Lucy har fundet ud af hun er en magiker. Ikke nok med det, hun er et såkaldt 'Blodbarn' - en magiker hvis magi er hægtet til et anker, skabt for at styre blodbørns overnaturlige mængder af magi. Nu, hvor Lucy har fundet sit anker, skal hun lære at s...
Klasseværelset var for stille til, at Gen kunne opsøge Graves i timen.
Så hun måtte vente til efter, den var ovre.
Da folk havde forladt lokalet, trampede hun op til ham. Der var gået et par dage, siden Lucy forsvandt, og chokket var efterhånden blevet til en vrede, som lige for tiden var Gens eneste motivation i livet.
"Har du fundet ud ad noget?" Gens stemme var en hidsig hvisken. Graves så kort på hende, mens han pakkede sine bøger ned i tasken.
"Jeg ved godt, du er bekymret Frk. Haywood," sagde han, "Men vi undersøger sagen så godt vi kan. Hvis I finder ud ad noget, så kom til os. Hvis ikke skal vi nok spørge, hvis vi får brug for hjælp."
Gen himlede med øjnene. Hendes arme var over kors, da hun svarede: "Ja, for dine idéer, når det kommer til, hvordan vi skal håndtere situationen med Lucy, har jo kun være stjernegode." Graves rynkede panden, men Gen fortsatte. "Jeg sagde, jeg ikke kunne træne hende. Jeg fortalte dig, at du skulle blande dig mere. Du lyttede ikke! Du begik den samme fejl to gange."
Graves stoppede sin bevægelse og sank. Gen rettede sit blik mod hans ansigt og så, at han havde et skyldigt udtryk.
"Tror du ikke, jeg ved det?" Han sukkede. Et par elever gik ind i lokalet, så han dæmpede stemmen. "Tror du ikke, jeg overvejede at blande Rådet ind i det? Der er dem blandt Rådet, som kender meget mere til Blodmagi, end jeg nogensinde har. Jeg prøvede at beskytte skolen. Jeg prøvede at beskytte Lucy, og i sidste ende var det min fejl."
Gen rystede på hovedet ad ham. "Så hvorfor tror du, du kan hjælpe hende nu? Uden os, du rent faktisk hængte hende op på?"
Graves sukkede. Da han kiggede op på Gen, var det med en varme, hun vagt mindedes at have set fra sin far. En varme, hun vidste, skoleinspektøren nærede hende og hendes bror. Det stak i siden på hende. Han havde prøvet at beskytte Lucy, som han havde beskyttet Theo. Som han havde beskyttet hende, da hendes magikertype blev kendt. Som han beskyttede alle eleverne på skolen.
"Har du overvejet," sagde Graves, "At jeg ikke vil sætte jer i fare også? Om jeg er grunden til, at I er i fare? Om det ville være bedre, hvis jeg forlod skolen?"
Gen åbnede munden, men intet svar kom ud. Hvad svarede man til det?
Klokken ringede og rev Gen ud af tankerne. Hun så på Graves, så på uret. Hun skulle til time.
Til sidst forlod hun lokalet uden et ord mere.
******
Petrin-bakken var en helligdom af ro midt i Prags larmende gader.
Foråret var over byen, og blomsterne var begyndt at vise deres farver. Lucy tog ind dyb indånding. Regn, græs, jord. Hun fokuserede på duftene, som Albrecht havde sagt hun skulle. Skærpede sit fokus med lydene. Fuglefløjt, menneskestemmer, og i det fjerne, byens trafik. Hun gjordet fokusset til en kniv, der skulle snitte i stenen i hendes hånd.
Hun udåndede og i udåndingen lod hun magien flyde gennem sin krop. Ikke som en storm, som det hun havde fremmanet i krypten under skolen. Men som en kniv, skarp og magtfuld, men præcis.
Lucy åbnede øjnene lod magien forme stenen. Den blev ikke en perfekt kugle. Den havde buler, og var ikke helt symmetrisk, men enhver kunne se, hvad det skulle forestille.
Bag hende brød Albrecht stilheden. "Smukt gjort." Han kom hen til hende, og hun smilte. "Et par uger mere, og du vil kunne lave en perfekt sfære."
Lucy lagde stenen fra sig på stien. Der stod et nogle mennesker omkring dem. Medlemmer af O'Sullivan's fritænkere, som stod vagt. Dem og så Jennifer, der lå i en plet solskin og betragtede Lucy dovent. Albrecht havde fortalt, at man kunne aldrig vide, hvornår Rådet fandt ud af, at hun fandtes.
Lucy tænkte ikke videre over det. Hun var bare glad for, at hun kunne styre sin magi. De kom ikke i overraskede udbrud længere, men faktisk som en form hun kunne kontrollere nogenlunde.
Albrecht var en hård lærer, men han vidste, hvad han lavede. Den første dag var de taget til netop denne park. De havde været der i 9 timer, kun afbrudt af en kort frokost, indtil Lucy havde formået at forme sin magi. Først derefter var de begyndt på specifikke udfordringer.
"Uger?" Lucy så mod Albrecht, der betragtede Prag under dem.
"Magi er den tålmodige mands bedste våben. En utålmodig mand kan måske bruge den, men aldrig med den præcision, som den, der tager tiden om at lære langsomt."
Lucy nikkede. "Ligesom i ballet," sagde hun. "Der er mange, der hader at øve piruetter time efter time. At stå rigtigt. At strække længe nok. Men hvis man gør det, kan det ses i dansen. Man kan mærke det, når man danser."
Albrecht nikkede, og så roligt på hende. "Præcis. Og lur mig ikke, om du fandt ro i gentagelserne. En ro du kunne bruge i dansen også."
Lucy overvejede hans ord. Han havde ret. Hun havde aldrig haft noget imod at øve samme bevægelse igen og igen. Ikke til den sad der hver gang, men til hun ikke skulle tænke over den længere. Til hun kunne udføre bevægelsen uden tanke.
Hun havde aldrig haft noget mod at strække ud i lang tid. Hun fandt ro i den blide smerte, udstræk gav hende. Og i sidste ende, var det hende, der fik de store roller. Ikke altid hovedrollen, men altid den rolle, hun ville have.
"Så det vi øver nu," spurgte Lucy, "Handler ikke om, at jeg skal kunne bruge mine kræfter til alle de magtfulde ting, det rygtes, at Blodbørn kan. Men at jeg kan finde roen i dem, til at lære at gå skridtet videre."
"Ja og nej."
Mens de havde snakket, havde folkene omkring dem pakket tingene sammen, og de begyndte nu at gå mod parkens udgang.
"Du skal lære din magi at kende. Du skal lære at finde roen, der er i dig selv. Roen ved at bruge de kræfter, du er født med. Først der vil du kunne bruge dem, til de ting, de fleste magikere kun drømmer om."
Vinden blæste forsigtigt en tot af Lucys hår ind foran hendes mund, og hun fjernede den eftertænksomt. "Hvor lang tid vil det tage?"
Albrecht betragtede hende kort. "Det er svært at sige," indrømmede han. "Vi er forskellige, nogle bruger år på at finde deres magis ro. Andre få uger. Men du har forbedret dig betydeligt på få dage."
De gik ud af parken og ind i den bil, der ventede. Jennifer lagde sig ved siden af Lucy på bagsædet, og hun aede fraværende panteren. Lucy svarede ikke Albrecht. Hendes hoved summede rundt med tanker. Gad vide, hvor god hun havde været til magi, hvis hun bare var fulgt Johanna hele vejen den dag?
¡Ay! Esta imagen no sigue nuestras pautas de contenido. Para continuar la publicación, intente quitarla o subir otra.
Eyup
Så man kan godt mærke på arbejdsmængden, at vi er gået ind i de sidste par uger af semestret. Der er MEGET!
Kapitlets spørgsmål: Nogle ting i glæder jer til indenfor den nærme fremtid?
Eurovision er sådan lige om hjørnet, og ngl, glæder mig lidt for meget ups
