? - Hvad nu

Kapitel 11

Efter vi var blevet "gift", kørte Noel og jeg byen tyndt på skateboardet. Vi kørte forbi parken, hospitalet (jeg ved egentlig ikke hvorfor. Det var ligesom der Noel højest sandsynligt ville ende sine dag, men det var ikke trist at køre forbi), støttegruppen og hjem til Noels familie. Vi hoppede på en sporvogn, som kørte forbi Noels hus, hvor Carmen og Lola var ved at bage pandekager. Ude i haven sad Pablo og Mateo. Pablo var ved at lære ham at spille guitar. Og Courtney og Paula sad på terrassen og skrev invitationer til den kommende familie-grill-fest om en uges tid. Paula og Lola sprang hen til mig og skulle se ringen og kjolen og håret og skoene - ja, hver tomme af mig. De var faktisk mere interesseret i mig end Noel. Vi satte os ud på terrassen, hvor vi fortalte om dagen og kirken og kjolen og det hele. Efter lidt tid ringede Courtney til min mor og Theo og inviterede dem over til pandekager. Det sagde de selvfølgelig ikke nej til - det er jo en uskik i vores familie...!
"Du ved godt, at det er inde i den kirke, hele vores familie er blevet gift gennem år," fortalte Courtney, da Carmen bar det store fad af glas med pandekagerne ud på bordet. Jeg rystede på hovedet og tog en slurk vand, mens jeg sad lænet op af Noel med mine ben oppe. "Efter vi havde været til min niece Sofias bryllup, hvor Noel og pigerne skulle holde hendes lange slør, så har Noel snakket om at blive gift i den kirke siden. De var kun fire år dengang," fortalte hun drømmende, lagde hovedet på skrå og så over på Noel med kærlighed i blikket. Hun elskede ham virkelig højt. Det måtte være hårdt for hende. For dem alle sammen. At miste en ven. En bror. En søn! Det måtte være forfærdeligt.
"Hej, hej," hilste min mor, da hende og Theo kom ud på terrassen. Først da gik det op for mig, at hun ikke vidste noget om vores uofficielle bryllup.
"Hej mor," hilste jeg, da hun bukkede sig ned og kyssede mig på kinden. Hun så undrende op og ned ad mig. På kjolen, mit hår, ringene. Jeg grinede kort af hendes forskrækkede ansigtsudtryk, mens hun så rundt fra mig til Noel til Courtney og tilbage på mig igen. Hun lignede et stort spørgsmålstegn.
"Hvad sker der her?" spurgte hun usikkert og så undersøgende på mig. Noel og jeg brød ud i latter. Theo lagde armen om min mors skulder og tvang hende til at sætte sig ned.
"Det er en lang historie," grinede jeg og satte mig ordentligt på stolen, mens Carmen delte tallerkner rundt.

Vi blev der længe. Først ved fem tiden kørte vi af sted igen. På vej over til båden købte vi en helt masse kinesisk og japansk take-away.
Jeg strammede mit greb om livet på Noel. Vi havde stadig det fine tøj på, så vi fik mange overraskede og undrende blikke, da vi kom susende gennem byen med hvid kjole, skateboard og take-away. Den lune aftenbrise kildede mig i nakken og vinden legede med mit lille slør. Jeg smilede og kyssede ham blidt i nakken, mens vi kørte ned langs havnen. Noel stoppede op ud for den træ bro, der førte ud til båden. Han kravlede først over og lagde maden og skateboardet fra sig, inden han hjalp mig over. Vi satte os ud på dækkede - jeg i Noels favn - og nødt aftensolens lune stråler. Han tog sin blazer af og lagde sine arme beskyttende omkring mig. Intet ondt kunne ramme os nu. Vores lydløse bobbel lukkede sig om os. Omfavnede os. Beskyttede os. Og stilheden var rar. Den var tryg. Den var rolig. Den var alt det, mit sind havde svært ved at være. Følelserne og tilstandene jeg havde svært ved at leve op til. De ting, jeg følte som et hul i min sjæl, blev flydt ud af stilhed, ikke tomheden. Ikke tomheden, der var så tom og mørk, at kun mere mørke og tomhed kunne fylde det om. Jeg mærkede ikke tomheden nu. Jeg ænsede ikke dens eksistens, selvom jeg vidste, at den stadig lå i mig. Det var kun et spørgsmål om tid, før den ville vise sit grimme fjæls igen. Og jeg frygtede den dag. Jeg frygtede mørket. Jeg frygtede tomheden. Jeg frygtede ensomheden. Jeg frygtede den dag, Noel ikke længere ville være her. Jeg frygtede den dag, jeg bare ville være mig igen. Den dag alt andet ville forsvinde og lyset ville sive ud, og mørket fylde op, og tomheden ville overmande mig og gøre mig stum og lam. Jeg frygtede ikke sorgen eller gråden eller begravelsen. Jeg frygtede tomheden. Den dag det ville gå op for mig, at jeg havde levet i en dagdrøm. Den dag det ville gå op for mig, at jeg havde følt og elsket i en drømmende tilstand, mens det virkelige liv spurgtende jagtede mig med raketfart og snart ville overhæle mig. Og uanset hvor meget jeg ville kæmpe og stritte imod, så ville jeg stadig være fanget i tomhedens net, som langsomt hælede mig ind, som en flue fanget i edderkoppens spind. Og des mere jeg vred og vendte mig, des bedre sad jeg fast i det klistrede, silketynde spind, mens edderkoppen glubsk ventede på at fortære mig. Og mens jeg lå dér og sprællede i edderkoppens net og ventede på, at den ville stikke sin giftige hugtand i mig og gøre mig kold og følelsesløs, så gik det op for mig, at når først dagdrømmen er forbi, så starter mareridtet!