Unraveling Lucy

Kapitel 5 - Krypter og kamptræning sammen er et totalt nogo

Gen hadede tunnellerne under slottet.

De mindede hende om timer brugt på hård træning og dårlige resultater. Hun havde overvundet det til sidst, selvfølgelig, men ikke desto mindre kunne hun stadig bedre lide at træne i de normale træningslokaler.

At hun skulle bruge tid dernede på at træne Lucy, når hun kunne have udnyttet tiden til at finde sine forældres morder, gjorde tanken om træningen endnu mere træls.

Ikke desto mindre gik hun derned efter sin sidste time, magiteori, for at gøre klar. Lucy have først fri lidt senere, så Gen kunne stille ordentligt op dernede.

Kælderen føltes ekstra kold den dag på trods af, at solen havde stået højt på himlen, og foråret var på vej.

Gen trak hænderne ind i trøjen og ignorerede kulden. Hun havde fortalt Lucy om den letteste vej ned til træningslokalet, men labyrinten af tunneller hernede kendte kun få bedre end hende. Hun vidste for eksempel, at man kunne komme ud af slottet, uden at nogen opdagede en. Hun vidste, at man kunne komme hen til den celle, Johanna Wehnert sad i.

Gen trådte endelig ind i det cirkulære træningslokale og så sig omkring. Siden fuglen havde Lucy smadret gulvet, som Gen med besvær havde fået lappet nogenlunde. Kropsmagi var langt fra hendes spidskompetence, men hun havde altid fulgt med i timerne om det. For få magikere koncentrerede sig om at lære andre grene af magi end deres egne, og hun var stolt over at kunne håndtere de fremmede grene så godt, som hun kunne.

Udover det smadrede gulv, var der en del års uheld i smadrede spejle fra Lucys forsøg med sjæl. Gen sukkede, og begyndte at sætte op til dagens træning.

Efter et stykke tid, da Gen var færdig med at finde ting frem og havde sat sig på en gammel, kedelig stol, kom Lucy ind i rummet. Hun havde en kortærmet trøje på, som viste de blå mærker på armene. Gen undrede sig over, hvordan den anden pige forklarede dem. Sagde hun, de var fra kidnapningen? Eller at hun bare var virkelig kinky med en dreng?

Gen rejste sig ved synet af den anden pige.

"Hvis du skulle rene ind i flere belua," startede Gen og kastede en cultro til den anden pige, der lod den falde ned foran hende uden forsøg på at gribe. "Skal du kunne beskytte dig selv. Den bedste måde at lære det, er at blive fortrolig med de forskellige cultro. Så vi træner med dem i dag. De skader ikke os voldsomt, men hvis du får et dybt sår, bør du nok gå op til Frk. Schubert alligevel."

Lucy sagde ikke noget, men samlede kniven op. Gen så på hende og instruerede hende så i, hvordan hun skulle stå, derefter gik de i gang.

Gen overvejede ofte, hvorfor Graves ikke fik en anden til at træne Lucy i kamp. Hun var nybegynder - om end stærkere end de fleste - hvorimod Gen havde flere års erfaring. Magien forstod hun, men kamptræning var allerede frivilligt på skolen. Lucy kunne sagtens være startet til det, og have sparet sig ydmygelsen ved at få tæsk dagligt.

"Okay." Gen lagde cultroen fra sig. Lucy lå i en akavet stilling med sved brydende frem på panden og hurtig vejrtrækning. "Magi."

Lucy stønnede. "For jeg kan jo klare så meget mere."

Gen hævede et øjenbryn af hende. Luften i tunnellerne var kvalm, især når man svedte, og fugten ikke kunne forlade ens hud.

"Du kan jo bare tage halskæden af og forlade stedet."

Lucy himlede med øjnene og rejste sig op. "Hvad er der med dig og din bror og jeres had til mig?"

Gen forholdt sit ansigt neutralt, men overraskelsen sprang gennem hende. Havde Theo overbevist Lucy om, at han hadede hende? Lucy virkede i hvert fald sur på drengen. Gen kunne skrige. Lucy havde forvoldt hendes bror meget smerte på det sidste, han fortjente bedre! Meget af det netop fordi, han ikke hadede hende. Og Lucy fortjente vel også bedre, end hvad end Theo havde bildt hende ind.