Little Bird

2⃣9⃣

Harry sad med mig i sine arme. Jeg havde grædt -voldsomt. Havde givet den hele armen, med skolder i ansigtet, ophævede øjne og snotnæse for alle pengene.- over hvor trist Harrys liv havde været.

Hvordan kunne én som sad lige nu og trøstede mig, fik små piger til st fnise og fik piger -mig- til at gå agurk på tøj-eksperimenter pga ham, have haft sådan en hård barndom. Det var slet ikke til at bære.

Stakkels lille 9 årige Harry.

Harry strammede grebet om mig og rodede op i mit hår med næsen.
"Er du okay?"

Jeg nikkede mod hans bryst og trak mig væk fra ham i en passende afstand. Harry lod til at være ligeglad med det og satte sig tæt på mig igen. Ikke mast tæt, men dejlig, beroligende tæt.

"Er du sikker?" Spurgte han bekymret og jeg nikkede.

Da jeg kiggede på hans T-shirt, mærkede jeg varmen stige til kinderne og jeg kiggede hurtigt væk.

Åh nej Sky. Hvorfor skulle du også lige bryde sammen! Og så ud over ham!

Harry kiggede ned ad sig selv, og fik øje på mit svineri på hans T-shirt. Jeg kiggede ned i mit skød, som var det det mest interessante jeg mogensinde havde set, og undgik for alt i verden øjenkontakt med Harry.

Men istedet for at høre bræk-lyde og rykke ti meter væk fra mig, hørte jeg Harry klukke stille og jeg blev tvunget af hans latter til at se op på ham.

"Hvad er der Sky? Er det min T-shirt?" Hans søgte mine øjne, men jeg kiggede alle andre steder hen.

"Yea umm. Undskyld, nu har jeg ødelagt den med mine taltede tårer og alt mit... øh snot..."

ej hvor pinligt! Jeg havde snottet Harry fuldstændig til!

Harry klukkede endnu mere at min flovhed og... TOG T-SHIRTEN AF!

Fuck nej! Det her skete bare ikke.

"Det er virkelig ikke noget, lille fugl. Jeg burde takke dig. Nu har jeg en souvenir fra dig. Og ovenikøbet gratis." Han grinede og søgte igen mine øjne. Uden held.

Ikke at jeg ikke kiggede på ham. For det gjorde jeg også i den grad. Bare på hans blottede, tatoverede og perfekt markerede krop. Eller rettere, hans perfekt markerede sixpack! Omg et syn!

"Sky?" Jeg kiggede forvirret op på ham, indtil det gik op for mig, at han havde spurgt mig og noget, mens jeg havde nedstirret hans gave af en mave!

Omg! Ikke noget at sige til, at hans mave var så hård, da jeg sov på den den anden dag.

"Mmh? Undskyld hvad?" Spurgte jeg lidt rundt på gulvet.

"Jeg spurgte bare, hvad det var Louis mente før? Du ved, det du ville ordne?" Han kiggede undersøgende på mig og tilføjede hurtigt, da jeg ikke svarede med det samme; "altså ikke at det kommer mig ved. Han virkede bare bekymret. Men selvfølgelig, jeg skal ikke..."

"Harry." afbrød jeg ham. Han virkede meget ung, som han sad der -uden trøje på!- og bekymret ud.

Han kiggede op på mig med hans grønne øjne, og jeg kunne se et glimtet af usikkerhed i dem.

Harry Styles. Usikker? Hvem skulle have troet det.

"Der er ikke noget at være bekymret for. Jeg havde bare haft en middag med min mors... kæreste og han var ikke den gladeste mand på jorden, da Louis bortførte mig." Jeg smilede til ham og håbede at han købte løgnen.

Eller det var det vel ikke engang. Jeg undlod bare at fortælle de klamme detaljer.
Som at han vil knuse min mor fuldstændig, hvis jeg nogensinde fortalte nogen om hans pædofili eller fik ham i problemer på nogen måde.