? - Hvad nu

Kapitel 4

Jeg mærkede den lette morgenvind mod mit ansigt, mens jeg tænkte tilbage på, da jeg kom hjem fra Noels familie aften.

***

Sekundet jeg kom ind af døren, stod min mor i entreen og studerede mig, mens jeg tog mine sko af, da en tanke slog mig: Jeg havde glemt min jakke hos Noel. Det var heldigvis en god undskyldning for at se ham i morgen igen, for jeg kunne jo ikke overleve de næsten tyve grader uden jakke på!
"Var det hyggeligt?" spurgte hun lidt for begejstret og tog en slurk te fra tekruset, hun holdte mellem sine hænder.
"Ja, meget," tyggede jeg, da jeg helst ikke ville dele aftenen med hende. Det ragede ligesom ikke hende. På nogen måde.
"Hvad lavede I?" spurgte hun ledende. Jeg tog en opgivende indånding og prøvede at komme forbi hende ind i stuen. Jeg satte mig på sofaen med et suk og svarede hende:
"Ik' så meget. Spiste, snakkede, nød hinandens selskab."
"Hvor mange var I?" Blev den kone bare ved i uendeligheder eller hvad? Kunne hun ikke bare lade mig være lidt i fred, så jeg kunne sidde og tænke denne vidunderlige aften igennem, uden hun skulle blande sig i det. Men hun havde ikke forstået min venlige hentydning, da jeg havde sat mig i sofaen, så hun blev selvfølgelig ved.
"Ja, nok omkring tredive stykker." Hun spærrede øjnene op og tog plads ved siden af mig, mens hun tog endnu en slurk. "Ja, Noels familie er ret stor."
"Noel, ja..." mumlede hun for sig selv, mens hun smagte på hans navn. Det lød slet ikke lige så flot, når hun sagde det. Den måde hans tante Claudia havde sagt det på spansk lød tusind gange smukkere. "Ja, han virkede som en rigtig flink fyr. Vil du ikke invitere ham over til middag en dag, så jeg kan få hilst ordentligt på ham." Jeg nikkede tøvende, da jeg allerede kunne mærke den akavede stemning. Mig, mor, Theo, Noel rundt om bordet. "Har I det godt sammen?"
Jeg blev helt underlig i hovedet og havde slet ikke lyst til at svare hende. Det her skulle hun bare blande sig helt uden om.
"Vi er bare venner. Hvorfor interessere det dig så meget?" spurgte jeg for at emnet skulle dreje en lidt anden retning.
"Lad dag vær med at være så sippet. Jeg vil da bare gerne høre lidt om dit liv, og hvad du foretager dig. Kan du godt lide ham?" spurgte hun så og puffede til mig med sin skulder. Jeg så måbende på hende og udstødte et lille, fornærmet 'uh' efterfulgt af et grin. "Har I kysset?" spurgte hun igen og lavede trutmund og kysse-lyde hen mod mig. Nu kunne jeg ikke holde den seriøse, ligeglade mine og begyndte at grine. Jeg kunne ikke rigtig holde hende ude af mit liv.
"Styr dig, mor! Jeg er ikke typen, der kysser," løj jeg, selvom jeg stadig kunne mærke hans læber mod mine. Hun lo og rystede på hovedet.
"Den måde han så på dig - det stå skrevet i stjernerne," hævdede hun og pegede op mod de stjerner, som betød så meget for mig.
Jeg rystede bare på hovedet, selvom jeg håbede det var sandt.

***

Det var lørdag morgen, og jeg sad ude i forhaven op af træet med gyngen og ventede på at noget sjov skulle ske. Det gjorde der selvfølgelig ikke, for mit liv var ikke så morsomt, som jeg ønskede. Og lige da jeg havde opgivet håbet om, at noget spændende nogensinde ville ske, kom Viola gående på den anden side af vejen. Vi boede skråt over for hinanden.
"Hey, Viana!" hilste hun og gik over til mig.
"Halløj," mumlede jeg, da hun tog plads ved siden af mig. Hun var smuk som altid med sit lange, lyse hår sat op i en hestehale og iført en grå T-shirt og sorte, stramme jeans udenpå sin spinkle krop.
"Er du okay? Jeg så dig her den anden dag, hvor du så lidt nedtrykt ud." Hun kiggede betænksomt på mig og prøvede at fange mine øjne, som flakkede rundt i haven. Jeg kunne ikke både se hende i øjnene og fortælle det.
Mit hjerte sank, og mit ansigt tabte smilet, mens tårerne pressede på, men jeg nægtede at græde. Så jeg holdte dem inde. "Jeg har fået en depression mere!" sagde jeg med monoton, stereotyp stemme, mens jeg stirrede på hendes hænder, som hun omfavnede mine med. Der gik lidt tid, hvor stilhede tale sit eget sprog, og vi bare sad og holdte hinandens hænder.
"Jeg er her for dig, husk det," opmuntrede hun og nussede min håndryg. "Det skal nok gå, og du skal nok komme ud af det igen."
Jeg smilede til hende. Jeg gad ikke mere tristhed. "Ja, det skal nok gå. Lad os snakke om noget andet."
Hun lo og så på mig med forhåbningsfulde, løftede bryn. "Hvordan går det med ham der Noel?" spurgte hun med en drillende stemme.
Jeg fnøs og rystede på hovedet. "Uhm, det ved jeg ikke. Det går vel, som det gør."
"Som er hvordan?"
"Ja, jeg var over hos ham i går aftes," fortalte jeg, og hun så på mig med kolossale, overraskede øjne. Ja, det havde hun ikke lige troet om mig. "Altså ikke på den måde," forsikrede jeg hende, og hun blev lidt roligere. "Det var bare en familie grill aften. Og så gik vi lidt rundt sammen bagefter."
"Og hvad skete der, mens I gik lidt rundt sammen," fiskede hun med et smørrede smil.
"Ingenting," løj jeg og trak på skuldrene. Hun var ikke overbevist. Det kunne jeg se på måden, hun studerede mig nøje, som om jeg var en kriminel.
"Det tror jeg ikke helt på! Så der er kun en måde at finde ud af det på," sagde hun lusket idet hun skubbede mig omkuld på græsset og begyndte at kilde mig. Jeg skreg i vilden sky af grin, mens hun spurgte: "Hvis du vil have mig til at stoppe, må du heller fortælle, hvad der skete!"
Jeg var så kilden, og det vidste hun. Og tro mig, hun gjorde ofte brug af det. Jeg vred mig rundt på græsset for at komme ud af hendes jerngreb, men hun var faktisk ret stærk.
"Okay, okay," overgav jeg mig til sidst. Hun stoppede bræt, men lå stadig på siden hen over min mave i tilfælde af, at jeg skulle finde på at flygte - hvilket var sket et par gange før. Hun så forventningsfuldt på mig.
"Spyt ud!" forlangte hun meget højt. Så højt, at min mors ansigt kom til syne i vinduet. Jeg lo, da jeg tænkte tilbage på i går. "SPYT NU UD!"
"Rolig, rolig," tyssede jeg på hende. "Du vækker jo hele kvarteret." Hun skulede til mig, men brød så ud i et lavt fnis. "Ja, okay, vi kyssede."
Hun så måbende på mig. "HVAD!"
"Ja, det havde du så ikke regnet med," mumlede jeg for mig selv.
"Hvad mere. Det kan umuligt have været det eneste!" Hun så på mig med sit lumske blik og lavede tegn med fingrene til, at hvis jeg ikke sagde det, ville hun kilde mig igen.
"Ja, så - så dansede vi," sagde jeg tøvende. "Under stjernerne." Hun nikkede spændt, som hun ville høre mere. "Og det var det." Hun klemte sine øjne sammen og skulede til mig. Hun var stadig ikke helt overbevist. "Ja, så fortalte han, at han var forelsket i mig. Og så skete der i hvert fald heller ikke mere." Jeg lagde mine arme over kors og rejste mig op. Hun så overrasket på mig med åben mund.
"Virkelig. Har du langt om længe fået dit første kys?" Jeg nikkede. "Åh, Viana-mus, jeg er så stolt af dig," sagde hun og slyngede sine arme om min nakke. Jeg lo og aede hende på ryggen. Men så fik jeg øje på en person, som stod henne ved hækken, og mit smil blev endnu større. Jeg slap Viola og gik hen til ham. Jeg kunne høre Viola flytte rundt på sig, så hun fulgte nok med bag os. Han trådte ned fra sit skateboard og gik mig i møde med min jakke over armen. Jeg stoppede op foran ham og tog imod den.
"Tak," mumlede jeg og bed mig i underlæben. Han klukkede og så hen på Viola, som han vinkede til. Med et fjoget smil vinkede hun tilbage. Alt for ivrigt. "Ja, det er Viola. Min veninde."
Han nikkede og så ned på mig med sit betaget blik. Han studerede mit ansigt lidt tid, før et stort smil fandt vej til hans kønne ansigt. Jeg begyndte at gå tilbage, og han fulgte med over til Viola.
"Hej, jeg hedder Viola," sagde hun fjoget og smilte stort. "Du må være Noel."
'Åh, gud, Viola!" tænkte jeg for mig selv. Hendes begejstrede smil var tværede ud i ansigtet på hende.
"Ja," bekræftede han.
"Tro mig, dig har jeg hørt mig om!" Hun grinede højt. For fanden, hvorfor sagde hun det. Mine kinder blussede, og mit blik søgte mod jorden.
Noel skubbede let til min hofte, så jeg så på ham. "Er der nogen, som har snakket lidt meget om mig?" klukkede han. Violas smil blev endnu større.
"Okay, han har et virkelig sødt grin." Jeg sendte hende et irriteret blik, som betød noget i retningen af: 'hold bøtte eller jeg river hovedet af dig'. Og jeg tror hun forstod blikket.
"Nåh, jeg må vist heller hjem, inden jeg gør hende helt forlegen!" fnes hun. "Hyggeligt at møde dig, Noel." Noel nikkede tilbage. "Vi ses, klodsmajor." Ja, det var så mig. Jeg fnøs og så hende forlade forhaven.
"Jeg kom faktisk ikke kun for at give dig din jakke, men fordi mine forældre rigtig godt kunne lide dig, så de tilbød, at du kunne komme med os på sejltur om tre weekender. Jeg skal blive på hospitalet lidt tid efter operationen, så det bliver nok rart at komme ud på havet og mærke den friske luft. Det ville være hyggeligt, hvis du vil med. Lola snakker hele tiden om dig, og at hun gerne vil møde dig igen." Jeg så på ham med løftet bryn.
"Ville det ikke være lidt mærkeligt, hvis jeg tog med. Vi har trods alt kun kendt hinanden i omkring et måned, og jeg har kun mødt din familie én gang." Jeg trak på skuldrende. Jeg ville faktisk gerne, men jeg var bange for, at mit psyke måske ikke ville være så stabilt eller sådan noget, og så ville jeg helst ikke skuffe ham, når jeg så to dage inden aflyste det.
"Der er lang tid til. Du kan være hos mig mange gange endnu, så du kan lære dem at kende." Jeg fnøs og så op på ham. "Carmen og Paula skal ikke med, så vi er kun seks, hvis du tager med," lokkede han. "Så kunne vi dele køje." Jeg lo højt og lagde mine arme om hans nakke.
"Det er godt med dig, men jeg tager altså ikke med. Tak for tilbuddet."
Han åndede tungt ud. "Jeg skal nok få dig overtalt på en eller anden måde. Det er jeg jo ret god til," sagde han med et glimt i øjet. "Jeg fik i hvert fald ret sidst."
"Hvad?" spurgte jeg forvirret.
"I går, da jeg ville have dig med til familie-aftenen, og jeg sagde, at Carmen altid tager sin kæreste med, og du sagde at vi ikke var kærester og ikke ville blive det, hvilket jeg tvivlede på. Fik jeg ikke ret?"
"Er vi da kærester?" spurgte jeg tøvende og lagde hovedet lidt på skrå.
Han trak på skuldrene. "Hvis jeg kunne stjæle et kys fra dig, uden du havde indvendinger, så er vi da ret godt på vej."
Min mave boblede ved tanken og sommerfuglene livede op. Vi stod og kiggede på hinanden lidt tid.
"Der er jo snart skolebal, så vil du ikke følges med mig?" forslog han. Pis, det jeg havde fuldstændigt glemt - eller jeg havde fortrængt det, for det med at danse og feste var ikke lige mig.
"Jeg er ikke så meget til fester," erkendte jeg. "Så jeg bliver nok bare hjemme."
"Sludder, du kommer med mig, hvad end du vil det eller ej, om jeg så skal slæbe dig af sted," insisterede han. Jeg lo bare. "Du kommer over til operationen i over morgen, ik'," spurgte han nervøst. Jeg så dybt ind i hans øjne, som pludselig var fulde af bekymring. Var det mon en meget farlig operation, siden alle var så anspændte omkring det.
"Jo, selvfølgelig." Han åndede lettet op og gav mig et kram, inden han susede hjem på sit skateboard.
Jeg var nervøs for operationen, som nærmede sig med hastende skridt.