Unraveling Lucy

Kapitel 4 - Det et helvede ikke selv at vælge sin gruppe

Den store dør indtil Skoleinspektør Graves' kontor, stod åben, da Lucy kom derhen.

Alligevel bankede hun på, inden hun gik ind ad døren. Graves, der havde sin mobil ved øret, sendte hende et 'et-øjeblik' blik, så hun satte sig i stolen overfor hans og så sig omkring.

Kontoret lignede sig selv, med bogreoler fyldt til bræmmen med bøger og andre mærkelige genstande, Lucy ikke turde overveje, hvad skulle bruges til.

Den eneste egentlige forskel var, at halskæden, der før havde ligget i montren, nu hang om Lucys hals.

Graves stak mobilen i lommen og så på Lucy med et imødekommende smil.

"Lucy," sagde han, "Hvad kan jeg hjælpe med?"

Lucy så sig omkring. Bag ham førte et stort vindue ud til skoven udenfor skolen.

"Det bare..." Lucy genkaldte, hvad hun havde øvet overfor sig selv. "Hvorfor er det så vigtigt, at ingen ved, hvad jeg er? Hvad går det ud på?"

Graves flettede fingre med sig selv og lænede sig fremad.

"Blodbørns kræfter er ofte normale magikeres meget overlegne. Det er forbudt at skabe blodbørn, og visheden om, at du er her, i live, kan bringe dig og det magiske system i fare. Jeg vil hellere være forsigtig."

Lucy rynkede panden. Det var næsten ordret den forklaring, han havde givet hende før.

"Så hvorfor træner du mig ikke? Hvorfor Gen?"

"Gen ved, hvad du er i forvejen. Hun er en dygtig magiker af sin alder, og jeg har ikke tiden, desværre. Ikke uden at vække for stor opsigt. Desuden vil det være godt for dig at lære andre at kende."

Lucy fnøs. Hun kendte Gen fint nok allerede. Den anden pige var arrogant og bedrevidende, mere behøvede hun ikke vide.

"Men kan I så i det mindste ikke lære mig om blodbørn? Hvad er jeg? Hvorfor er det ulovligt?"

Graves kiggede væk kort, inden han fangede hendes blik. Hans øjne var dybe.

"Jeg er ikke ekspert, og det, jeg ved, skal du nok få at vide til sin tid. Tro mig, du bare ikke klar endnu."

Lucy rynkede panden, "Hvad fanden betyder det? Skal jeg bestå en prøve eller sådan noget? Vise min loyalitet? Så vidt jeg ved, er det den, jeg er! Jeg vil da sige, jeg har ret til at vide det."

Graves ansigt blev hårdt. "Og det vil du med lidt tålmodighed." Han kiggede kort på sit ur. "Men nu må du undskylde mig. Jeg har et møde, der starter om 10 minutter."

Han rejste sig og Lucy fulgte ham ud af kontoret.

"Så hvornår fortæller du mig det?"

Graves så kort på hende, inden han låste døren. "Når jeg er sikker på, at du er klar."

Med de ord gik han ned ad gangen og efterlod Lucy foran døren til sit kontor. Hun lavede en opgivende bevægelse. Hvorfor ville han ikke fortælle det? Stolede han ikke på hende? Var han bange for, at hun ville løbe skrigende væk?

Lucy bed sig i læben og ignorerede den klump, der var i maven. Hendes veninde var død. Hun var næsten blevet kidnappet af en af skolens elever. Hun kunne godt klare sandheden.

*****

At Lucy skulle lade som om, hun var en svag åndemagiker, betød, at hun skulle følge et skoleskema som alle andre. Og hendes skema var stadig tilknyttet en anden elevs...

Theos.

Han var i klasselokalet, da hun trådte ind. Hendes hjerte hoppede ved synet af ham, men hendes knoer knyttedes. Hun var sur på ham.