. Min mor havde fortalt ham under fire øjne, hvad der skete med mig. Lige nu kørte de et spil, som jeg havde været vidne til før. Et spil, for at få mig til at indse, at det var helt galt med mig. Han ville have mig til at høre ordene fra min mor, da det nok ville banke lidt fornuft ind i hovedet på mig. Troede han. Bare ærgerligt, at jeg havde gennemskuet spillereglerne.
Min mor sukkede og så over på mig. Jeg kiggede bebrejdende over på hende. Hvorfor var hun nødt til at slæbe mig gennem alt dette. "Hun spiser næsten intet. Sover kun få timer. Nægter at tage sine lykkepiller. Går i det samme tøj flere dage i træk. Hun sætter sig alene, når jeg kigger væk to sekunder, og så sidder hun bare og stirre tomt ud i luften." Hun gnubbede sig op ad armen og så opgivende over på mig. Så det var sådan, vi spillede. Nu var hun pludselig på hans hold. Men sådan spillede jeg ikke.
"Mor, jeg er IKKE deprimeret. Jeg har det helt fint," løj jeg og så på hende med hevet bryn uden at skænke ham så meget som et blik.
Han fnøs opgivende og bedrevidende, som om jeg var et lille barn, der ikke kunne forstå, hvad de voksne sagde. Og det provokerede mig. Derfor sendte jeg ham et blik, der slog gnister. Han lagde hovedet på skrå og smilede pædagogisk til mig. "Valentina, du er nødt til at forstå, at du ikke altid ved, hvad der er bedst for dig selv og så - "
"Hvad er det så, der er bedst for mig?" afbrød jeg ham med et roligt toneleje. Jeg så afventende på ham. Mor havde et lidt utrygt ansigtsudtryk, mens hun så fra den ene til den anden.
"Det bedste ville være en indlæggelse," sagde han så, og der blev bomstille i rummet. Jeg mærkede den larmende stilhed og realiteten i hans ord som en mavepuster, og mit hjerte sprang et slag over. Mor tog sig til munden med et lavt hulk, og hendes ansigt fortrak sig i en knust mine. Jeg så ned på mine hænder og mærkede knuden i mit bryst. Den var næsten gået hen og blevet en del af mig. Og langsomt, var jeg også gået hen og holde af den. Når alt andet forsvandt og faldt ud af hænderne på mig, så mærkede jeg trykket inde fra den, og med tiden havde den fået et utroligt stramt greb om hjertet på mig. "Men vi indlægger kun patienter, der er i potentiel fare for sig selv, så jeg kan ikke indlægge dig, men hvis situationen bliver forværret, så kan det ende ud i en længerevarende indlæggelse," fortalte han og pakkede sine briller ned i brystlommen på kitlen. "Så i stedet skal du have fuld dosis af lykkepiller igen." Jeg sukkede fortvivlet. "Og du skal nok regne med, at du kommer til at være på lykkepiller..." Han holdte kort inde og fangede mit blik. "Resten af dit liv!"

***

Jeg så bedende op på mor - jeg ville ikke tage dem - men hun rystede afvisende på hovedet og strøg mig over ryggen.
"Kom nu, Viana. Du er nødt til det," sagde hun og satte sig på stolen ved siden af mig og så op på mig, som sad på bordet. Jeg lagde de små piller ind på tungen og skyllede dem ned med en slurk vand. Mor smilede medlidende og kyssede toppen af mit hoved. Jeg smilte halvhjertet og kiggede igen ud af vinduet. Hun strøg mig på ryggen med sin varme hånd. "Viana, jeg synes, vi skal tage en snak igen," foreslog hun og så indgående på mig. Jeg rystede på hovedet og så ned. "Jeg kan se, at du ikke har det godt, og ting løser sig, når man snakker om det og sætter ord på sine følelser. Viana, du skal ikke gå rundt med det inde i dig selv." Men jeg ville ikke. I går aftes havde vi siddet inde på sofaen i halvanden time, hvor jeg næsten ikke havde sagt noget. Jeg havde ikke noget at sige. Jeg var ikke deprimeret. Jeg var tom!
Mor sukkede opgivende. "Okay, men så snakker vi i morgen," sagde hun og fortsatte med at tørre støv af. Jeg svarede ikke. Hun ville alligevel ikke forstå. Men jeg forstod heller ikke selv.
Senere på eftermiddagen ringede Courtney hjem til os og fortalte, at Noel nu var i så god bedring, at han kunne få besøg, så Theo kørte mig derud omkring klokken halv fem.
Der var stille i bilen på vej derud. Da vi holdte for rødt, trommede Theo anspændt sine fingre mod rettet. Han vendte sig lidt over mod mig.
"Hør her, Viana. Jeg kan altså sagtens blive hjemme hos sig. Den rejse løber ingen steder. Gutterne er helt med på den og har forståelse for det, så jeg tager ikke af sted til sommer," fortalte Theo. Jeg rystede på hovedet. Han forstod det ikke. Han skulle tage af sted og more sig. Jeg skulle nok klare mig. Jeg ville ikke være en stopklods for ham. Jeg ville ikke være grunden til, at han skulle være ham den kedelige, der var nødt til at blive hjemme, fordi hans søster havde mistet sin kæreste og var blevet endnu mere "psykisk ustabil".
"Nej, Theo. Du skal af sted. Ud og opleve verden og mænge dig i damer," insisterede jeg og så ud af vinduet med korslagte arme.
"Du ved godt, vi skal ud og vandre, ik'?" mindede han mig om med et grin. "Jeg tror ikke rigtig, jeg kommer til at mænge mig i damer."
Jeg lo og puffede til ham. "Okay, så. Men jeg tvinger dig af sted. Du skal ikke blive hjemme. Især ikke for at være sammen med mig. Du har ligesom tilbragt seksten år i mit selskab," fnøs jeg. "Jeg skal nok klare den. Mor og Parker er her jo også. Vi får en fest, når du er rejst. Tro mig," sagde jeg sarkastisk for at lette stemningen. Theo parkerede bilen foran hospitalet.
"Er du sikker?" spurgte han tøvende og vendte sig mod mig, da motoren stoppede. Jeg nikkede og bed mig i underlæben.
"Selvfølgelig, skal du da af sted. Ud til alle bjørnene og vandfaldene og hvad end, der er på jeres vej." Jeg klappede let hans hånd, som gav mit knæ et kærligt klem.
Han udåndede tungt. "Tak, søs. Det betyder meget for mig." Han trak mig over til sig i et stort knus, og jeg møffede mit ansigt tæt ind til hans varme hals. Dog hviskede en lille stemme inden i mig, at han ikke måtte rejse. Jeg ville savne ham. Jeg ville savne de lange, lyse sommernætter ude på græsplænen. Jeg ville savne hans lave snorken tidligt om morgen, når jeg vågnede op, og han lå ved siden af mig. Jeg ville savne hans varme favn, og hans trøstende skulder. Men mest af alt ville jeg savne hans godmodige sind og hans evne til altid at gøre livet omkring ham lettere. Jeg ville savne ham. Om jeg ville!
Vi gik ind i receptionen. Theo havde sin arm om skulderen på mig. Bag skranken sad en tæt kvinde med kort, kruset hår. Hendes halvmånebriller hang i en snor om halsen, så de hvilede på hendes store barm. Hun så op på os, så hendes dobbelthage svajede lidt fra side til side. Det sendte et svagt grin gennem mig, men jeg sank det, inden det nåede over mine læber.
"Hej, vi skal besøge Noel Sanchez," sagde jeg med et stort smil. Pludselig, ud af den blå luft, var mørket forsvundet, og jeg blev lidt mere mig selv, og lidt mere af tomheden forlod min krop.
"Hmm," gryntede hun og så ned på sin computer, så dobbelthagen voksede sig større, og hendes hals forsvandt. Hun tastede noget ind og pegede så ned ad den gang, som jeg var løbet hen af sidst, jeg var her. "Han ligger på rød afdeling. Bare følg skiltene og de røde cirkler på gulvet."
Jeg smilede stort til hende. "Mange tak." Hun så mistroisk op på mig under de tyndt plukket bryn. Theo og jeg fulgte skiltene, indtil vi nåede Noels gang. Vi traskede langsomt af sted. Der var ikke så meget, vi skulle nå. Og ærligtalt, så var jeg lidt nervøs over synet, der ville møde mig. De sagde godt nok, at han var i bedring, og at han snart ville komme lidt hjem igen, men hvad nu hvis han allerede var så godt som død.
Tanken slog mig omkuld og en kvalmende fornemmelse skød op i mig. Pludselig havde jeg faktisk ikke særlig meget lyst til at gå derind. Tænk nu, hvis han stadig lå viklet ind i tusindvis af slanger og bippende apparater og blodtilføjelse.
Mit syn blev underligt sløret, som om en hvid tåge rullede ind over mine øjne, og jeg stoppede op med et fast greb om Theos overarm.
"Viana, er du okay?" spurgte han forbløffet. "Du er helt bleg. Er du svimmel?" Det summede i mine ører og en metallisk blod smag bredte sig i min mund, da jeg kom til at bide mig i tungen. Jeg nikkede og lænede mig ind mod ham. Mit hoved føltes tungt og omtåget, som om jeg var blevet slået i nakken. Jeg vaklede svimmelt ind i ham, men Theo havde mig i et fast greb, så jeg ikke drættede omkuld. "Kom, sæt dig ned."
Theo førte mig hen til væggen, og jeg gled langsomt ned på det hårde, grå linoleumsgulv. Han strøg mit hår væk fra min pande, og koldsveden rislede ned af ryggen på mig. Kvalmen sad nu helt oppe i ganen på mig og fik min mavesæk til at krølle sig sammen i ubehag. Min krop sitrede, og det føltes, som om mine organer vendte sig på vrangen. Jeg greb ud efter Theos hånd, da den hvide tåge igen invaderede mit syn, og jeg mærkede et skælv gennem min krop. Min hånd var fugtig i Theos.
"Bliv siddende her, jeg henter et glas vand," sagde han og rejste sig op. Nede for enden af gangen var der en vandautomat og hvide plastikkrus. Han kom hurtigt ned til mig igen og rakte mig glasset. Jeg tog imod det med rystende hænder og slubrede det hele i en mundfuld. Det hjalp hurtigt, og tågen forsvandt. Langsomt blev mit hoved mere klart, og Theo hjalp mig på benene.
"Er du sikker på, du vil?" spurgte han og gav min hånd et kærligt klemt. Jeg fugtede mine læber og sank klumpen i min hals. Jeg havde nok ikke rigtig lyst. Faktisk slet ikke. Men jeg følte, at jeg var nødt til det. Han regnede med mig. Han ønskede, at jeg besøgte ham. Jeg kunne ikke svigte ham. Ikke nu.
Jeg nikkede. Jeg var nødt til at glemme mig selv og tænke på Noel. Han havde ikke lang tid tilbage, så jeg var nødt til at gøre det til en god 'sidste tid'.
Theo lagde sin arm om mig igen, og vi gik længere ned. Døren ind til Noels værelse stod lidt åben, og jeg stak tøvende hovedet ind. Jeg famlede efter Theos hånd og strammede mit greb om den. Mit hjerte bankede hårdt, og jeg kunne høre min dunkende puls. Der var lys i rummet, og en kvindelig sygeplejerske sad på en stol foran Noel, så jeg ikke kunne se ham. Vi stod høfligt og ventede i døren, til hun efter et par minutter rejste sig op. Noel så lidt bleg ud og i lyset fra lampen i loftet, kunne jeg se svedperlerne på hans pande og hals. Han havde stadig ikke set os, da vi tog et skridt ind i rummet. Jeg kunne høre hans tunge åndedrag, og han lå bare og kiggede ud af vinduet. Den unge sygeplejerske så op på os og smilede. Hun havde flotte hvide tænder, mørke øjne og hendes sortbrune hår var sat op i en knold i nakken.
"Se, Noel. Du har fået gæster," sagde hun med en sød stemme til Noel og nikkede over mod os. Udmatte vendte Noel hovedet over mod os. Et saligt smil tonede frem på hans læber, da han så mig.
"Hej," hilste han og smilede til os. Kvalmen og tvivlen var forsvundet og blev nu erstatte med en overvældende glæde.
"Jeg sætter mig ud og venter på dig i venteværelset," hviskede Theo til mig og lagde sin hånd på min skulder. Jeg nikkede med et smil og så kort efter ham, da han spankulerede ned af gangen, hvor vi var kommet fra. Jeg vendte mit blik tilbage mod Noel, som stadig så på mig. sygeplejersken gav ham nogle piller og et glas vand til at skylle dem ned med, inden hun skiftede posen med blod, som hang i stativet ved siden af Noel, der førte blod ind i hans hånd gennem en lille kanyle, som sad i en stor blodårer på hans håndryg.
"Så, flotte fyr," drillede hun, da hun igen kom hen til ham. "Er du klar til at sidde op?" Noel nikkede, og hun justerede på den øverste del af den hvide hospitalsseng, som Noel lå i, så han kom op at sidde. Jeg trådte lidt tættere på og stillede mig for enden af hans seng. Mine hænder lagde sig til rette i et fast greb om jernstangen i sengegærdet, hvis jeg nu pludselig skulle få det dårligt igen. Jeg så smilende hen til ham, og hans blik var som naglet fast til mit. Glæden brusede rundt i mig ved gensynet af ham. Vi havde ikke se hinanden i en uge, men det føltes som en uendelighed. Den ene triste, mørke dag tog den næste. Hver dag havde føltes som år. Og hvor havde jeg dog grædt mange tårer. Men al sorg og tomhed forsvandt nu. De var pakket ned i den mentale skuffe, og jeg glemte for en stund.
Sygeplejersken vendte sig over mod mig. "Du må være Valentina," konstaterede hun med et smil, mens hun sprittede sine hænder. Jeg nikkede bekræftende. "Ja, Noel har snakket en hel del om dig," fortalte hun og grinte. Noel rødmede og så ned. "Tag endelig plads. Jeg går nu." Hun nikkede mod stolen ved siden af sengen. Hun åbnede vinduet, gik ud og lukkede døren bag sig. Der blev stille i rummet. Behageligt stille. Vores lydløse boble omfavnede os og stilheden overmandede os, og vi lyttede koncentreret til dens stilfærdige tale.
Efter lidt tid rakte jeg ud efter hans hånd, og det sendte en varm bølge gennem mig, da vores hud mødte hinanden. Det var rart at være hos ham igen. Jeg slappede af og mit hoved føltes let igen. Boblens tryghed beroligede mig, og glæden strømmede gennem os. Vi var begge klar over, at det snart ville ske. Men ingen af os havde behov for at snakke om det.
"Jeg har noget med til dig," kom jeg i tanke om efter nogle minutter, hvor vi havde lyttet længe og koncentreret til stilheden, men nu var det vores tur til at tale. Jeg fandt en lap papir frem fra min baglomme og foldede den ud. Jeg tog en dyb indånding og skævede til Noel over papirets kant. Han kiggede opmærksomt over på mig. Han var meget mere livlig og frisk, end da jeg kom. Medicinen hjalp vist.
Jeg klarede min stemme og skimmede den første sætning. "Der var engang tre brødre," startede jeg med en blød fortællerstemme. Jeg havde skrevet eventyret over de sidste par dage, hvor jeg alligevel ikke havde lavet andet end at vente. "De var ud af en fattig familie, og deres mor havde opfostret dem på egen hånd. Da de tre brødre blev voksne svor de, at de ville blive store, berømte mænd med pengepungen fuld." Jeg så over på Noel, som havde lænet hovedet tilbage og lukket øjnene. "Den ældste af brødrene tog en lang medicinuddannelse, hvorefter han fór til baronens gods og søgte om arbejde. Først blev han sendte i stalden, men efter mange års slid og slæb blev han endelig anerkendt og fik tildelt titlen som baronens privatlæge. Baronen holdte meget af den ældste bror, og da han blev alvorligt syg, havde han ingen børn til at arve godset, så han lod al sin magt og sin formue gå til den ældste bror, som dermed blev baron. Han sad til bords ved kongens store baller og festivitas, men efter mange år med tant og fjas, døde han alene på sit gods." Jeg tog en dyb indånding og fortsatte. "Den mellemste bror hørte straks nys om, at prinsessen skulle giftes bort, og at der var åbent for hele landets folk for at imponere prinsessen. Hun var kræsen og jog alle de rige mænd med deres blomsterfagre ord fra sig. Men da hun så den mellemste bror med de brune lokker og klare øjne, ja, så smeltede hendes hjerte. Og da prinsessen var kongens eneste barn, så gik tronen videre til den mellemste bror, der nu også havde penge nok til resten af livet. Efter mange år på tronen optrappede der uroligheder blandt folket, der ikke var tilfredse med konges griskhed og høje skatter. Hele landet samlede sig og stormede slottet, og kongen blev halshugget ved sin trone." Der var stille i rummet, da jeg holdte inde noget tid.
"Hvad med den yngste bror," spurgte Noel nysgerrigt, der stadig havde lukket øjne. Jeg bed mig i læben og vendte papiret.
"Den yngste bror blev derhjemme. Da moderen blev syg passede han hende og holdte hendes hånd ved hendes dødsleje, mens de andre brødre stormede frem i livet med krone på hovedet og tunge, gyldne smykker om armene, og de så sig aldrig tilbage. Da moderen var gået bort, overtog den yngste bror den lille gård. Han havde ikke mange penge, men dog nok til at købe en ko, et får og et par høns. Han fik hurtigt gang i markerne og tjente lidt på mælk, æg og korn på det lokale marked. Ikke en eneste gang lagde de ældre brødre visit. En dag på markedet mødte den yngste bror en ung, smuk sigøjner pige. Hun havde øjne som nattehimlen og farverige klæder, som den yngste bror aldrig havde set. Efter nogle år blev de gift, og hun flyttede ind på gården hos ham. De fik tre børn, der voksede op og blev sunde, stærke, gode mennesker. Penge havde de aldrig mange af, men på sit dødsleje kunne den yngste bror med hånden på hjertet sige, at han havde fundet en skat langt mere dyrebar end sine brødre. Han havde fundet lykken...!" Jeg foldede papiret sammen og så over på ham. Han sad og stirrede paralyserede over på mig. "Det var bare det," hviskede jeg og så ned på mine hænder i mit skød. Han spilede sine øjne op og så måbende på mig.
"Bare det! Det var virkelig smukt. Har du selv skrevet det?" spurgte han. Jeg fnøs og nikkede. "Kom," tilbød han og gjorde tegn til, at jeg skulle sætte mig hos ham. Jeg lagde mit cowboyjakke hen over stolelænet, og tog mine gummisko af, inden jeg kravlede op i sengen ved siden af ham. Han trak dynen hen over mig, og varmen fra ham strømmede mig i møde. Boblen lukkede sig om os, og trygheden lagde sig som et tæppe omkring mig. Det var rart. Stilheden talte sit stilfærdige sprog. Et sprog, som kun Noel og jeg efterhånden kunne forstå. Og måske var det meget godt. Måske var lige præcist dette sprog tiltænkt os. Et tomrum, der ikke var ulideligt tom, som lige netop var beregnet til os to. Hvor vi kunne være stille sammen, og nyde at være i stilheden. At være i det specielle rum, en form for anden dimension, som kun han og jeg kunne skabe. Og jeg holdte af dette sted. Denne anden dimension, hvor vi sammen kunne lade stilheden overmande os og gøre os stumme. Og jeg ville savne det. Jeg ville savne vores anden dimension. Ved nærmere eftertanke, så tror jeg faktisk, at den altid har været der. Den er ikke opstået på grund af os. Det har altid været i mig. Jeg tror, at før jeg mødte Noel, og mens han ikke var der, så var vores "sted" min tidligere tomhed. Tomrummet, der sad som et hul i mit bryst. Tomrummet, der var så tomt, at kun mere tomhed kunne fylde det op. Jeg tror, at det er dér, den stammede fra. Noel fyldte bare den ulidelige tomhed ud og gjorde den mindre ubærlig og mere behagelig, og langsomt, men stensikkert, så var jeg begyndt at holde af tomrummet. Men hvad nu. Hvad nu, når Noel ville forsvinde. Ville vores stilfærdige, lydtætte anden dimension så forsvinde sammen med ham, eller ville den hænge fast ved hans minde. Ville den bare falde tilbage i samme rille som før og blive til det ulidelige tomrum, som jeg i så mange år havde prøvet at flygte fra. Jeg havde ikke svaret, og jeg ville heller ikke få det, før den dag det skulle stå sin test. Min frygt for tomrummet sad i mig endnu, og den ville nok ikke forsvinde, før jeg selv gjorde. Sådan er livet! Den grimme, kolde sandhed, som ingen før havde fortalt mig, er, at uanset hvor godt man opfører sig, og uanset hvor mange plus point man har på sin konto, så ender vi alle en dag på hænder og fødder foran Vor Herre eller hvem end, man tror på, og alt man har tilbage er tomheden.
Jeg så op på Noel. Han tog en dyb indånding gennem iltslangen, der sad i hans næse. Jeg var tom for ord, selvom jeg gerne ville sige noget. Prøve på at være opmuntrende, men jeg vidste ikke hvad. Jeg havde ikke mere tilbage at give ham. Ikke andet end mig selv og al den kærlighed, jeg havde givet tusind gange før.
"Hvad nu," sukkede han og hvilede sit hoved mod mit. Jeg rakte ud efter hans hånd og flettede mine fingre ind mellem hans.
Jeg trak på skuldrene. "Ja, hvad nu."
"Nogle gange, så kigger jeg bare ind i øjnene på min familie, og det blik jeg møder... det er, som om jeg allerede er væk for dem." Han klarede sin hals og blinkede hårdt sammen om en tåre. Jeg mærkede et stik i hjertet og strammede mit greb om hans hånd.
"Sådan noget må du ikke sige," hviskede jeg og lagde mit hoved ned på hans bryst. Jeg kunne mærke, at han trak vejret dyb og opgivende.
"Men det er jo rigtigt. Det ville spare dem for så meget sorg, hvis jeg bare døde nu, i stedet for at det skal trækkes så langt, og de skal bekymre sig - " begyndte han, men jeg afbrød ham.
"Ved du hvad," sagde jeg og satte mig op, så jeg kunne se ham ordentligt. Tårerne væltede op i mine øjne nu, for virkeligheden i hans ord gjorde ondt. "De mennesker er lykkelige for, at du stadig er i live. De vil gøre alt for, at du hele tiden får én dag mere. De vil gøre alt for dig. Og det vil jeg også. Men det er, som om du er så besluttet på, at du skal dø lige om lidt, at du glemmer alt om, at der faktisk også er mennesker omkring dig, som skal leve videre efter din død," halvråbte jeg, mens tårerne trillede ned af mine kinder. "Det er sandheden. Og du har ingen anelse om, hvor sårende dine ord er, fordi du er her endnu, og jeg elsker dig stadig..." Jeg stoppede og gemte mit ansigt i mine hænder, da et lavt hulk undslap min mund. Noel lagde sine arme om mig og trak mig ind i sin varme favn.
"Undskyld," hviskede han og strøg mig over håret. "Jeg var ikke klar over - "
"Shh," tyssede jeg og holdte min hånd op foran ham, og han stoppede med at tale. Han skulle ikke forklare sig eller forsvare sig. Han skulle bare lytte og nyde vores stille tomrum, inden det en dag ville forsvinde.