? - Hvad nu

Kapitel 5

Noel blev udskrevet fra hospitalet to uger senere. Jeg havde besøgt ham hver eneste dag, taget spil med, bagt kage til ham, og så hørte vi al vores ynglings musik, som vi jo havde tilfælles. De først par dage var han forholdsvis svag, da han på et tidspunkt fik en maveinfektion, og der samlede sig væske omkring han hjerte og lunger, så han fik lagt dræn. Jeg havde brugt mange timer foran computeren, hvor jeg havde læst om hjertetransplantation, og hvilke risikoer der lå bag. Heldigvis stod der på alle siderne, at det var en sikker operation, og at chancen for at overleve var meget, meget stor. Der stod også, at det med væskesamlingerne og infektioner var almindeligt, så det beroligede mig.
Der var også andre af hans venner, som kom og besøgte ham. Der var nogle drenge, som han plejede at kalde sine "skater venner". De kom et par gange over, mens jeg også var der. Så spillede vi alle ludo og spiste den jordbær kage, jeg havde bagt. De var rigtig søde. De holdte meget af Noel og drillede ham kærligt. Især en af dem talte jeg godt med. Han hed Jordan. Han var en af Noels barndoms venner, så han fortalte højlydt om alle de pinlige ting, Noel havde præsteret at rode sig ud i. Og jeg grinte. Længe havde jeg ikke grint så meget, men vi havde det virkelig sjovt. Men det allervigtigste var, at Noel smilte og grinte. Det så sjovt ud, når han grinte, fordi slangen med ilt, som sad i hans næse forhindrede ham i det, og den blev næsten skubbet ud af det, hvilket fik os andre til at grine endnu højere. Det varmede mig om hjertet at se ham så glad. Lignede et lille barn på juleaften.
Jeg kunne mærke, at han var glad for, at jeg besøgt ham. Han blev også ved med at nævne, hvor 'hyggeligt' det var med mine besøg. Det føltes lidt, som om vi bare var venner. Jeg tror aldrig rigtig, at vi var kærester. Som om det kys bare havde været en drøm. Og det var nok bedst, at det var sådan. Venner!
Vi snakkede aldrig om den dag jeg var faldet grædende om på gulvet. Vi snakkede heller ikke om depressionen. Jeg havde faktisk heller ikke fortalt ham om det med Theo. Han skulle ikke bekymre sig om mig. Han skulle slet ikke bekymre sig om noget som helst, for det hele skulle nok blive okay igen.
Troede jeg!!!

Jeg hørte døren blive åbnet, og en velkendt stemme hilste på min mor. Jeg havde lidt bøvl med at komme ud af min seng - jeg lå viklet ind i mit dynebetræk på en måde, der ikke brude være mulig. Da jeg langt om længe fik mig bakset ud af min dynes fangarme, styrtede jeg mod døren. Jeg løb så hurtigt, at jeg nær var faldet ned ad trappen, men jeg blev bare så glad for at høre hans stemme. De snakkede lavt sammen ude i entréen, som om det var hemmeligt.
"Okay, så det er klokken halv tre på torsdag," mumlede han og skrev noget ned på sin håndryg med en kuglepen.
"Ja, og hold tæt om det!" sagde min mor og så på ham med hævet bryn, men så brød hun ud i latter og klappede ham blidt på skulderen. Han klukkede lavt, og så drejede de sig begge mod mig og stoppede med at grine.
"Har i hemmeligheder?" spurgte jeg og gik mod dem.
"Nej!" sagde de i kor. Jeg kiggede skeptisk fra den ene til den anden.
"Nå, men vi ses vel, fru. Green," sagde Noel og stak sin hånd frem mod hende.
"Bare kald mig Cara." I stedet for at give ham hånden trak hun ham ind i et kort kram. Mor åbnede døren for ham, og han så kort på mig.
"Vi snakkede bare om sejlturen," forsikrede ham mig. Jeg nikkede.
"Men det er da ikke allerede på torsdag, vel?" Han så tøvende på mig, vendte sig om og gik. Forvirret stod jeg og så på den lukkede dør, da mor tog mig ind i et kram. Hun lo stadig, mens vi gik ind i stuen.
"Hvad gik det ud på?" spurgte jeg chokeret og så spørgende på hende.
"Det skal du ikke tænke på, skat. Kom lad os spille backgammon," forslog mor og satte mig ned på sofaen, mens hun fandt spillet frem. Stadig forvirret sad jeg og stirrede ud i luften. Hvad var der galt med dem?

De næste dag så jeg ikke så meget til Noel. Måske var det hans måde at distancere sig på. Måske havde han fået kolde fødder, eller måske var det gået op for ham, at jeg ikke var besværet værd. Og det kunne jeg sådan set godt forstå. Jeg ønskede bare, at han kunne have gjort det noget før, for det sårede mig faktisk.
Det var torsdag, og jeg havde lige fået fri. Jeg havde lige snakket med min mor over telefonen, som lovede, at hun ville hente mig klokken halv tre. Det var om to minutter. Jeg satte mig ned på en af trinene ved fortrappen på min skole, da en gammel, brummende, grøn truck stoppede foran mig. Vinduet rullede ned, og jeg så Noel sidde derinde.
"Tillykke med fødselsdagen, smukke," hilste han. "Vil du med?"
Nå, så det var det de havde snakket om i forgårs. Jeg åbnede bildøren til passagersædet og satte mig ind. "Jeg vidste ikke, at du kunne køre bil!"
"Jeg vidste ikke, at du havde fødselsdag," svarede han tilbage og klukkede. Fødselsdag var heller ikke lige min yndlings tid på året: Hurra, lad os samle hele familien, give dig gaver, synge og fejre, at du nu er et år tætter på at dø.
Nej, jeg var ikke så vild med at have fødselsdag.
Noel skruede op for radioen, som spillede 'Halleluja' af Leonard Cohen. Også en af vores yndlingssange.
Noel stoppede bilen foran vores hus og løb over for at åbne bildøren for mig. Han tog min skoletaske for mig og greb min hånd. Blød og varm. Da vi kom op for enden af trappen, åbnede han døren for mig. Lyset var slukket. Noel fumlede efter stikkontakt, og da han fandt den og tændte lyset, så sprang min familie og venner/Viola frem bag sofaen og råbte: "Surprise!"
Målløs så jeg på dem. De var der alle sammen. Mor, Far, Rachel, Julian, Theo, mine bedsteforældre, onkel, tante, fædre, kusine, Viola. Alle på nær Nathan! De begyndte at synge fødselsdagssang for mig, mens de viftede med flag. Noel smilede til mig og strammede sit greb om min hånd. Forbavset stod jeg og så på dem. Var det virkelig til mig. Havde de gjort alt det her for mig. Oven over fladskærmen hang et banner, hvor der stod: Tillykke Valentina. Der hang serpentiner rundt i lamperne, og der var balloner og flag i hele stuen.
Da de var færdig med at synger, takkede jeg mange gang og spurgte: "Hvem har arrangerede alt det her?"
De pegede alle hen på Noel. Jeg så fascineret op på ham og sagde stille, næsten hviskede; "Tak, jeg fortjener jo slet ikke det her," inden jeg lagde mit hoved mod hans bryst. Jeg vidste ikke rigtig, om jeg skulle græde eller grine, for jeg var bare så taknemmelig.
Vi satte os ud i haven, hvor der var dækket bord op og på midten stod en flot pyntet lagkage. Da vi havde spist, skulle jeg pakke gaver op. Jeg fik mest smykker, musik og tøj. Den bedste gave var den fra Noel. Det var et armbånd i oxiderede sølv med et hjertevedhæng. Det var meget smukt.
Efter han havde givet mig det på - han havde gjort det langsomt og holdt mit blik hele tiden, hvilket fik mig til at rødme en smule - tilbød min far ham et lille glas øl.
"Skal vi dele?" spurgte han mig og rakte mig glasset. Jeg rystede på hovedet og satte afvisende min hånd mod glasset.
"Jeg må ikke drikke. Jeg kun har én nyre." Jeg trak på skuldrende og kiggede fraværende på armbåndet.
"Jeg vidste ikke, at du kun havde én nyre," sagde han overrasket.
"Jeg vidste ikke, at du kunne køre bil," gav jeg igen. Han grinte af min næsvished. Resten af aften var stille og rolig. Det var ikke den helt store fest, hvilket jeg var glad for. Viola tog hjem omkring klokken otte, og det gjorde min kusines familie også, så Noel og jeg var de eneste på vores alder. Det lod til at min far og Theo syntes godt om ham, hvilket glædede mig.
"Kom," sagde Noel og rejste sig. Han havde et drenget glimt i øjet, hvilket fik mig til at tøve. "Kom, nu. Det er ikke noget farligt," lovede han, så jeg fulgte efter ham ud i forhaven. Han løftede min cykel op på ladet af den gamle truck og satte sig ind på førersædet.
"Er den bil overhovedet sikker at køre i?" Jeg så spørgende på ham gennem den støvede rude.
"Selvfølgelig er den ikke det," grinede han og åbnede min dør. Jeg klukkede lavt og satte mig ind.
"Hvor skal vi hen?" Jeg drejede hovedet for at se på ham. Han sad afslappet med albuen hvilende på det nedrullede vindue og med hovedet lænet mod nakkestøtten.
"Det skal du ikke bekymre dig om. Bare læn dig tilbage og nyd turen." Så det gjorde jeg. Efter lidt tid stoppede vi ude foran en katolsk kirke.
"Hvad skal vi her?" Jeg så uforstående på ham.
"Takke gud for, at jeg stadig er i live. Hvad ellers?" sagde han, som om jeg var skudt i hovedet. Jeg så overrasket på ham.
"Jeg vidste ikke, at du er katolik!"
"Jeg vidste ikke, at du kun havde én nyre!"
"Jeg vidste ikke, at du kunne køre bil," blev jeg ved. Vi brød ud i latter og gik ind i kirken. Vi gik langsomt op ad kirkegulvet, til vi kom op til den forreste bænkerække. Lidt foran os hang en figur af Jomfru Maria med Jesus barnet i armene. Noel folede sine hænder og lukkede øjnene. Sådan sad han længe. Flere minutter. Hans hoved var let foroverbøjet, og hans læber mimede lydløst en bøn. Da han var færdig mumlede han stille 'amen', og vi gik ned ad kirkegulvet. "Det må være flot at blive gift herinde," mumlede han og kiggede op i kirkehvælvingen. Jeg nikkede.
Han bar cyklen ned fra ladet og satte sig op. "Vil du med?" spurgte han og nikkede mod bagagebærer.
Jeg så nervøst på cyklen. "Det ville være meget uansvarligt, og min mor ville nok ikke bryde sig o..."
"Hold dog op, jeg passer på dig!" afbrød han mig. "Vil du med?" spurgte han igen. Jeg må have været sindssyg, for jeg satte mig lydigt bag på cyklen, og slyngede mine arme rundt om ham. Vi kørte længe, men det var en flot tur gennem et skovområde, hvor jeg aldrig havde været. Vi kørte med vind i håret, da en hav duft kom min næse i møde. Hvor fanden tog drengen mig hen?
"Det her," sagde han højt. "Det er livet."
Jeg nikkede enig, da han kørte hurtigt ned af en bakke, hvilket fik mit hår til at flagre vildt rundt i vinden, og en bølge af spænding skyllede ind over mig og brusede rundt i min krop.
Jeg lagde mit hoved mod hans ryg og mærkede hans varme strømme mig i møde, som vækkede en sær fornemmelse i mig. Som om min mave boblede, og mit hjerte sprang. Følelsen virkede fremmed og ukendt, og der gik lidt tid, før jeg havde besluttet for, om det var en rar eller ubehagelig følelse - og jeg hældede mest til den første.
"Hvad gør du, hvis jeg slipper styret?" spurgte han kækt.
"Så skriger jeg," svarede jeg prompte. Han lo højt og gav slip. Han strakte sine arme højt op over hovedet, så vinden blafrede i hans grå T-shirt. Mit hjerte fløj op i halsen og panikken sprede sig i min krop. Hvad fanden havde drengen nu gang i. Jeg skreg højt og klamrede mig ind til ham. Han grinte og begyndte at skrige ligesom mig, inden hans hænder igen fandt tilbage til styret. Et rush af adrenalin farede rundt i min krop, samtidig med at jeg stadig var ved at tisse i bukserne af skræk. Drengen var jo ligeså sindssyg som jeg!
Da vi kom ud af skoven, kunne jeg se, hvor han havde ført mig hen. Foran os strakte Golden Gate Bridge sig mellem de to fastlande. For engangsskyld var der stort set ingen ud over os. Noel stoppede cykel, så jeg kunne stige af og trak den så det sidste stykke op på en lille bakketop, hvor han lagde cyklen og satte sig i græsset. Jeg tog plads ved siden af ham, mens vi kiggede ud over den flotte, røde bro. Man kunne svagt høre havets skvulpen og den skræppende lyd af måger.
"Er du klar til i morgen?" spurgte han. Jeg så uforstående på ham. "Ja, til ballet," indskød han så.
"Nårh, ja," svarede jeg tøvende og prøvede at dække over faktummet af, at jeg havde glemt det.
"Så kan jeg komme og hente dig i min flotte, nye bil," klukkede han og hentydede til den rustne skrotbunke, som han kørte rundt i.
"Nye?" sagde jeg med løftet bryn, mens jeg gjorde mit bedste for at kvæle et højt grin.
"Ja, den er da ny for mig!" Han trak på skuldrende og skrabede i græsset med snuden af sine gummisko.
"Og hvor gammel er den så. 70?" mindede jeg ham om.
"Nok nærmere 80." Vi grinte sammen, mens vi betragtede vandet, som slog op mod kysten.
"Kan jeg spørge dig om noget?" spurgte han ydmyg efter lidt tid.
"Spørg bare!" nikkede jeg.
"Uhm," tøvede han og kløede sig i nakken. "Hvordan blev du egentlig bange for berøring. Jeg mener, de fleste udvikler forbier, hvis de er blevet traumatiseret eller krænket eller har oplevet noget ubehageligt. Du skal selvfølgelig ikke sige det, hvis er en privatsag," forsikrede han mig.
"Ja, hvor skal jeg starte. Da jeg var tretten, var der en dag, hvor jeg var blevet hjemme fra skole, fordi jeg var syg. Jeg lå stille i min seng og sov, da jeg hørte noget pusle neden under, og det lød, som om hoveddøren blev brækket op. Jeg hørte hastige skridt på trappen, da døren til mit værelse pludselig gik op." Jeg stoppede for at tage en dyb indånding. De eneste jeg nogensinde havde fortalt det til, var Viola, min psykolog og politiet, så det var et ømt punkt for mig. Jeg klarede min hals og fortsatte. "En ung mand stod i døren og så mig direkte i øjnene, da jeg hørte, at min mor var kommet hjem. Hun stod nedenunder og kaldte panisk på mig, da han løb over til min seng, løftede mig op og lagde sin ene hånd over min mund og den anden bag mit hoved. Han trak mig med hen bag døren og pressede mig hårdt op mod væggen, da han hørte min mor gå op ad trappen. Hun snakkede i telefon med politiet, da hun stak hovedet ind på mit værelse, men hun kunne ikke se os, fordi vi stod gemt bag døren. Jeg kan huske, at jeg græd, og at jeg ville kalde på min mor, men hans truende øjne var rettet stift mod mine. Da min mor forlod værelset, gav han slip, så jeg faldt til gulvet, og så med ét, hoppede han ud af vinduet og flygtede. Nogle minutter senere fandt mor mig, men da hun ville løfte mig op i sin favn og trøste mig, trak jeg mig over i hjørnet, for jeg var bang. Meget bange. Der gik et par dage, før jeg lod hende røre mig og det samme med Theo. Kort tid efter, gik jeg ned med en depression. Det var et par dage efter min fjorten års fødselsdag. Siden da, har jeg været bange for at blive rørt af mennesker jeg ikke stoler på."
Det var det. På få minutter var grunden til min angst fortalt. Noel sad koncentreret og lyttede, og da jeg var færdig, trak han mig ind i sin favn. Jeg lo falsk for at dække over, at jeg var ved at græde. Men jeg ville ikke græde. Jeg havde grædt foran ham før, og det ville jeg ikke igen. Han skulle ikke se, hvor svag jeg var!
"Jeg er ked af, at du har skulle gå igennem alt det," mumlede han. Jeg lagde mit hoved på hans skulder og udåndede tungt. "Jeg ville gerne fortælle dig, at det hele nok skal blive okay, men jeg hader selv at få det at vide, for det er noget patetisk sluder, man fortæller børn, der er ved at dø." Jeg nikkede enig. "Men jeg vil gerne hjælpe dig til at få det bedre."
Vi sad lidt tid og kiggede på de orange skyer, som langsomt svævede over himlen, da Noel rejste sig op. "Ser du, Valentina. Jeg ville gerne holde denne fest for dig, fordi du, af alle de syv milliarder mennesker vi er på jorden, fortjener det allermest. Men jeg synes, at det er uretfærdigt, at ingen har holdt en tale for dig endnu, så derfor gør jeg det," sagde han. Hans stemme rystede svagt, mens han prøvede at finde en behagelig stilling at stå i. "Da jeg lå indlagt på hospitalet, var der en overgang, hvor jeg troede det var ude med mig. Og jeg kunne ikke tage her fra uden at fortælle dig, hvor vidunderlig du er. Så mens jeg lå dér, viklet ind i slanger og ude af stand til at bevæge mig ordentligt, så gav jeg mig til at skrive det her. Det skulle rigtig have været et afskedsbrev, men gud valgte at holde hånden over mig lidt længere." Han spejdede et sted op mod himlen, hvor han mente, at den gud han så inderligt troede på, ville sidde og iagttage ham. Han trak en lap papir op af sin baglomme, som han foldede ud. Havde han virkelig skrevet noget... til mig. "Min kære, smukke, søde, modige og elskværdige Valentina." Han holdte en kort pause for at tage en dyb indånding. "Jeg husker tydelig den dag, hvor jeg ville aflevere en jobansøgning over ved en støttegruppe for unge med selvværdskomplekser. Da jeg kom der over, stod der en umådelig smuk pige og ventede på bussen. Først var jeg forvirret over, hvorfor hun havde brug for at være i støttegruppe, men så bemærkede jeg arrene på hendes arm og mærkede et stik dybt i mit hjerte. Men som tiden gik, og jeg lærte hende at kende, gjorde hendes små uperfektheder hende perfekt, og jeg forstod, at det ikke handler om at være smuk uden på, men at være det indeni. Min kærlighed til dig begyndte at vokse sig ubærlig stor, og det gik pludselig op for mig, at jeg havde noget at miste. Men min kære Valentina frygtede at miste og frygtede at sårer, så min kærlighed blev pænt afvist." Han tog en dyb indånding igen og blinkede noget væk, som lignede en tåre. Selv sad jeg også med tårer i øjnene og betragtede ham nøje, da han fortsatte: "Men denne afvisning lagde skam ikke låg på mine følelser, og midt i alt postyret jeg havde påsat, skete det utænkelige. Min kære Valentina fik en depression. Da jeg kom over til hende, var hun ikke pigen fra busstoppestedet. Hendes øjne var blanke og forladte - ikke de funklende smaragder længere. Hun havde tabt sig, kunne jeg se. Hendes tøj sad løs på hendes smukke krop, og farven havde forladt hendes kinder. Jeg kunne ikke andet end at bebrejde mig selv. Og med ét vendte min Valentina tilbage. Det var da vi stod under nattehimlen en sen fredag aften, og hun lod mig ind i sit liv.
Min kære Valentina. Lov mig, at du aldrig mister håbet og troen på lykke. Den rette vej er aldrig den letteste, men tro mig: Resultatet er hele kampen værd, selv hvis det er en kamp med dit indre.
At være smuk handler ikke om at være smuk uden på, men at være det indeni. Og hver dag beviser du for øjnene af mig, at det er muligt at være begge dele, for du er i sandhed et smukt menneske med en smuk personlighed, og jeg er dybt fascineret af, hvor langt du er kommet, at du er fuld af optimisme og godt humør selv de dage, hvor verden er ved ramle sammen. Hvis det var mig, havde jeg ikke overlevet en dag! Men ingen af dine ar vil nogensinde få mig til at elske dig mindre, og jeg ville ønske, at du kunne se dig selv igennem mine øjne, for først dér, ville du se, præcist hvor meget du betyder for mig.
Og her til sidste vil jeg lige minde dig om én ting: Før en stjerne kan blive født, skal en stor gassky kollapse. Så kollaps og eksplodere, min kære. Det her er ikke din destruktion - det er din fødsel." Han foldede papiret sammen og stod lidt akavet, som om han ikke rigtig passede ind i sin høje - lidt ranglede - krop. Jeg rejste mig op med tårer i øjnene og slyngede mine arme om hans hals. Hvordan kunne et menneske være så vidunderligt som ham, og hvordan kunne et menneske som jeg være så heldig at have ham i mit liv. Jeg plantede et blidt kys på hans kind. "Bliv ved med at smile," mindede han mig om. "Fordi livet er en smuk ting, og der er så meget at smile over."
Jeg smilede igennem mine tårer, mens mine hænder fandt vej til hans kinder. Hans hud var så blød og lun under mine hænder. Han trak mig ind til sig med sine hænder, som var placeret om livet på mig.
"Jeg elsker dig!" hviskede han mod mit ansigt. Jeg så forbløffet ind i hans store, smukke øjne. Det var første gang, han havde sagt det. Jeg mærkede, hvordan varmen bredte sig fra mit hjerte ud i min krop. Det virkede pludselig, som om hver celle i min krop var elektrisk, og sommerfuglene fløj nu rundt i kaos i min mave, da de ikke rigtig kunne finde ud af, hvad jeg skulle føle. Jeg var bare... forbløffet. Elskede han mig? Det er jo nemt nok at sige til folk, at man elsker dem, og ofte når vi siger det, så er det meningsløst. Vi siger ofte ting, som vi egentlig ikke mener hundred procent, men Noels øjne var fulde af ærlighed og menig. Betød jeg virkelig så meget for ham. Jeg havde ikke været et sekund i tvivl om, at han holdte af mig og var forelsket i mig, men 'elske' er et meget stort ord med meget stor betydning. Og han virkede ikke som typen, der bare slyngede rundt med store ord, men det her store ord, det kom helt nede fra hans fødder, helt oppe fra toppen af hans hoved, og helt inde fra hans hjerte. Ordet 'elske' rummede mange følelser, som kunne være skelsættende, hvilket jeg først blev klar over nu, da det pludselig gik op for mig, at han faktisk elskede mig, og at jeg faktisk også elskede ham. Store ord kan drive folk til vanvid, men kan også udrette mirakler. Kærlighed får mennesker til at gøre utrolige ting. Krydse kontinenter og oceaner, bestige bjerge og overkomme sin værste frygt. Men store ord kan føre folk bag lyset og gøre én blind, indbildsk, vantro, irrationel. Store ord kan nemt blive til et løfte, som man ikke er i stand til at holde eller fuldføre. Man skal passe på med brugen af store ord, men Noels øjne var så milde og godmodige - fulde af troværdighed og tillid.
"Jeg elsker også dig," fremstammede jeg med et stort smil, og selvom min stemme rystede lidt, så var det sandt. Så sandt som noget overhovedet kunne være. Han klukkede på sin helt specielle, charmerende, lette, ukomplicerede måde, som trickede noget i mig og gjorde min ellers så komplicerede verden helt ukompliceret, let og ligetil.
Jeg stillede mig på tær og trak hans hoved ned til mit, så vores læber fandt vej til hinanden. Jeg kunne mærke ham smile kort mod min mund, inden han kyssede mig igen. Hans læber var meget bløde, søde og lune. Sommerfuglene havde endelig besluttet sig for, hvilket følelse, jeg skulle føle: Lykke.
Men lige så hurtigt lykken var kommet, lige så hurtigt ville den snart forsvinde!