Unraveling Lucy

Kapitel 10 - Johanna har en pointe

Der var mennesker i Hulen, da Lucy stormede ind i den. Jennifer rejste sig øjeblikkeligt og kom hen til Lucy, som ignorerede Panteren.

Hun forlod Hulen hurtigt igen. Hun havde egentlig mest af alt lyst til at være alene. Men inden hun nåede sit værelse, fik hun en idé. Hun vendte på hælen og gik tilbage mod kælderen.

Det var et stykke tid siden, hun var gået, så hun håbede på, at Gen ikke var der længere. Hun havde heldet med sig. Vejen hen til fangekælderen var tom undtagen de to vagter, der uden ord lukkede Lucy ind til cellen.

Det var en mand, der var udenfor Johannas celle denne gang. Efter et par ord blev Lucy lukket ind til den anden pige.

Johannas hår var fugtigt, hvilket gjorde, at det var endnu større end normalt. Pigen havde tydeligvis været i bad for ikke længe siden.

"Lucy!" Johanna smilte stort. Lucy så væk, så kiggede hun tilbage på Johanna. Hun anede ikke, hvad hun skulle sige, så til sidst spurgte hun:

"Har du været i bad?"

Johanna skar en grimasse, men smilte så til Lucy.

"Det torsdag. Også kendt som den travleste dag for eleverne, så Graves kan personligt overvåge mig, sammen med nogle vagter, mens jeg bader."

Lucy rynkede panden og skulle til at spørge, men Johanna fortsatte inden: "Chill. De sørger bare for, jeg ikke gør noget. Ikke at jeg har planer om det. Jeg er ikke magikernes fjende."

Lucy nikkede tavst. Hun satte sig på briksen ved siden af Johanna.

"Hvorfor er du kommet Lucy? Jeg tror næppe, det er for at snakke om mine vilkår som fange."

Lucy kiggede ned i jorden og sukkede. "Jeg er vel træt," sagde hun. "Theo er en nar, Lucille har noget med Gen, som for øvrigt er et mareridt, når vi træner."

Johanna hævede et øjenbryn. "Lucille og Gen? Seriøst?" Hun virkede til at tænke over det. "Sådan, jeg havde på fornemmelsen at Lucille ikke var straight, men Gen?"

Lucy fnøs, "Du skal ikke spørge mig."

Johanna nikkede langsomt, hun satte sig ved siden af Lucy og lagde en hånd på Lucys lår. En rolig fornemmelse skød op gennem Lucy, som lænede sig væk fra hånden.

"Vær sød ikke at styre mine følelser."

Johanna smilte anstrengt. "Jeg prøver ikke at styre dig. Jeg ville bare hjælpe med at berolige dig. Det må være anstrengende pludselig at have en masse magi til rådighed, som folk forventer man kan styre."

Lucy sukkede, men fjernede alligevel Johannas hånd. "Du skulle bare vide."

"Er det så slemt?"

Lucy så frem for sig. Udenfor cellen kiggede manden på dem med et hårdt blik.

"Det som om, de forventer, at jeg bare kan det. Graves vil ikke lære mig magi, så Gen træner mig. Hun beder mig om ting, sådan som forme en sten til et hjerte, og når det ikke lykkedes, håner hun mig."

Johanna fnøs. "Det lyder som Frk. Perfekt." Hun rejste sig igen. "Men hun ved selvfølgelig heller ikke noget om blodmagi. Den eneste, jeg kender, som virker til at vide mere om, hvordan det virker, er min far. Men Graves burde også vide noget. Det sådan han er."

Et håb skød op inde i Lucy. Og så forsvandt det lige så hurtigt. Johannas far var ifølge Skoleinspektør Graves en af O'Sullivan's.

Manden udenfor bankede på ruden, og Lucy rejste sig.

"Jeg tror du har ret." Lucy så kort på Johanna. "Om Graves altså."

******