From hate to love!

"Kære dagbog. Jeg kan ikke mere."

Ja, lige nu sad jeg i sofaen og åd is og pandekager med min mor. Yep, jeg bliver fed.

Men det var lige hvad jeg havde brug for.

At æde is og se film, var lige præcis den distraktion jeg havde brug for. For det sidste jeg skulle lige nu, det var at tænke på Lily og hendes sygdom, aka blodkræft. Det værste var nok, at hun havde nægtet at modtage kemo.

Ja hun havde, hun ville ikke tage kemo for at blive behandlet. Hun ville nemlig ikke ligge i en hospitalsseng, og ligne en rynket kartoffel indtil hun dør. Det var jo som at give op på forhånd! Som om hun slet ikke ville kæmpe! Men jeg forstår hende på en måde godt. Hvorfor kæmpe en kamp, som man på forhånd ved man taber?

Som I nok kan høre, er jeg ret depri lige nu.

"Neej, du må ikke dø-hø-øøø!" Tudede jeg, mens jeg skreg af tv'et. Efter vi havde set The Notebook, som også var en værre tudefilm, så vi En Flænge I Himlen. Jeg elsker den film seriøst, selvom jeg sidder og tuder, hver gang jeg ser den. Det værste ved den er, at den minder mig om, at Lily også har kræft, og også skal dø lige om lidt.

"Skat, det er kun en film. Det vil ikke ske med Lily, hun dør ikke," trøstede min mor mig, og svarede mig på mine tanker.

Jeg tog en ordentlig ske is ind i munden, samtidig med jeg også proppede den med pandekage. Jeg havde næsten spist alle 5 pakker Ben and Jerry's helt alene, og næsten alle pandekagerne. Ja, næsten, for min mor havde også fået en, så gavmild var jeg.

Lily kom gående ned af trappen. Hun så forfærdelig ud. Helt bleg, og hendes mascara hang hende under øjnene. Argh, jeg kunne ikke klare det! Og da Lily spurgte: "Søde skat, hvorfor græder du?" Blev det ikk' ligefrem bedre!

"Je-eg ser en flæ-æng-e i-i himlen," hikstede jeg, mens jeg så hen på Lily.

"Argh skat, kom her," svarede hun mig, og trak mig ind i et dejligt bjørnekram.

Der sad vi længe.

Meget længe.

Men det var lige præcis det jeg havde brug for.

Et dejligt kram, fra verdens bedste veninde.

Lily var også begyndt at græde, så der sad vi, begge to, og tudede.

Mens vi sad der, og krammede og tudede, kom Andrew gående ind af døren.

Dårlig timing, Andrew!

"Ups, jeg kan se at jeg er kommet til den helt store tøsetuderunde."

Jeg kiggede op på ham, og gav ham et irriteret blik.

"Må jeg joine jer?"

"Når ja, og kan du så ikke også ringe efter Chris og Bruce, nu hvor du er i gang?" Spurgte Lily flabet.

Hun ku' stadig den pige, selvom hun var syg. Det var en af de ting, jeg elsker ved hende. Man kan aldrig se på hende, at hun har det dårligt, medmindre hun selv fortæller det. Hun var stærk.

"Bruce er sammen med Lærke, og Chris er i Jylland," svarede Andrew og kiggede på os, som om vi var dumme.

Han smed sig i sofaen, og spurgte friskt: "Hvad for en film skal vi se?"

Min mor var på mystisk vis forsvundet ud i køkkenet, og jeg tror ikke, at hun kommer tilbage lige foreløbigt.

***

Kære dagbog.

Jeg kan ikke mere. Jeg er brudt sammen. Jeg har haft lovet mig selv, at jeg ville tage Lilys sygdom med løftet pande. Men det er svært.

Det er fucking svært.

Jeg ved at Lily snart dør. Og jeg ved, at det vil tage hårdt på mig. Men jeg vil komme videre. Jeg vil ikke hvile i fortiden når hun dør. Men kan jeg det?

Det er spørgsmålet. Det er ikke første gang, jeg mister en jeg holder af. Det må du kunne huske, kære dagbog. Men det kan vi tale om på et andet tidspunkt.

Jeg har stadig de gamle ar på mine arme og lår. Man kan næsten ikke se dem mere. Jeg har ikke gjort det i 2 år nu. Det var også en af grundende til, at vi flyttede til København. For at jeg ku' få en ny start, og nye venner. Måske var det på tide, at jeg tilføjede nogle nye til samlingen? Den gamle trang til at gøre det, kommer frem igen, og den er blevet stærkere de seneste par dage. Er det forkert? jeg har virkelig brug for det, som en alkoholiker har brug for alkohol. Men vi har ingen barberblade herhjemme. Dem sørgede mor for at få fjernet. Det kan du vel også huske? Men det er jo ren magi, det jeg laver. Jeg kan lide at tegne med sølv, og det kommer ud rødt. Det er, hvad jeg kalder magi, og den magi, kalder på mig.

*********

Hej igen. Så kom der endeligt et nyt kapitel hva'? Det var da også på tide, og jeg undskylder for den lange ventetid, virkelig! Men hvad synes I om Elenas tanker? Og hvad tror I det er, at Elena snakker om i sin dagbog. Og hvem er det nu, at Elena også har mistet. Kommenter endelig jeres tanker om bogen, og jeres teorier, det giver os inspiration! Næste kapitel kommer ved 35 votes!

- Amanda❤️