? - Hvad nu

Kapitel 9

Da jeg vågnede igen næste morgen, lå Noels arm tungt om mig, og hans lune ånde kærtegnede min nakke. Der var køligere her nedenunder i båden, og gåsehuden spredte sig på mine arme. Min dyne var kold. Jeg vendte mig om og så på Noel, som fredligt sov. Jeg rykkede mig tættere på ham og krøb ind under hans lune dyne. Varmen fra hans krop strømmede mig i møde og svøbte mig i et imaginært tæppe. Jeg trak mine ben op til mig og lod dem hvile mod hans varme lår, og langsomt tøede jeg op. Hans milde ansigt lå tæt på mit og i meget lang tid, lå jeg bare og kiggede på ham. Jeg skævede ned på ringen på min finger, og et smil bredte sig på mine læber, og jeg undslap et lavt grine, da varmen bredte sig rundt i mit bryst.
Efter lidt tid begyndte han langsomt at vågne. Han missede mod lyset og kiggede søvnigt ned på mig. Han klukkede og fik fremtvunget et hæst: "Godmorgen!" Han kærtegnede blidt min kind. "Vil du med ud og tage en morgen dukkert?" Jeg nikkede med et smil og så op på ham. Hans hår var rodet og hans øjne søvnige. Jeg krøllede en tot af hans lidt lange hår om min pegefinger. Det var tykt og blødt. Han trak mig hurtigt ind til sig og kyssede min hovedbund, inden jeg gik ud og tog min bikini på. Jeg trak Noels blå- og hvidstribet sømandsbluse på og smøg ærmerne op. Da jeg gik op ad trappen, kunne jeg stadig høre lidt misfornøjede morgenlyde fra Noel. Jeg fnøs og satte mig ud på dækket. Efter ti minutters tid havde han endelig taget sig sammen til at stå op og få tøj på, og han kom til syne ud af kahytten med et gab og strakte sig. Jeg trak blusen over mit hoved, og han kom hen ved siden af mig. Diskret skævede jeg op og ned af hans velskabte krop. Hold da op, hvor var han egentlig lækker. Det var noget af en overscoring, jeg havde lavet. Han var jo som et kunstværk. Så mange små detaljer. Hvert hår på han krop var sat med præcision. Hans muskler var tydelig. Ikke på en senet eller pumpet måde. Men diskret. Antydning. Omridset af musklerne på hans mave. De muskuløse overarme...!
Mine kinder blussede lidt, og jeg så ned i forlegenhed. Vi var lagt til hen over natten ved det sted, hvor vi havde spillet kroket. Noel hjalp mig op af båden, og vi gik hen ad den lange badebro, før vi kom ud på det lille stykke strand. Vi gik lidt tid hånd i hånd og sagde ikke rigtig noget. Det kølige vand skyllede op over mine fødder og trak sig tilbage igen. Op og tilbage. Op og tilbage, som det havde gjort tusind gange før. Længe før det første menneske trak vejret. Længe før der var noget, der hed kærlighed, og længe før nogen hed Noel. Og det ville det altid gør. Bølgernes rolige gang med skumsprøjtet der efterlod mærker på sandet. Op og tilbage. Og det ville det altid gøre. Selv når Noel ville holde op med at trække vejret. Selv den dag jeg ville holde op med at trække vejret og blot blive et minde fortabt i tidens glemsel. Men Noel trak vejret, vandet fortsatte sin gang, og universet havde ikke glemt mig endnu.
Vi gik længere ud i vandet, indtil det nåede mig til navlen. Ikke på grund af den regel forældre fortæller deres børn, så de ikke drukner, men fordi det var sikkert. Her var jeg tryg. Når jeg var tryg, så blev jeg en lidt mindre del af mørket og lidt større del af mig selv, og sådan kunne jeg godt lide det.
Jeg lagde mine arme om Noels nakke og stod og så lidt på ham, og han så på mig, og jo længere tid han så på mig, jo større en del af 'mig selv' blev han. Vi sagde ikke noget. Lyttede bare til bølgerne og stilheden, som overmandede os og talte sit stilfærdige sprog, som ikke inkluderede ord og lyde, men smil og blikke, og som vi alle talte med samme tunge. Stilheden sagde ikke så meget, men det handler ikke om, hvad den siger, men hvad den fortæller, og hvad den får os til at føle. Stilheden hvisker gennem vindens stemme og ser gennem solsortens øjne. Den har havet i sit blik og solen i sit smil. Stilheden taler, når der ikke er flere ord tilbage. Stilheden tier, når verden råber op, men holder aldrig munden helt lukket. Stilheden mumler altid rundt omkring os og taler, når vi ønsker at være stille. Et øjebliks stilhed kan sige mere end tusind ord. Som nu. Som nu, da jeg kiggede op på Noel, og stilhedens hektiske samtale flød mellem os, og Noels millioner af usagte ord gjorde mig genert, men samtidig lykkelig.
Jeg lagde mit hoved på hans bryst, og vi smeltede sammen til en og sammen person. Og selvom vi stod tættere og tættere på hinanden, så forsvandt han mere og mere ud af mine arme for hvert sekund, der gik. Som om han allerede var på vej væk.
Jeg svøbte håndklædet rundt om mig, inden jeg satte mig i sandet. Noel kom hurtigt tilbage med en kurv med brød og røræg. Vi spiste i solens stråler og stilhedens skygge omgivet af hinandens behagelige selskab.
"Hvad vil du så gerne lave i dag?" spurgte Noel og så på mig gennem sine solbriller. Jeg gravede mine fødder ned i sandet og trak smilende på skuldrene. "Jeg har tjent en hel del penge de seneste to år, og så aftalte jeg med mine forældre, at eftersom jeg ikke skal på college eller noget, så kunne vi bruge dem nu. Så vi kunne tage ind til byen i morgen og købe en brudekjole til dig," forslog han og grinte. "Og så kunne jeg måske også tænke mig et fint sæt tøj." Han så ned med lidt rødmende kinder. Jeg grinte og nussede min hånd gennem hans hår.
"Det kan vi godt gøre," nikkede jeg og tog en bid mad. Jeg strøg min hånd ned over hans bløde ryg, hvor vand dråberne stadig sad. Mens jeg sad og studerede Noel, gik det op for mig, at jeg måske ikke vidste lige så meget om ham, som jeg troede. Jeg kendte ikke til særlig meget af hans barndom eller sådan noget. "Fortæl mig noget om dig selv. Noget jeg ikke ved," bad jeg. Han grinte og tog sig tænksomt til hagen.
"Jo, se," kom han i tanke om og vendte sig om mod mig. Han pegede op på sit højre øjenbryn, som havde et lille hak, hvor hårene groede lidt væk fra hinanden, hvilket jeg aldrig havde lagt mærke til. "Jeg flækkede engang mit øjenbryn."
Jeg lo kort. "Okaay...!" tøvede jeg og nikkede. "Hvad skete der så?"
"Nåhr, det var bare engang Carmen slog en tallerken i hovedet på mig," klukkede han og rystede på hovedet. Jeg smilede. Jeg smilede, fordi der ikke var grund til at være sur. Jeg smilede, fordi solen skinnede og himlen var blå. Jeg smilede, fordi mørket langsomt forlod min krop, og jeg blev mere og mere mig selv. Jeg smilede, fordi Noel stadig sad ved siden af mig. Jeg smilede, fordi jeg absolut ingen grund havde til at lade mørket blive mig, og jeg blive mørket. Jeg smilede, fordi det var sommer, og luften var ren, og alt blomstrede i lyse farver omkring mig. Jeg smilede, fordi jeg kunne høre græshopper og fugle, der pippede og sang solen godmorgen og godnat hver dag. Jeg smilede, fordi verden var et godt sted, og fordi livet ville mig det godt. Jeg smilede, fordi livet tilsmilede mig.
Sandelig ja, om det tilsmilede mig.