Unraveling Lucy

Kapitel 15 - Blodbørns oprindelse (ish)

Graves fortalte ikke meget mere end det, Felix allerede havde sagt over mobilen, så Gen havde i ren og skær frustration sat sig op i Hulen, der var underligt tom uden Jennifer. Den store panter havde været en konstant del af Hulen siden Gen var startet på skolen. Nu var den væk.

Ligesom Lucy.

Gen havde været på Lucys værelse, for at se om hun kunne finde nogle spor. Der havde været lige så tomt, som værelset altid havde været. Alligevel havde Gen endevendt værelset i håbet om, at hun kunne finde et eller andet. Et tegn fra Lucy, en ledetråd til hvor hun var. Hvor O'Sullivans var.

For selvom Graves ikke havde sagt det, vidste Gen, de alle havde tænkt det. Lucy var nok med gruppen af fanatikere. Og Gen var bange for, at Lucy var taget afsted frivilligt.

"Gen?"

Theos stemme rev Gen ud af tankerne, og hun kiggede væk fra vinduet. Hans øjne var tunge af tanker og hans kæbe hård.

"Jeg har en idé til, hvor vi kan starte med at lede."

Gen svarede ikke. Hun nikkede bare og fulgte Theo ud af hulen, alt imens deres sko klingede mod trægulvet.

"Det er et skud i tågen, men hvis hun ikke er med O'Sulivans er hun måske taget tilbage til der, hvor det hele begyndte." Theo snakkede hurtigt, og Gen havde på fornemmelsen, han ikke havde tænkt på andet den sidste time. Ikke engang Wiktors død eller sidste ord.

"Baden-Baden?" Gen hævede et øjenbryn. De gik ud i den store skolegård, på vej mod administrationsbygningerne og ud ad skolen. "Hvorfor skulle hun tage derud?"

"For at forstå mere om belua? Om sig selv? For at tage hjem. Jeg ved det ikke, men det virker mere indlysende at tjekke der end andre steder."

Gen nikkede. "Jeg tænkte, hun måske var taget til Irland..."

"Det kan vi tjekke i morgen."

Gen stoppede op og så efter sin bror, der hastede mod skolens parkeringsplads. Hun var ikke sikker på om han havde ment det som en joke eller ej. Om han overhovedet havde opfanget, hvad Gen havde sagt.

Gen satte netop efter Theo igen, da en stemme lød:

"Skal i ud efter Lucy?"

Gen vendte sig overrasket rundt. Lucille havde sat det lange hår op i en stram hestehale. Gen vidste ikke engang, at Lucille vidste Lucy var væk.

Den anden piges ansigt viste ingen følelser, men hendes øjne var blanke. Havde Gen været skyld i det? Eller var det nyheden om Lucy?

"Og hvad hvis vi skal?"

"Så bør I tage mig med." Lucille gik op til Gen. Foran dem var Theo stoppet, og han kiggede tilbage med et hævet øjenbryn. "Jeg er trods alt den af os, der ved mest om Lucy. I modsætning til andre brugte jeg tid med hende, fordi jeg havde lyst. Ikke fordi en lærer bad mig om det, eller for at kysse hende og så sige det var en del af en åndsvag plan for at få hende til at forlade stedet."

Lucilles stemme var spydig. Gen kiggede overrasket hen mod Theo, der stod tæt nok på til at høre, hvad Lucille sagde. Han kiggede ned i jorden, hans næver var knyttede. Så der var mere, end han havde fortalt Gen. Hun fnøs.

"Så kom." Det var Theo, der råbte længere fremme. 

Gens mave sank en anelse, men hun ignorerede det. Det ville blive en lang tur til Baden-Baden.

******

Træningsdukken rystede af sammenstødet, og Lucy kiggede tilfreds op på Andrei.

Manden nikkede ad hende. Han var en muskuløs fyr, omkring en 10 år ældre end Lucy, og Albrecht havde overladt fysisk træning af Lucy til ham, efter Lucy havde spurgt ind til det.