Little Bird

2⃣7⃣

"Um. Det smager himmelsk. Jeg kan virkelig godt lide kinesisk. Det har jeg altid kunnet. Kinesere har sådan en god forstand på mad. De forstår at lave noget godt. Fed mad, men god mad. Hvad siger du, sweety?" Michael kørte endnu en portion nudler ned.

Han havde ikke lavet andet end at snakke. Snakke, snakke, snakke og atter snakke. Jeg var helt sikker på, at mine ører snart ville falde af, hvis ikke han snart lukkede aret!

Jeg stak lidt til min mad. Jeg havde ikke spist noget som helst. Havde ikke engang drukket af mig cola. Det var alt for svært at have appetit, når en gammel pervers gris sad og gloede -med store, sultne øjne- på mine bryster.

Jeg ville bare gerne hjem nu. Hvor blev superhelten som altid reddede skønjumfruerne i nød af? Så vidt jeg vidste, hørte jeg helt hundrede under kategorien 'skønjunfru'.

Jeg var skøn, -eller det sagde min far ihverfald, da jeg var lille- jeg var jumfru -måske ikke længere når dagen var omme- og jeg var i den grad i NØD!

Men som alt andet i verden, fandtes superhelte ikke. -hvilket var for dårligt! Hvorfor så lave film om dem og putte sådan en urealistik ide om helte ind i hovederne på folk, hvis de ikke fandtes.

Jeg kiggede udtryksløst op på Michael. "Jov. Det smager fint." Hvilket var en løgn. Jeg havde ikke smagt på noget som helst. Tænk hvis han havde bedt tjeneren om at putte bedøvelsesmiddel i maden og så gøre forfærdelige ting med mig bagefter! Yikes!

"Er der noget galt, love?" Jeg gyste ved navnet 'love'. Jeg var alt andet end hans 'love'.

'fremtidige morder' ville være mere passende.

Jeg tog en dyb indånding og nedstirrede Michael, mens jeg samlede mod til mig. "Jeg er ikke din 'love'. Og ja. der er noget galt. Der er noget helt forfærdigt galt!" min stemme blev lysere og skinger, og jeg var begyndt at panikke. Så meget for det mod.

"For det første findes der ikke superhelte! -" jeg tog mig frustrert til hovedet. "For det andet sidder jeg og spiser middag med min mors kæreste, som ikke har givet mig andet valg end at blive." Nu begyndte hele min krop også at ryste. "Og for det tredje så vil jeg HJEM!" Og nu grinte jeg også.

Det var ved at slå klik for mig. Jeg var ved at blive skør! Hør på mig! Jeg klagede om superhelte og er ved at få et psykisk sammenbrud foran Michael -pædo Michael- som hundrede procent ville udnytte min svaghed.

Det var ved at gå helt galt!

Michael lagde gaflen ned på tallerkenen og tog min ene hånd i begge sine, inden jeg nåede at trække den væk.

"Sssh." tyssede han og førte min fangede hånd op til sine sovsesnaskede
Læber. Euw! Han kyssede min hånd! Please lad ham ikke have et klamt skjult forkølelsens sår eller andet ulækkert, som resterende sursød sovs!

"Du har meget som går dig på hva? Jeg vil vædde med, at jeg kan få det til at gå væk. Du skal bare følge med mig. Der er et lille rum ude bagved, hvor vi kan snakke i fred. Hvad siger du? Lad mig hjælpe dig Sky. Kom." Michael rejste sig og trak lidt i min arm.

Så var det nu. Mine sidste minutter som jumfru. Tænk at det ville føles så skræmmende og hjerteknusende at sige.

Jeg havde altid glædet mig til dette. At jeg fandt én som jeg kunne lide -måske endda elskede- og stolede på. han ville skaffe mig af med min mødom og stadig ville have mig bagefter.

Og nu hvor det var ved at ske -altså det med at få taget min mødom. For resten af fantasien levede Michael slet ikke op til.- var jeg ved at tisse i bukserne og tårerne sad og lurede i øjenkrogen.