? - Hvad nu

Kapitel 8

De var alle tre henne og aflever mig ved stationen. De stod over vinkede på perronen, indtil toget var borte. Jeg havde takket dem mange gang, for deres gæstfrihed. De var virkelig nogle gode mennesker. Julian havde givet mig et af sine allerbedste Pokemon kort, som jeg nu sad og knugede mellem mine fugtige fingre, mens Los Angeles forsvandt bag toget.
Jeg var en smule bange for, hvad jeg kom hjem til! Hvad nu, hvis jeg fik det skidt igen. Hvad nu, hvis det slet ikke gik med Noel. Men jeg kunne ikke leve på et 'hvad nu hvis'. Man er nødt til at tage chancer, for inden man får set sig om, så er alle mulighederne fløjet forbi.
Da toget langt om længe stoppede det rigtige sted, svang jeg min rygsæk over skulderen og gik ud. Det var mange folk på perronen, og jeg blev mast fra alle sider, men berøring var ikke længere et problem. Jeg fik det ikke engang dårligt. For bare tre måneder siden var jeg gået i panik og begyndte at græde og højst sandsynligt også skrige. Men nu gik jeg gennem mængden som et hvert andet menneske.
Da jeg kom ud foran stationen, stod Noel lænede op af ryglænet på en bænk. Mit hjerte sprang et slag over, og jeg stoppede kort op, til han rettede sig op og smilede til mig på den mest sommerfuglefremkaldende måde, hvor jeg fik lyst til at grine i vilden sky af ren og skær glæde.
"Hej," hilste han og tog et skridt nærmere. Jeg kunne se på ham, at han ikke ville begynde at kramme mig eller noget. Han var nok bange for, at jeg stadig var sur på ham. Men det var jeg ikke. Ærligtalt, havde jeg ikke været så glad her i meget lang tid, derfor kunne jeg ikke modstå fristelsen, så jeg gik hen og slyngede mine arme omkring hans nakke. Han åndede lettede, klukkede sin charmerende kluklatter og knugede mig ind til sig. Han begravede sit ansigt i mit hår og tog en dyb inhalering af det, inden han udstødte et lavt grin igen. Han trak sig tilbage og så på mig ansigt, som om han ikke troede på, at det var mig. Hans sædvanlige smil, som var alt for stort til hans ansigt, bredte sig på hans læber og fik hans øjne til at lyse op som stjerner.
"Er du okay?" spurgte jeg. Jeg tænkte selvfølgelig på hans opkald fra i går. Jeg havde tænkt på det gennem hele togturen.
"Kom, jeg fortæller det et andet sted." Jeg nikkede forstående. Noel fandt sit skateboard frem, som lå på bænken. "Vil du prøve noget sjovt?" spurgte han med et drengede glimt i øjet. Det kunne ikke være godt.
"Okaay," tøvede jeg. Han lo og stillede sig op på skateboardet. Jeg så uforstående på ham. Hvad var det helt præcist, han ville have mig til at gøre.
"Skal du med. Der er plads nok til to." Han nikkede mod det frie stykke bag sine fødder. Jeg så måbende på ham. Det kunne gå helt vildt galt. Jeg så allerede mig selv ligge på sygehuset, bundet ind i to tons gips på grund af brækkede arme og ben og hjernerystelse og store åbne sår. Så derfor sagde jeg ja!!!
Jeg stillede mig tøvende op bag ham. Det her skateboard var større, end det han plejede at køre på, så jeg kunne sagtens stå der. Det var pink og hjulene blå, og det var vidst det der hed 'pennyboard'. Jeg lagde mine arme omkring livet på ham og holde GODT fast. Jeg var lidt bang, men jeg havde alligevel tillid til ham. Og jeg kunne jo ikke leve på et 'hvad nu hvis'.
Noel satte i gang. Jeg blev lidt forskrækket, så jeg strammede mit greb yderligere og holdte fast i hans lyseblå T-shirt. Jeg kunne høre ham le.
"Bare rolig, jeg vil ikke lade dig komme til skade. Han kørte stille og roligt hen ad fortovet. Det var faktisk ikke så slemt. Eller det vil sige: det var ikke så slemt, lige indtil han valgte at kørt ud på vejen. Der var ikke særlig meget trafik, men alligevel. Jeg lukke kort øjnene og mit hjerte fløj op i halsen. Nu var jeg virkelig skræmt. Den dreng vidste lige, hvordan han skulle få mig ud i grænseoverskridende situationer, uden at jeg kunne protestere. Som da han kørte ned af en lille bakke med mig bag på cyklen UDEN hænderne på styret.
Jeg holdte fast om ham, som ville jeg dø, hvis jeg gav slip. Det føltes, som om min krop var elektrisk. Hver nerve i min krop sitrede, og alle mine celler arbejdede på højtryk. Jeg kunne høre, Noel grine igen.
Han kørte ind i det spor, hvor sporvognene kørte, da der kom flere biler, og de begyndte at dytte aggressivt af os. Hvorfor var jeg også kærester med sådan en lille crimerider, der fandt sådanne ting morsomme. Men alligevel - på trods af min ængstelige kropsholdning og det faktum, at jeg var ved at tisse i bukserne af skræk - så lo jeg, mens adrenalinen pulserede rundt i mig.
Der gik ikke lang tid, før vi var henne ved støttegruppen.
"Hvorfor er vi her?" spurgte jeg, da han stoppede op. Jeg gik ned fra skateboardet, og Noel tog det under armen, inden vi gik ind hånd i hånd.
Hans hånd. Min hånd. Vores hænder.
"Det var bare det første sted, jeg kom i tanke om." Noel fandt sine nøgler frem og låste os ind. Vi gik ud i haven, og satte os under det store egetræ. Her havde vi siddet mange gang.
Noel var meget stille og sad mest bare og stirrede ud i luften, indtil jeg sagde til ham: "Helt ærligt! Sig nu, hvad der er galt. Jeg kan ikke holde det ud længere."
Han tog en lang, dyb indånding og flettede sine fingre ind mellem mine. Han bed sig usikkert i læben, inden han begyndte: "Dagen inden du var over hos mig, og vi havde vandballonkamp, var jeg over på hospitalet til tjek. Min krop har ikke taget ordentligt imod det nye hjerte," fortalte han. Han trak vejret dybt igen. "Jeg ville have fortalt dig det der. Fortalt at jeg slet ikke kunne overskue verden, men..." Han gik i stå, og jeg kunne mærke hans hånd ryste i min. Det gjorde mig meget nervøs.
"Jeg forstår ikke helt," tilstod jeg og så op på ham.
"Mens du var væk, begyndte der at samle sig væske omkring mit hjerte." Han rystede på hovedet og så væk. Nu begyndte brikkerne at falde på plads inde i mit hoved. "Lægerne gør, hvad de kan, men... men de kan ikke få noget til at slå, som ikke kan slå af sig selv!" Han stoppede. Nu havde han tårer i øjnene, og jeg forstod. Jeg lagde mit hoved på hans skulder og udstødte et hulk. Det kunne ikke være sandt. Det måtte ikke være sandt.
Tårerne trillede langsomt ned af mine kinder. De lavede mørke plette på Noels lyseblå T-shirt. Men der var intet, som kunne få mig til at stoppe med at græde nu. Noel lagde sin arm om mig og hvilede sit hoved mod mit.
"Hvor er det uretfærdigt," hulkede jeg mod hans skulder. Han nikkede og aede mig beroligende på armen. Hvorfor skulle det ske for ham. Af alle i hele verden. "Jeg vil ikke leve uden dig."
Jeg så op på ham. Der var tårer i hans øjne. "Det er okay. Det skal nok gå, Valentina!"
Jeg rystede på hovedet. "Hvorfor? Hvorfor nu?" hulkede jeg og puttede mig ind i favnen på ham. Tænk, en dag ville jeg ikke kunne gøre det mere. Og den dag kunne være snart. "Hvor lang tid?"
Noel tørrede en tårer væk fra sin kind. "Lægerne mener, at jeg er heldig, hvis jeg har til slutningen af sommerferien." Og der døde noget indeni mig. Som en glasvase, der bliver smidt i gulvet. Smadre i en million glassplinter, som flyver til højre og venstre.
Hvorfor skulle det her ske for Noel. Af alle mennesker i verden, fortjente han at leve allerlængst. "Hvorfor?" snøftede jeg igen.
"Nok fordi jeg har fuldført mig mission i livet. Nu kan jeg komme ned til alle regnormene." Han prøvede at holde stemningen oppe, det var tydelige.
"Så vil jeg fodre hver en fugl, jeg ser," opmuntrede jeg. Han lo falsk. Stift og følelsesløst. Slet ikke hans sædvanlige kluklatter, som kunne gøre alt bedre. Alt, bortset fra dette.
Men nu begyndte han også at græde. "Jeg vil ikke dø, Valentina." Jeg så op på ham, og hans blik knuste mit hjerte. Han så skrøbelig og forsvarsløs ud. Det var han sådan set også. "Jeg vil ikke dø. Jeg vil gerne leve. Jeg vil gerne trække vejret, og jeg vil gerne køre på skateboard midt ude på vejen sammen med dig. Jeg vil gerne bage og se på stjerner, og jeg vil gerne ud at sejle og have vandballonkamp og trøste dig og holde om dig, når du græder. Jeg vil gerne leve." Jeg aede ham blidt på kinden, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg ellers skulle gøre. Jeg kunne ikke trøste ham eller fortælle ham, at det ville blive okay, fordi det ville det ikke. Døden stinker, og det værste er, at vi ikke kan undgå den. Vi dør alle på et tidspunkt. Hvad end vi vil det eller ej. En dag bliver vi alle sænket ned i et hul i jorden, og vi er alle sammen nødt til at forlade denne verden. Men at Noel allerede skulle væk nu, var det mest uretfærdige, jeg overhovedet kunne komme i tanke om. "Det var meningen, at vi skulle have hele livet sammen, og vi skulle ud og opleve verden. Og nu er det alt sammen forbi," hulkede han. Jeg lagde mine arme om hans nakken, og han holdte beskyttende omkring mig.
"Det er ikke forbi endnu. Vi har stadig lang tid sammen. Vi kan stadig nå en masse." Jeg prøvede at opmuntre ham, men jeg havde på fornemmelsen, at det ikke gik særlig godt.
Han nikkede, men han mente det ikke. Han vidste godt, at det var forbi, og det gjorde jeg også. Men jeg ville blive her. Til den bitre ende. "Jeg vil ikke forlade dig."
"Du skal ikke tænke på mig, Noel. Jeg skal nok klare mig." Det var det eneste, som jeg kunne fortælle ham, der ikke var en løgn. Jeg skulle nok klare det på den ene eller anden måde. Det var ligesom ikke mig, der havde fået at vide, at jeg havde til slutningen af sommerferien - hvis jeg var heldig. Jeg havde hele tiden tænkt, at Noel var heldig, men jeg var ikke så sikker længere.
Noel lagde sine hænder på hver side af mit ansigt og tørrede mine tårer væk med sine tommelfingre. Jeg så ind i hans smukke, blågrønne øjne. En dag ville jeg ikke kunne se ind i dem længere. Og den dag lå ikke særlig langt ude i fremtiden. Den lå faktisk allerede og lurede bag hjørnet.
"Det er okay," trøstede han og så mig dybt ind i øjnene. "Vi har stadig lang tid endnu, ik'."
Okay. Ikke okay. Aldrig okay.
Jeg nikkede og tørrede min næse. Vi sad lidt tid. Bare sad. Hans arm hvilede omkring min skulder. Ingen af os sagde noget i næsten tyve minutter. Vi sad bare og nød for engangsskyld stilheden, der havde overmandet os begge. Omfavnet os. Holdte os inde i en lydtæt boble af stilhed. Men stilheden var rar. Det gav mig tid til at tænke. Tid til at samle mine følelser, som lå spredt ud over det hele i et puslespil, der var umulig at samle. Sad bare og nød dette lille, men betydningsfulde, øjeblik. Vi tænker aldrig rigtig over det, for vi synes ofte, at de små øjeblikke, vi oplever lige nu, virker ligegyldige - de er jo bare endnu et øjeblik i blandt tusinde andre. Men i sidste ende er det de små øjeblikke, som bliver husket. Som da Noel første gang spurgte: "Er vi okay?" I øjeblikket var det ikke noget særligt, men nu var det vores 'ting'. Og det ville blive husket. Selv når han en dag ikke var her til at huske det sammen med mig, så ville det øjeblik være printede i min hukommelse for evigt. Ligesom han ville! Og det ville dette øjeblik i hvert fald også...!
"Må jeg se dine ar," spurgte han og så på min arm. Jeg havde taget en tynd cardigan på, for jeg syntes selv, at sårene var frastødende. De var næsten helet nu, men der havde været en lille smutter her den anden dag, hvor jeg havde fundet en saks hjemme hos far og Rachel, og jeg var alene, og verden var uoverskuelig. Så der var blevet tilføjet et par ekstra malerier til mit eget galleri.
"Noel, det synes jeg, er en dum ide," sagde jeg og hev ærmerne helt ned over mine hænder. Det gjorde jeg ofte. Især i offentligheden. Ikke fordi jeg skammede mig over sårene, men fordi jeg nogle gange bare var så genert, at ikke en gang mine hænder ville ses.
"Vær sød, Valentina," bad han og tog min hånd.
Jeg tøvede lidt. "Nej, Noel. Du skal ikke se det. Det ser virkelig ikke rart ud."
"Vær sød!"
"Hvorfor?" spurgte jeg og så på ham. Han snøftede lavt og så op på mig.
"Fordi jeg gerne vil se, hvor mange gang du havde brug for mig, og jeg ikke var der." Det lukkede munden på mig, og jeg gav op. Langsomt smøgede jeg mit ærme op. Han lagde sin varme hånd mod sårene og så nøje på dem. Han bøjede sit hoved ned og plantede et blidt kys på min underarm. Det var rart. Han var så sød mod mig. Fordomsfri. Han syntes ikke, det var afskyeligt, som jeg selv gjorde. Han bebrejdede mig ikke, for det jeg havde gjort. Han sagde ikke, at jeg skulle komme over det - han ville hellere hjælpe mig igennem det.
Efter vi havde siddet under det store egetræ i meget lang tid, tog vi ind i byen. Noel ville ikke fortælle mig, hvad hans lumske - gik jeg ud fra, siden det var ham - plan var.
På et tidspunkt bad han mig om at blive siddende på en bænk foran et supermarked. Jeg vidste ikke hvorfor, men han sagde, at det var en overraskelse. Jeg gjorde, som han bad om - det var jo trods alt ham, som kun havde et vis antal dage tilbage.
Han kom tilbage efter et kvarters tid med et pose i hånden. Det ville han selvfølgelig heller ikke fortælle mig hvad var, før vi kom hjem til mig. Mor var ellevild over, at jeg var hjemme igen, og hun blev ved med at kramme mig og plante store smækkys på mine kinder - lidt irriterende, men hey, hun er jo min mor.
Da mor endelig gav slip, gik vi oven på. Først DER løftede Noel sløret for, hvad han havde købt.
"TADA!" sagde han begejstret og trak en pose op med loftsstjerne i. Et grin spruttede ud af mig.
"Det er jo sådan nogle, som børn har på deres værelser," pointerede jeg. Han nikkede. "Siger du, at jeg er et barn." Jeg satte mig på sengen med hænderne i siden i en 'jeg-er-ikke-lille'-attitude. Han lo af mit ansigtsudtryk, rev posen op og hældte stjernerne ud på mit sengetæppe.
"Jeg tænkte bare, at når jeg ikke er her, så skal du ikke snydes for at kigge på stjerne." Hvorfor var han så sød. Hvordan skulle jeg overhovedet på nogen som helst måde kunne leve uden ham!!!
Vi begyndte at klistre dem fast i loftet. Det var øjeblikke som det her, jeg ikke ville glemme. Vil lavede et par af de store stjerne i et W - ligesom Cassiopeia. Den allerstørste satte vi mod nord, så den svarede til Nordstjernen. De små satte vi bare tilfældigt rundt omkring. Da vi endelig var færdig, lagde vi os på ryggen på min seng og kiggede op på dem.
"Så kan du altid se på stjerner," hviskede Noel med blikket rettet op mod loftet, mens jeg så på ham.
"Tak." Min stemme var lav, men han hørte det og drejede sit hoved og blik mod mig.
"Jeg vil gøre alt for dig, det ved du godt, ik'?" Jeg nikkede, for jeg var ikke et sekund i tvivl. Og jeg var heller ikke et sekund i tvivl om, at jeg ville gøre alt for ham. Alt hvad jeg kunne. Men jeg kunne ikke gøre det eneste, som jeg gerne ville: Have ham her, til jeg engang selv skulle dø.
Men lykken er til låns, og sandheden gør ondt!