Lucy har fundet ud af hun er en magiker. Ikke nok med det, hun er et såkaldt 'Blodbarn' - en magiker hvis magi er hægtet til et anker, skabt for at styre blodbørns overnaturlige mængder af magi. Nu, hvor Lucy har fundet sit anker, skal hun lære at s...
Lucy så på Albrecht. Han virkede overraskende afslappet af at blive forrådt af en af hans egne.
"Og min mor?" Lucys stemme var lav, men den fyldte rummet. Jennifer gik rundt om Lucy og stillede sig mellem hende og Albrecht. Lucy stod nu forsvarsløs mod Theo, Gen og de andre.
Albrechts læbe blev stram. "Jeg var ikke en del af det, det løj jeg aldrig om. Jeg vidste ikke noget om det. Det løj jeg aldrig om."
"Men du vidste, at det var jer, der... Der skabte mig?"
Albrecht trak på skulderne, men det var svar nok.
"Så løj du også."
Inden Albrecht kunne svare, talte Hr. Sinclair.
"Det var en ren løgn, Albrecht." Han kom trådte hen til dem. "Du var gruppens leder, også dengang. Du skal ikke lade som om, du ikke ved, hvad der foregår. Du ved jo alt."
Albrechts mund blev en tynd linje. Så fnøs han, og i en bevægelse hurtigere end Lucy kunne opfange, trak han en kniv, som han huggede ud med.
Et sekund for sent gik det op for Lucy, at Albrechts mål var Theo.
Et sekund senere opfangede hun, at Hr. Sinclair var hoppet foran slaget, så kniven nu stak ud mellem hans ribben.
Lucy tænkte ikke. Magien rev i hende. Hun mærkede den i sine lemmer.
Med en kort bevægelse med håndleddet smed hun Albrecht gennem rummet, så han røg ind i muren og faldt tavst ned på jorden.
"STOP!"
Hendes stemme var skinger. Theo var faldet på hug ved sin far. De talte lavmælt sammen, Men Lucy hørte ikke deres ord.
"Jeg er træt af, at folk vil bestemme over mig. At folk synes, de ved bedre end mig, hvad jeg bør vide og ikke vide." Hun kiggede på Johanna og gjorde sit blik spydigt. Den anden pige rettede stift ryggen. "Og jeg træt af at blive løjet for. Jeg er træt af at blive manipuleret."
Lucy forventede en kommentar. Et forsvar. En undskyldning, men Johanna lagde bare hovedet tilbage og lo. Hendes latter klingede gennem rummet.
"Du er virkelig dum, du er," hendes stemme skar i luften. "Tror du, at de er bedre end os? De har løjet lige så meget overfor dig, som vi har."
Lucy så sig over ryggen. Gens øjne var store. Felix' bekymrede. Lucilles splittede. Til sidst lod Lucy sit blik hvile på Theo. Han fangede hendes. Hun så tårer i hans øjenkrog.
"Det sandt." Felix, der tavst havde overvåget scenen, trådte fremad. "Ingen har været gode til at sige sandheden. Men de løgne, du har hørt fra os, var ikke baseret på ordre eller mistillid." Felix tav kort, og Gens blik faldt på sin bror. "De var baseret på at beskytte dig, fordi Inspektør Graves ikke ville volde dig større sorg end det, du allerede har oplevet." Han tog en indånding og mødte Lucys blik. "Stoler du på meg?"
De sidste ord blev sagt på norsk. Lucy rynkede panden. Hun havde aldrig snakket meget med Felix, men hun huskede, hvad han havde sagt den dag, hun ankom til Herr Stein's. Han havde aldrig løjet for hende.
"Ja." Lucy svarede på dansk, så rakte hun ud, som Albrecht havde lært hende. Hun fandt Johanna i sindet. Hendes energi. "Jeg tror at de er bedre end jer, Johanna. For de dræber ikke folk uden grund."
Lucy slap magien løs, og Johanna faldt om med et dunk.
Hun vendte sig. De andre måbede, men Lucy havde ikke tid til at tænke over det. Hun så på det store ur.
"Der kommer en patrulje ind om 10 minutter." Hun fangede Gens blik. "Og jeg vil gerne være væk herfra inden."
Gen nikkede, og uden et ord mere begyndte hun at gå. Theo sad stadig ved siden af sin far, hvis åndedræt var knapt. Felix kom over og hjalp sin ven op.
Lucy så Theo kigge ned mod sin far en sidste gang, inden han fulgte Felix. Lucy selv kiggede rundt en sidste gang. Ved muren stønnede Albrecht.
Lucy vendte ryggen til ham og gik ud af lokalet med Jennifer bag sig.
"Lucille?" Lucy stoppede ved pigen, der stadig stod helt stille. "Kommer du?"
Lucille så på Lucy og tilbage på Johanna. Så rystede hun på hovedet.
"Er du vanvittig?!" Gens stemme var skinger, og Lucilles blik flakkede op mod hende. "Tag dig sammen for pokker!"
"Tag mig sammen? Amour." Lucilles stemme var kold. Det sidste ord rettet mod Gen, der krympede sig. "Johanna er den eneste her, som nogensinde har været ærlig overfor mig. I snakker om løgne og manipulation her, men hun er den eneste, der ikke har løjet for mig."
Et sært udtryk skød over Gens ansigt. "Lucille?"
Men Lucille rettede bare ryggen. "Du gjorde det tydeligt, Genevieve. Jeg bliver."
Gen nikkede sammenbidt. "Okay."
Med de ord gik hun ud afrummet. Lucy så sig omkring en sidste gang, så fulgte resten, undtagen Lucille, trop.
Ups! Gambar ini tidak mengikuti Pedoman Konten kami. Untuk melanjutkan publikasi, hapuslah gambar ini atau unggah gambar lain.
Halløj jordboere
Håber i nyder ferien
Kapitlets spørgsmål: hvem er jeres yndlingskarakter i Unravelling Lucy?
Jeg er nok biased idet jeg kender dem lidt for godt, men Theo er min tihi
