Unraveling Lucy

Kapitel 7 - Smuttur til Stuttgart

En af ulemperne ved at være 17 år var, at man ikke måtte køre bil uden en erfaren bilist ved siden af sig i Tyskland.

Ikke af Gen lod reglen holde hende tilbage. Hun skulle til Stuttgart, og Felix havde ladet hende låne hans bil, så hun havde tænkt sig at køre derind lørdag formiddag.

Hun var lige nået bilen, der holdt under et af de store træer på parkeringspladsen, da hun lagde mærke til en silhuet ud ad øjenkrogen.

Lucille stod med sin mobil i hånden, og lignede en, der var i dybe tanker. Gen betragtede den anden pige. Hun kendte ikke Lucille ret godt. Hun havde gået på skolen længe, men det var som om pigens popularitet var skudt i vejret for et par år siden. Nærmest fra et år til det næste lærte alle hendes navn at kende.

Hun var skolens dronning, med sin franske accent og elegante attitude. Gen undrede sig over, hvor det var kommet fra.

Gen kiggede væk, men et øjeblik for sent. Lucille havde kigget op, og fanget Gens blik. Hun begyndte at gå mod Gen, der sukkede, vendte sig mod bilen og åbnede døren.

"Skal du noget?" Lucilles stemme var nysgerrig, men Gen havde en fornemmelse af, at pigen skjulte noget. Årsagen til de dybe tanker, formentlig.

Gen smilte svagt. "Jeg har en... aftale i Stuttgart." Hun undrede sig over hvor meget hun kunne sige. "Jeg skal komme alene."

Lucille så på hende. "Er der ikke langt til Stuttgart?"

Gen rynkede panden. "Ikke meget mere end en time, nej," svarede hun. "Hvorfor?"

Lucille så sig omkring, før hun lænede sig tættere på Gen, så Gen kunne dufte den søde parfume. Det var en behagelig duft. "Jeg ville gerne ind til en by for at være ærlig. Jeg er ved at løbe tør for mascara."

Det var en dårlig undskyldning. Gen vidste det godt. Alligevel tillod hun sig selv at lege med tanken.

"Okay." Sagde Gen endelig. "Du kan få et lift. Men du må altså leve med, at jeg ikke siger, hvorfor jeg er der."

Lucille smilede et smil, der kunne charmere selv de koldeste hjerter.

"Selvfølgelig. Jeg går ud fra, at du heller ikke spørger ind til mine mål."

Gen fnøs. "Så du siger, det ikke er mascara?"

Franskmanden blinkede bare til Gen, og satte sig så på passagersædet.

******

Lucille var langt behageligere selskab, end Gen havde troet.

Efter de første par minutter i tavshed var de begyndt at snakke. Gen havde lært mere om Lucille på den korte køretur end hele deres skolegang.

Da de endelig ankom til Stuttgart, var der stadig et stykke tid, til Gen skulle mødes med den kontakt, Graves havde givet hende, så hun foreslog Lucille, at de kunne gå på en café.

De fandt en lille brætspilscafé, hvor Lucille sikrede et backgammon spil, hun begyndte at stille brikkerne op til, mens Gen købte drikkevarer.

Da hun kom ned med dem hævede Lucille et elegant øjenbryn.

"Varm kakao?"

Gen trak på skulderne. "Hvis man ikke bestiller det, er man bare misundelig."

Lucille fnes lavmælt og tog imod sin kaffe. "I så fald må jeg være grøn af jalousi."

Gen smilte, inden hun kiggede på backgammon brættet.

"Hvem starter?" spurgte hun. Lucille svarede ikke, men rakte Gen terningen, så de kunne slå om det.