? - Hvad nu

Kapitel 3

De næste to uger tog jeg ikke i støttegruppe. Jeg kunne ikke få mig selv til det. Det var jo også synd for ham. At jeg bare gav ham falske forhåbninger for så at springe fra til sidst. Jeg ville jo heller ikke ende med at være hjerteknuseren. Alt det med kærlighed var jo også nyt for mig, og det bedste ville nok være at vente med det, til jeg var rask. Fri for lykkepiller og psykolog. Når jeg var mig selv. Og det var jeg ikke endnu. Ellers havde mor ikke taget mig med til lægen i forgårs.

***

Jeg sad på briksen inde i det lumre rum. Hen over læderbetrækket lå der et langt stykke papir. Lægen, som sad på en stol overfor mig med min mor til venstre, var i gang med at udfylde et langt spørgeskema. Jeg vidste ikke hvorfor. Det ville mor ikke sige, så det var nok slemt.
"Og hvor mange gange har du så overvejet selvmord?" spurgte han og så op på mig. Jeg havde ikke lyst til at sige sandheden, for i en lang periode havde jeg overvejet det næsten dagligt.
"Uhm... tre gang," løj jeg så mumlende til sidst. Et lille gisp kom over fra mor, selvom hun udmærket vidste det. Han nikkede og skrev noget mere ned.
"Hvor mange gange har du så prøvet på det?"
"En gang." Denne gang sagde jeg dog sandheden. Jeg var endda blevet indlagt, da jeg havde ramt pulsåren. Dum ide, Valentina.
Han vendte tilbage til sit udfyldningsskema.
"Og lukkedes det dig?" Jeg vidste jo godt, hvad han mente - om jeg havde været tæt på at dø af det - men jeg kunne ikke modstå fristelsen for at være næsvis.
"Tydeligvis ikke," lo jeg og pegede på min levende krop. Han fandt dog min joke knap så sjov. Skuffede lænede jeg mig tilbage mod væggen bag mig. Det ville Noel helt klart have grint af.
"Ja," sukkede han og tog sine halvmånebriller af. "Ud fra hvad jeg kan se, lader det til, at du er ved at gå igennem endnu en depression."
Med ét føltes det, som havde jeg fået et slag i maven. Mit hjerte sank, mit kække smil forsvandt, mit hoved føltes pludselig tungt, og en tung tomhed angreb mig og overtog min krop. Måden han sagde 'endnu' gav mig dårlig samvittighed. For det var ikke første gang. Nej, min første depression var, da jeg var fjorten.
"Jeg forslår, at Valentina får forøget mængden af antidepressiv og får sin tid med psykolog forlængede. Og at du kommer på afvænning." Han nikkede mod mit håndled. Der var kommet et par friske sår i går aftes. Jeg trak mit ærme ned over, som om han havde revet op i det. Hvor var jeg også bare dum, men det gjorde mig ikke depressiv. Nej, jeg var ikke depressiv. Jeg kunne ikke klare en depression mere. Sidst havde jeg det forfærdeligt. Jeg kunne intet spise og tabte mig en del. Jeg ville ikke igen.
"Jeg er ikke... jeg ikke deprimeret. Det er jeg ikke. Jeg er glad. Bare fordi jeg nyder at være alene og læse og stirre på et utændt TV, og at jeg nogle gange gøre forfærdelige ting ved mig selv, gør det mig altså ikke deprimeret. ," insisterede jeg. Han smilte pædagogagtigt til mig, som om jeg var et lille barn, der ikke forstod, at jeg skulle have børstet tænder eller noget lignende. Men tro mig, jeg forstod. Og jeg forstod det langt bedre end han gjorde. Han sad bare der og prøvede at kloge sig ud fra sit åndssvage skema, mens han prøvede at bedømme, i hvor høj grad jeg var deprimeret eller ej. Og det var jeg ikke.
"Altså, testen siger," - Ja testen siger. Nu skal du høre, hvad jeg siger. Jeg siger, at du kan tage din forbandede "test" og stikke den skråt op et sted, hvor solen ikke skinner - "At du er ved at udvikle depressive stoffer oppe i hjernen, og derfor ville det være yderst uansvarligt af mig ikke at skride til handling, og få dig i bedring..." Alt hvad han sagde om mig og min hjerne, lukkede jeg af for. Jeg orkede ikke at lytte til hans stemme, så jeg gav mig til at stirre ud af vinduet. Himlen var grå og deprimerende. Skynd dig dog at giv den nogle antidepressive piller i stedet for at stikke dem i halsen på mig.
"Ja, men vi stoler fuldt ud på dig, det er tråds alt dit område," sagde mor og vækkede mig fra min dagdrømmen. Vi. Hvad mente hun med vi. Der var ikke noget vi. Der var hende, og så var der mig. Hendes meninger og mine meninger. Og min mavefornemmelse fortalte mig, at det bedste ville være at hælde et helt glas antidepressiv i den deprimerende læge, som sad overfor mig.
Jeg havde travlt med at fantasere om, hvordan jeg ville tvinge lykkepiller ned i ham, da mor afbrød mine sindssyge tanker.
"Skal vi tage hjem, Viana?" Mor så på mig. Hun havde allerede rejst sig og holdte døren for mig, da jeg for en sidste gang overvejede, om jeg skulle kvæle ham i de antidepressive piller han akkurat lige havde rakt mig. Men... jeg lod være og fulgte efter mor ud i venteværelset. Derfor hadede jeg at være ved lægen. Enten mistænkte de mig for at være 'psykisk ustabile' eller at jeg var deprimeret. Det blev jeg da for alvor deprimeret af at høre.