? - Hvad nu

Kapitel 2

Ugen fløj af sted, og før jeg vidste af det, var jeg på vej til støttegruppe igen. Torsdag eftermiddag havde jeg været hos dr. Edwards. Han havde rost mig meget for at have snakket med en fremmed. Han mente, at det var fremskridt.
Jeg lyttede til bussens rumlende motor og tog en dyb indånding. Den stoppede og dørene åbnede med en lyd, jeg altid havde syntes lød som et suk. Jeg hoppede ned på fortovet og skyndte mig indenfor. Jeg gjorde altid alt for ikke at blive set her. Det var nærmest som en kapløb mod min egen skygge. Da jeg kom derind, satte jeg mig ved siden af en pige ved navn Samantha. Hun havde en pudderfarvet T-shirt på i dag, så de lange lyse ar på hendes arme var tydelige. Jeg var glad for, at mit ikke var så slemt. Mine kunne man kun se, hvis man kiggede efter det. Jeg lænede mig godt tilbage i stolen, da Paul kom ind og satte sig på sin sædvanlige stol. Bag ham kom en høj, mørkhåret fyr gående. Det gibbede i mig, da jeg genkendte ham.
"God eftermiddag," hilste Paul og nikkede til os.
"God eftermiddag," hilste vi tilbage i kor. Det var den sædvanlig rutine, vi gik igennem hver gang. Og vi skulle sige så mange ting i kor.
"I dag har jeg en ny én med til jer," fortalte han, som om han havde købt et nyt stykke legetøj til os. "I ved jo, at Katy gik på barsel for fire uger siden, og vi har søgt om at finde en ny til at hjælpe til, da det er hyggeligt jo flere vi er." Lig med: I er en flok psykisk syge møgunger, som jeg ikke kan klare på egen hånd. Han rakte hånden hen mod drengen bag ham, som trådte et skridt ind i cirklen.
"Ja," startede han og så rundt på os, til hans øjne faldt over mig. Et lille diskret smil bredte sig i hans kønne ansigt. "Jeg hedder Noel Sanchez. Jeg er sytten, og jeg skal være her og hjælpe."
Hans stemme var dyb og en smule hæs. Meget charmerende.
"Og kan du fortælle os, Noel, hvorfor du så gerne vil være her hos os i vores individuelle svære tider," fiskede Paul. I vores individuelle svære tider.
Han kluklo svagt og så ned på sine fødder, før hans blik igen hvilede på mig. "Jeg føler en stor glæde ved at hjælpe andre."
Paul nikkede og kiggede tænksomt på ham. "Og tror du, at du har nogle sådan... specielle kompetencer eller noget du ville være god til at hjælpe med."
En enormt smil bredte sig på hans ansigt - næsten for stort til at kunne være i hans ansigt. "Hjælpe folk af med deres frygt for berøring," sagde han og kiggede drilsk på mig. Et lille grin banede sig vej hele vejen nede fra mine fødder og kom ud som et fnys. Jeg rystede smilende på hovedet og så ned i gulvet.
"Mange tak, Noel," sagde Paul lidt efter og rakte armen over mod den ledige stol lidt fra ham, som han satte sig på. Gennem resten af tiden kunne jeg mærke og se ud af øjenkrogen, at hans blik faldt på mig jævnligt.
"Og lige for at minde jer om det igen, så har vi jo vores overnatning her over i weekenden, som er et krav, at I kommer til. Husk nu, at det er to dage vi sover her. Og til slut vil vi tage hinanden i hænderne og vide, at alle i denne cirkel værdsætter dig, alt hvad du er, alt du har været, og alt du vil blive," sagde Paul, mens vi tog hinandens hænder og lukkede vores øjne. Jeg åbnede mit øjne på klem for at se på ham. Men det var dumt, for kort efter åbnede han sit ene øjne på klem og så på mig. Jeg skyndte mig at lukke mine øjne igen, og presse mine læber tæt sammen, så jeg ikke smilte alt for stort. Det gjorde jeg jo normalt ikke - altså det med at smile så meget - så de andre ville nok tro at der var noget galt. Måske at jeg var ved at blive kvalt eller noget lignende.
I kor sagde vi alle for at styrke hinandens selvtillid og håb: "Vi holder af dig, vil lytte til dig og er stolt over alt det, du har klaret dig igennem. Bliv ved med at være den du er."
Vi slap hinandens hænder og ønskede hinanden en fortsat god uge og alt det der. Jeg tog min cowboyjakke, som hang over ryglænet på min stol. Jeg hørte fodtrin bag mig, og da jeg vendte mig om, stod Noel foran mig. Han smilede skævt til mig.
Jeg fnøs og så vurderende på ham. "Følger du efter mig?"
"Det ved man aldrig. Men kom, der er noget jeg skal vise dig," sagde han bare med et smil og nikkede mod døren bag sig.
"Uhm, desværre, jeg skal nå med bussen om et par minutter." Jeg så undskyldende på ham og smilede svagt. Hvorfor var han dog så sød mod mig? Det overvældede mig en del.
"Jeg tror nok, der kommer en bus senere."
Jeg klukkede og fulgte efter ham ud i den store have. Solen skinnede smukt og indhyllede det i et guddommeligt lys. Han guidede mig vej hen til det store, gamle egetræ, som stod foran den lille å, der løb for enden af haven. Han dumpede ned for foden af træet og lænede sin ryg op mod den ru, lune stamme. Jeg satte mig forsigtigt ned ved siden af ham - dog med lidt mellemrum, da jeg ikke skulle risikere at ramme eller strejfe ham på nogen som helst måde.
Han så på mig og tog en dyb indånding. "Fortæl mig lidt om dig selv."
"Uhm," tøvede jeg og blev med ét mundlam. "Jeg ved ikke, hvad jeg skal fortælle." Jeg trak på skuldrende. "Jeg ret uinteressant og kedelige."
Han så på mig med et løftet bryn. "Som om," fnøs han og rystede på hovedet. "Det nægter jeg at tage for et svar. Fortæl mig sandheden."
Jeg trak på skuldrende. "Hvad vil du gerne vide."
"Fortæl mig om dig selv. Dine hobbyer, din familie, dine døde kæledyr, sære klassekammerater, sygdomme eller allergier. Fortæl mig hvad som helst."
Jeg tænkte mig godt om, mens jeg så på den blå himmel, hvor de bløde, hvide skyer vandrede hen over. Da jeg var lille syntes jeg skyer lignede vat. Dog troede jeg at skyer blev lavet af flyvemaskiner og skårstene. Helt ærligt, det kan jeg da ikke have været den eneste, der troede.
"Jeg hedder Valentina Green. Jeg er femten. I min fritid spiller jeg klaver og guitar." Jeg undlod at fortælle den deprimerende del. Jeg gad ikke at fremstå som et af de slags mennesker, som er deres sygdom. De var ikke til at holde ud at høre på. "Jeg har en storebror, Theodor, en mor, Cara, en far, Jacob, et pap-monster, Rachel," Noel klukkede og rystede let på hovedet med et smil. "og en forfærdelig lille djævel af en halvbror, Julian. Mine forældre har været skilt, siden jeg var syv." Han nikkede og så oprigtig interesseret på mig. Jeg kiggede dybt ind i hans skinnende, blågrønne øjne. En sær varme bredte sig i min mave, som senere blev skiftet ud med et lille, diskret smil.
"Det pap-monster ville jeg gerne møde," klukkede han og foldede sine hænder bag hovedet og så på mig.
Jeg fnøs og rystede på hovedet. "Hun er rædselsfuld."
Der gik nogle sekunder, hvor ingen sagde noget, og stilheden omfavnede os i en lydtæt boble, som kun vi var indeni. "Jeg regner ikke med, at det var på grund af én frygt, at du kom derind," sagde han og kiggede lige ud for sig, og boblen sprang.
"Uhm," mumlede jeg. "Det... Det er ikke så slemt. Jeg er vel bare i en dårlig periode!" Jeg trak på skuldrene og smilede svagt. Han nikkede forstående, selvom jeg udmærket var klar over, at han ikke forstod det. Overhovedet. Der var ingen, som forstod det, medmindre de selv havde prøvet det. Ikke end gang dr. Edwards forstod det. Han havde bare forstået metoden, som han skulle bruge til at overbevise mig om, at han forstod det. Heldigvis vidste jeg bedre. Meget bedre.
Min mobil begyndte at ringe med den hysteriske, skingre ringetone, som jeg havde specielt indstillet til, når min mor ringet. Åh, nej.
"VALENTINA!" skreg min mor nærmest. Jeg tog den et par centimeter væk fra mit øre. "ER BUSSEN KØRT GALT! ER DU OKAY! SKAL JEG KOMME UD TIL DIG PÅ SKADESTUEN!!!"
"Rolig nu, mor. Jeg har det fint. Jeg sidder bare her over i haven," beroligede jeg hende. Af alle i verden, hvorfor skulle jeg så have fået verdens mest overbeskyttende mor. Jeg tror, Noel kunne høre det, for han sad og klukkede. Han havde seriøst det kæreste grin jeg nogensinde havde hørt.
"Åh, du havde nær skræmt livet af mig," sukkede hun. "Skal jeg komme og hente dig? Jeg er alligevel bare her hjemme."
"Øhm," tøvede jeg. "Det må du vel gerne."
"Super, vi ses, skat."
Jeg viftede svagt med mobilen til Noel, da jeg havde lagt på. "Min mor."
Han brød ud i en høj latter og lænede sit hoved tilbage mod træstammen. Jeg begyndte også selv at grin. Der var ikke så meget at grine af, men min latter blev kraftigere og kraftigere. Måske mest fordi han grinte. Det føltes godt at grine. Det var mange måneder siden, at jeg sidst havde grint rigtigt. Altså sådan virkelig, ægte rigtigt. På den måde, hvor man får tårer i øjnene og ens mave muskler gør ondt. Den måde, hvor man for lyst til at rulle rundt på jorden og skrige så højt af grin, som man kan. Jeg var på nippet til at tro, at det var flere år siden. Men det gjorde jeg nu.
Da vi havde grint højlydt i et minuts tid, og vores maver krampede, og vores øjne var fulde af tårer, ville jeg sætte mig ordentlig op, så jeg satte mine hænder i jorde på hver side af mig for at løfte mig selv på plads. Uheldigvis ville Noel gøre det samme, så han kom til at sætte sin hånd oven på mig. Det føltes, som havde jeg fået stød. Jeg flåede min hånd til mig og faldt bagud i forskrækkelse. Han så undskyldende på mig og skulle til at række mig sin hånd for at hjælpe mig op, som man ville gøre til et været andet normalt menneske. Så var der jo bare den lille detalje, at jeg var ikke normal. Han huskede det med det sammen og trak sin hånd til sig igen. Det føltes stadig, som om det brændte på oversiden af min hånd.
"Ej, det er jeg virkelig ked af, Viana," undskyldte han og så bekymret på mig. Det kunne jeg se, på måden hans øjenbryn var trukket sammen, så der kom en lille rynke imellem. Han rejste sig op og ventede på, at jeg havde fået mig selv bakset op på benene igen, selvom det lignede, at han meget gerne ville hjælpe mig. Jeg børstede græsset af mine bukser og rystede på hovedet.
"Det skal du ikke tænke på. Vi glemmer alle sammen ting dagligt." Jeg trak på skuldrende og begyndte diskret at massere oversiden af min hånd, som om jeg virkelig var blevet brændt. Det var bare den følelse jeg havde. Jeg prøvede at smile til ham for at forsikre ham om, at alt var okay. Det kunne han jo ikke gøre for. Det er jo menneskeligt at fejle, som de siger.
Efter et par sekunders akavet stilhed, pegede jeg mod bygningen bag os. "Min mor kommer og henter mig om lidt, så jeg må vist heller gå der ud."
"Ja, selvfølgelig," sagde han, mens han stod og trippede, som om han ville noget. Han kløede sig genert i nakken, og jeg kunne ane et rosa skær på hans kinder. "Uhm, jeg tænkte på, om jeg måske skulle følge dig derud. Din mor ville nok blive lidt sur på mig, hvis der skete dig noget, mens jeg skal holde øje med dig. Jeg har jo fået jobbet, så teknisk set har jeg jo ansvaret for dig." Det sidste klukkede han lidt, og det rosa skær forsvandt fra hans kinder.
"Det ville nok være en god ide," blev jeg enig med ham i og fulgt efter ham ud til vejen, lige ved hans side - dog uden af strejfe ham. En ulempe jeg måtte acceptere. Vi stod og ventede på min mor ude ved vejen under et af det flotte kirsebærtræer, som var plantet hele vejen ned af gaden på hver sin side. Af og til dryssede små, lyserøde blade ned i hovederne på os.
"Så er det din tur til at fortælle," forlangte jeg og så på ham med mine arme over kors. Han tog en dyb indånding og så ned på mig - ja, jeg var en del lavere end ham.
"Jeg hedder Noel Luiz Sanchez. Jeg er sytten. Hver tirsdag efter skole har jeg fået et job her i støttegruppen. Jeg har en mor, far og mine søskende. Jeg spiller guitar, står på skateboard... uhm." Han tænkte sig om og sagde så: "Jeg er vist en meget almindelig syttenårig dreng. Nårh, ja. Almindelig, bortset fra, at jeg er født med en hjertefejl. Jeg har et meget svagt hjerte. Jeg har forsnævret kranspulsåre. Derfor er jeg ofte på sygehus og hos lægen osv."
Min mor svingede rundt om hjørnet og kom langsomt kørende ned mod os.
"Vi ses," sagde jeg og vendte mig om for at gå hen mod min mor.
"Vent!" kaldte han på mig, og jeg vendte mig om mod ham. "Jeg tænkte på om du ikke vil have mit nummer. Bare i tilfælde af at din himmel en dag er alt for grå og den psykiske smerte er for voldsom."
Jeg mærkede den sære, varme følelse i min mave igen. Den dreng gjorde et eller andet ved mig.
"Det kunne godt være, at det var en god ide," gav jeg ham ret i og fik hans nummer, og han fik mit.
"Vi ses, Valentina Green," sagde han, inden jeg gik ind i bilen. Jeg bed mig i underlæben og mærkede varmen stige til mine kinder. Det lød meget pænere, når han sagde mit navn, end når min mor panisk skreg det, hver gang hun troede, at jeg var blevet kørt ned eller var faret vild på vej hjem fra skole. Han fik det til at lyde som en sang. Ja, han sang nærmest mit navn på sådan en rigtig smuk og elegant måde. På en måde ingen andre nogensinde havde gjort før. Eller havde jeg bare aldrig hørt det sådan før!
"Vi ses, Noel," smilte jeg og åbnede bildøren. Jeg svingede mit ben ind og tog plads ved siden af min mor. Han smilte sit diskrete smil og så efter bilen, da mor gassede op ned af vejen. Jeg så efter ham i bakspejlet til han forsvandt i farven fra de lyserøde kirsebærtræer.
"Han så da meget sød ud," sagde mor med en drillende klang og puffede til min arm med sin albue. Hun vrikkede med sine øjnebryn mod mig. Jeg rystede på hovedet af hende og kiggede ud af vinduet i håbet om at få et sidste glimt af ham i sidespejlet.