Lucy har fundet ud af hun er en magiker. Ikke nok med det, hun er et såkaldt 'Blodbarn' - en magiker hvis magi er hægtet til et anker, skabt for at styre blodbørns overnaturlige mængder af magi. Nu, hvor Lucy har fundet sit anker, skal hun lære at s...
Lucy var ikke meget for kælderrum, men der var godt oplyst. Desuden var åndens magi sværere at skjule i det åbne, hvor alle kunne se dem.
Lucy så på fuglen foran sig og huskede en anden kælder i et andet land. Det var smertefuldt at tænke tilbage på, hvor katastrofal hendes undervisning der havde været.
"Når du klar."
Albrecht lagde en sten ved siden af fuglen. Lucy tog en dyb indånding og lukkede øjnene.
Der lugtede jordslået i krypten, muggen hang på væggene, og luften var kold. Et sted langt væk kunne Lucy høre en svag summen fra byen over dem. Men lige her var der kun lyden af den lille forsamlings åndedrag og en sagte dryppen.
Det var en rolig rytme, dråberne faldt med. Fra et hul et eller andet sted, fandt regnvandet herned. Lucy tilpassede sit åndedræt til den rolige rytme, alt imens hun åbnede op for magien indeni hende.
Inden hun overhovedet begyndte at tænke på udfordringen foran hende, lod hun magien strømme igennem sig. Hun holdt den i sig. Lod den danse i takt med den uendelige dryppen.
Så følte hun frem efter fuglen. Hun åbnede øjnene, netop som det første pip lød. Fuglen baskede vagt med vingerne. Den var langtfra levende. Men den var heller ikke død længere.
Lucy smilte, da Albrecht nikkede anerkendende. Så vendte hun opmærksomheden mod den lille sten. Fuglen hoppede rundt, og hun mærkede, hvordan hendes kræfter gav den energien.
Stenen var kold i forhold til fuglen. Men den var velkendt. Lucy formede den magi, hun ikke brugte på fuglen, til den velkendte kniv.
Da hun åbnede øjnene, lå der en kuglerund sten foran hende. Ved siden af den pippede den udøde fugl.
Omkring hende brød den lille forsamling ud i en lavmælt klapsalme, efterfuldt af begejstret mumlen. Lucy smilte, inden hun langsomt, men fast, trak magien tilbage i sig selv, og fuglen faldt om.
"Wunderschön," Albrecht samlede stenen op. "Du har et talent, Lucy Beirne."
Lyden af hendes efternavn gav Lucy gåsehud, da hun gik over til Albrecht.
"Jeg er vel skabt med stærke kræfter," sagde hun. Albrecht betragtede stenen. Den var perfekt sfærisk. Overfladen var glat.
"At have et stort lager af magi er ikke det samme som at kunne styre den med ro i sindet," forklarede Albrecht. "Du gør store fremskridt på kort tid. Jeg tror vi kan holde for i dag."
Lucy smilede af komplimenten. Den første glæde over at have fuldført opgaven havde lagt sig, og hun mærkede sin mave knurre.
"Hvad er klokken?" spurgte hun fraværende. Andrei rakte hende den mobil, O'Sulivans orden havde givet hende, men inden hun kunne tjekke tiden, svarede en af vagterne.
"Halv tre." Han havde en tyk spansk dialekt. Lucy kunne ikke huske hans navn. Hun takkede ham kort.
"Tro da pokker, jeg er sulten. Jeg har ikke fået frokost." Lucy tog sin jakke på. Det have regnet, da de var ankommet til krypten om formiddagen. Nu gik hun ud af den igen ved siden af Albrecht, til en vag solskin, der spejlede sig i vandpytterne, og duften af regn i luften. Jennifer gik lige bag dem.
"Ah," sagde Albrecht, "Men det kan vi jo lave om på. Andrei, ring til Johanna, og spørg om hun vil med. Frokost på min regning."
Omkring dem hujede vagterne, og Andrei fandt sin egen mobil frem.
"Hvilke restauranter tillader en panter?" Lucy så på Albrecht, der trak en smule på smilebåndet.
"Dem, jeg ejer."
******
De kom udenfor den normale restauranttid. Det var en lille italiensk restaurant, hvor tjenerne hilste høfligt på Albrecht, Lucy og resten af selskabet.
De fandt Johanna, der sad på sin mobil ved et bord i restauranten. Hun så op da de kom, og Lucy var tavst taknemmelig. Træning med Albrecht og vagterne var okay. At socialisere med dem på egen hånd var en anden ting.
Hun satte sig ved siden af Johanna, hvis hår var sat op i en kedelig knold. Hun havde ikke taget makeup på, så de mange fregner var frit synlige.
"Hej." Lucy så på Johanna, der sendte hende et kort blik.
"Så er du det 8. vidunder?" Hendes stemme var en smule toneløs. Lucy rynkede panden, men inden hun kunne svare, kom en tjener med menuer.
Lucy tog en og kiggede ned over den.
Albrecht bestilte noget at drikke, og før Lucy vidste af det, blev et glas champagne skænket foran dem alle. Hun tog vandet ved siden af, og bestilte noget mad.
"Skål!"
Albrechts stemme skar gennem den generelle mumlen.
"For Lucy Beirne, som nok skal udrette store ting i sin tid."
Lucy løftede sit glas. Hun var ikke vandt til at være centrum for opmærksomhed. Ikke fordi folk troede på hende, som O'Sulivan's tilhængere gjorde.
Hun havde kæmpet hele sit lev. Kæmpet for at få de roller, hun ville have til forestillinger. Kæmpet for at kunne dyrke sin sport og uddanne sig selv.
Hun havde ikke kæmpet denne gang, og et smil brød frem om hendes læber. Ved siden af hende løftede Johanna sit glas, om end kun halvt.
Maden kom, og Lucy så på Johanna. Den anden pige havde ikke sagt et ord til hende.
"Er du okay?"
Johanna kiggede op, da Lucy talte. Hun trak på skulderne.
"Bare træt."
Lucy havde en fornemmelse af, at Johanna ikke bare var træt. Hun kiggede på folk omkring bordet. Alle virkede glade. Begejstrede over Lucys evner. Men ikke Johanna.
Nej, Johanna sad og koncentrerede sig om sin fars samtale.
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
Halløj jordboere,
Der er gået over en måned siden jeg senest opdaterede unraveling lucy... Ups. Ej jeg har en af de hårdeste omgange med eksaminer dette semester, og mit fokus har ligget der. Er jeg så færdig med eksaminer, spørger du?
Nope, jeg har den sidste - og sværeste - på tirsdag, og derefter har jeg ENDELIG ferie! Det havde jeg ikke meget af over jul, så 2 måneder gør godt her til sommer.
Kapitlets spørgsmål: Har i eksaminer?
Jeg håber at kunne lægge de sidste par kapitler af unraveling lucy op, inden jeg skal rejse i ferien, men nu ser vi.
