Little Bird

5️⃣5️⃣

Snakke?

Det var det sidste Michael ville med mig. Men jeg ville ønske, at det ikke var mere end det.

"Du fik valget. Jeg kommer ind nu." Nå jamen tak for info. Det er jo ikke ligefrem, fordi jeg ville kunne stoppe dig, vel?

Michael kom til syne bag døren og smilte venligt, inden han trådte helt ind på mit værelse. Døren lod han i det midste stå åben, så jeg kunne flygte, ved den første mulighed jeg fik.

"Hvordan går det så med dig?" Spurgte han venligt og hvilede hænderne i sine kakibukser.

Men jeg vidste bedre end at falde for det venlige ydre. Han var en mystisk mand. Han havde før indrømmet at han havde forfulgt mig og holdt øje med mig.

Så der var intet flinkt over ham.

"Som om du bekymre dig om det." Fnyste jeg hårdt tilbage.

Gad vide om Richard undrede sig over hvor jeg blev af?

"Vær nu ikke fjollet. Selvfølgelig bekymre jeg mig, om du er sund og rask. Om du er i fin form." Hans øjne rettede sig på mine bryster, og jeg dækkede dem med mine arme.

Fin form? For nogle ville han lyde som den sødeste pap-far, man kunne ønske sig. Men jeg læste mellem linjerne. Fin form? Ja den var god med dig pædo-Michael.

Og efter hans sultne blik at bedømme, var jeg i fantastisk form!

"Jeg skal gå nu. Richard venter på mig." Jeg pegede ud mod gaden, hvor han holdte parkeret. Jeg greb min taske og ville gå forbi ham... Men han spærrede mig vejen.

"Ik så hurtigt søde." Sagde han med et falsk smil.

"Hold op med at kalde mig det og lad mig komme forbi." Han flyttede sig ikke.

Hurtigere end jeg kunne nå at reagere, havde han fanget mine håndled i sine hænder. Åh nej. Åh nej, åh nej. Nu skete det.

Han havde aldrig rigtig taget på mig. Heller ikke nu. Men jeg ville heller ikke sige, at han holdte blidt omkring mig.

Hans øjne søgte ned af så han kunne se hvor min krop bulede ud. Jeg ville ikke se på ham, så jeg så ned i gulvet. OG SÅ AT HAN OGSÅ BULEDE!

Omg Ew! En tåre trillede ensomt ned af min kind. På en måde misundte jeg den. Den kunne i det midste stikke af fra Michael.

"Sky?!" Mine øjne rettede sig hen mod døren. Det var Richard.

Han havde sikkert undret sig over, hvorfor det tog så lang tid. Og nu stod han nedenunder! Han ville hjælpe mig!

Jeg åbnede munden for at skrige på ham, men Michael lukkede sin store hånd over min mund, så mit råb blev kvalt af hans hånd.

"Ét ord fra din mund og jeg knuser din mors hjerte, så hun aldrig vil komme hjem fra afvending igen." Truede han.

Det var dråben. Hvad føltes som hundredevis af tårer køb nu ned af mine kinder, mens Michael langsomt fjernede sin hånd fra min mund.

"Du går ned til ham og siger ikke er kvæk. Er du med?" Selvom han var dødalvorlig, smilede han.

Han fejlede noget seriøst.

Men jeg nikkede blot, tog igen min taske og løb nedenunder. Tørrede tårerne af i håndryggen på vejen og håbede at Richard ville tro, at jeg havde grædt lidt på grund af min tid med Harry tidligere.

"Nå der er du. Er du klar?" Spurgte han, men jeg gik bare lige forbi ham og ud af hoveddøren.

"Hov! Hvad sker der, skat?" Richard løb efter mig.