Little Bird

4⃣2⃣

"Det er rigtigt! Højere, hårdere. Giv den alt hvad du har, Sky!" Harry stod og klappede i hænderne for at gejle mig op.

Jeg stod og sparkede løs på en boksepude. Vi var indenfor over i hjørnet af salen, mens de andre drenge på holdet stod rundt omkring og trænede for sig selv.

Jeg følte mig lidt flov, som jeg stod der og sparkede. Alle regnede med, at jeg ville vinde den årlige Battle -deriblandt mig selv og Richard.- og her stod jeg og lavede helt præcist den samme træning som for over tre måneder siden.

Harry sagde godt nok, at jeg havde gjort fremskridt, men helt ærligt var jeg sikker på han løj. Jeg havde ikke været ude i en kamp. Det eneste jeg lavede var teknikker -som jeg hele tiden lærte nye og flere af, men aldrig kom til at prøve i en rigtig kamp- og så boksekampe med boksepuderne.

Så jeg tvivlede stærkt på, at jeg overhovedet havde fået noget ud af det her, udover at spilde min tid.

Og på den måde de andre drenge i salen stoppede op og stirrede, kunne jeg se den samme tvivl lyse ud af dem.

Jeg stoppede forpustet op og kiggede opgivende på Harry. "Harry seriøst. Jeg kommer ingen vejne. Jeg bliver aldrig klar til den årlige Battle. Jeg er ikke god nok." Jeg satte mig ned på gulvet og begyndte at strække forskellige benmuskler ud.

"Come on!" Han satte sig ned i knæ og folede hænderne foran sig. "Det er ikke den rigtige kampgejst. Faktisk er den hængene mule du har der, lidt nederen. Hvad med at fjerne den og give mig et af dine dejlige smil istedet?" Han prøvede at opmuntre mig med sjov. Men det virkede ikke. Jeg tvivlede så meget lige nu, at jeg tvivlede på, at noget ville kunne få mig i den rigtige stemning.

"Harry jeg mener det. Det er ikke sjovt. Jeg tror ikke jeg kan." Jeg mærkede tårerne presse på men holdte dem inde i mig. Jeg måtte ikke græde her. Ikke i et rum spækket med sixpacks og drenge.

Jeg måtte beholde den lille værdighed, jeg havde tilbage. At konkurrere med drengene var svært nok, som det var. At tude ville sætte mig helt ned i bunden af hierakiet.

Harry sukkede trist og lod hovedet sænke. Det næste han sagde var meget lavt og ment, så kun jeg kunne høre det. "Hør her Sky. Du er uden tvivl den mest talentfulde af alle disse idioter herinde, okay. Og derfor er det DIG, Richard har valgt som kandidat og ikke de andre. Han ser potientialet i dig og tror på dig. Så hvorfor kan du ikke selv?" Hans grønne øjne stirrede på mig og søgte efter svar.

Hvorfor jeg ikke selv kunne? Fordi jeg havde stået ude på en græsplæne og skulle øve "teknikker" i stedet for, at lære at kæmpe og på den måde vinde over konkurrenten! Jeg havde intet potientiale, og hvis jeg havde, var jeg ret sikker på, at min tvivl og usikkerhed havde massakreret det for længst.

"Bare stop okay. Jeg går over til Richard og beder ham om at vælge en anden som kan træde i mit sted." Jeg vendte ryggen til ham og ignorerede hans bønner om ,at jeg skulle blive ved.

Men på vej over til Richards kontor, -for at fortælle ham, at han måtte finde en anden til den årlige Battle- hørte jeg en af de nærmeste drenge fnyse og sige noget i retning af "svækling" da jeg gik forbi.

Jeg standsede op lige med det samme og mærkede vreden boble op i mig, klar til den lille dråbe, som ville få hele til at boble over.

"Undskyld hvad kaldte du mig?" Spurgte jeg med knyttede næver.

Jeg så ud af øjenkrogen, Harry komme gående over mod os, tydeligt bekymret for den anspændte stemning mellem mig og Mr. Smart-i-en-fart.

Mr. Smart vendte sig om mod mig og spyttede sine ord ud. "Bare at du er en lille pige, som slet ikke burde være her. Du burde være hjemme og lave mad, istedet for at lege, at du er noget bare fordi Richard, som du i øvrig kender godt, valgte dig til at kæmpe og ikke en af os andre, som rent faktisk har en chance, for at klare det unden en brækket nakke."