Unraveling Lucy

Kapitel 3 - udøde fugler blive så nemt skadede

Krypten under skolen ville gøre enhver gyserfilm til skamme. Fugtige vægge, en lugt af mug, gange, der snoede sig ind og ud af hinanden i en labyrint, og mørket ville skræmme enhver første gang, de så dem.

Lucy kiggede sig nysgerrigt omkring. Hun var i et stort cirkulært kammer, oplyst af fakler, der hang langs væggen. Væggen var sten, gulvet var sten, men dekorationerne var mange besynderlige ting. Der var sværd, skjolde, enkelte pistoler, det der lignede cultroer - de specielle knive, der kunne skade beluaer, trænningsmåtter og meget mere. Gen stod i midten, og var ved at sætte en træningsdukke op.

Dukken var noget medtaget. Dele af den var brændt, nogle steder hang døde planter ud af den, og det lignede at hovedet var blevet syet på den flere gange.

"Første regel." Gen kiggede ikke på Lucy, da hun talte. Lucy undrede sig over, hvordan den anden pige overhovedet vidste, hun var kommet. "Folk må ikke kende til det her sted. Graves har brugt det før, bl.a. til at træne mig i min magi, men også til at træne min bror og jeg til... andre ting." Hun kiggede tilbage på Lucy, der rynkede panden og gik længere ind i rummet. Den kolde luft gav hende gåsehud. "Vi er hernede for, at du ikke ved et uheld ødelægger hele skolen."

Lucy bed sig i læben og huskede hendes træning med Graves ugen inden. Den var ikke ligefrem vellykket.

"Hvorfor træner Graves mig ikke? Hvorfor dig?"

Gen hævede et elegant øjenbryn, "Skoleinspektøren har ikke tid til at træne alle de elever, der viser lidt mere talent end andre."

Lucy fnøs, men svarede ikke.

"Anden regel. Du må ikke snakke med nogle andre elever end mig om din træning og processen. De tror du er åndemagiker, og jeg hjælper dig med det."

"Hvorfor så mange hemmeligheder?"

Hvis Gen havde hørt spørgsmålet, viste hun det ikke. "Sidste regel. Du gør hvad jeg siger. Uanset hvad det er. Hvis jeg beder dig hoppe af en klippe gør du det."

En knude samlede sig i Lucys mave. "Hvorfor skulle du bede mig om det?"

Gen fnøs. "En overdrivelse," sagde hun. "Kom her."

Lucy gik hen foran dukken, hvor Gen pegede.

"Vi starter med magi, da det er vigtigst, du kan kontrollere denne. Hvis du nogensinde mærker det gå ud af kontrol, er du heldigere end de fleste. Du skal bare rive halskæden af, så går det nok."

Lucys hånd fandt automatisk rubinen, der hang om hendes hals. Hun havde allerede vænnet sig til følelsen af den der, og til den sikkerhed, den gav hende. Hun kunne ikke forestille sig at tage den af.

"Efter magien går vi til kamptræning. Hvis du ikke kan bruge din magi, for eksempel fordi din halskæde bliver taget fra dig, er gammeldags kampfærdigheder en god ting at kunne falde tilbage til."

Lucy så sig omkring. De var ikke engang begyndt, og hun vidste hun ville hade det. Ballet handlede om ynde, balance og ro. Af det hun havde set til den magiske verden indtil videre, handlede det om at slå hårdest eller mumle hurtigst. Det hun skulle til at lære, virkede meget langt fra den ynde, hun havde trænet hele sit liv.

"Er du klar?" Gen så spørgende på Lucy.

Lucy bed sig i læben, sendte et blik rundt i kælderrummet, og nikkede så sammenbidt.

******

Første træning gik dårligt, den anden gik om muligt endnu værre. Da hun for tredje dag i træk, nu med en samling af blå mærker og en manglende motivation til træningen, trådte ind i det cirkulære kælderrum, var Lucy overrasket over, at hun var den første dernede.