Little Bird

4⃣

Jeg var færdig med træning nu. Efter mig og Harry havde præsenteret os, havde vi arbejdet, med de strækøvelser han snakkede om. Dem som var ud over det sædvanlige.

Jeg ved ikke om der var noget udsædvanligt ved øvelserne, men følelsen han skabte nede i min mave, når han stod der helt tæt på... Den var mere end bare udsædvanlig. Den var fremmed. Jeg ved ikke hvorfor min mave gør det, eller hvordan Harry gør det? Men én ting ved jeg. Jeg vil ikke føle sådan her. Følelsen af sommerfugle i maven, var ikke velkommen. Så hvis de der sommerfugle lige kunne flyve et andet sted hen -som i en busk- ville det være super.

Træningen var slut og jeg skulle hen til mit næste stop. Jeg gik ind af en gade, som førte mig direkte fra det skumle og klamme kvarter, til det helt modsatte. Nemlig det rige kvarter. Her boede alle de rige folk.

Alle her kendte hinanden, og alle her sladrede om hinanden. Her var intet fællesskab. Ingen hemmeligheder og intet privatliv.

Jeg drejede op af en stor indkørsel, som førte op til et stort slot. Eller faktisk var det bare et gigantisk hus, med tårn og gamle vinduer.

Jeg så op på huset. Om dagen i høj solskin, så huset meget hyggeligt og fredeligt ud. Gammelt og pænt. Men om aftenen, når solens stråler ikke længere var her, til at give os dens glans, så huset meget -meget- uhyggeligt ud. Tårnet og de gamle vinduer, gik fra at se pænt og smukt ud, til at være noget man ville se i en klam gyser film.

Jeg gik de tre trin der var op til døren og bankede på.

Døren blev åbnet et øjeblik efter, og en dame først i trediverne stod i døråbningen. Hun havde lyst hår, som gik hende til skuldrene og buede fint opad i enderne. Hun havde fint kontor tøj på. Et pencil skirt i farven beige, sammen med en hvid skjorte og et lille fint sort bælte. Hun ligefrem skreg businesswoman.

"Sky! Oh Gud, godt du kom! Jeg ved at jeg sagde, at jeg først skulle afsted klokken 18, men jeg er lige blevet kaldt op. Det er en nødsituation! Den franske designer Dominique, vil have hendes varer tidligere end vi havde regnet med, så vil du være en skat og se efter Zoey?"

Indeni sukkede jeg. Mr. Og mrs. Parker arbejdede begge to rigtig meget. Mr. Parker ejede et eller andet stort firma, hvor de sælger dørhåndtag, eller hvad ved jeg. Han er næsten aldrig hjemme, og skal mange gange på forretningsrejser til udlandet, og forhandle med andre lande.

Det samme med mrs. Parker. Hun er designer, og arbejder endnu mere end, mr. Parker. Hun arbejder for et eller andet berømt mode bureau. Hun skal både designe, sy, planlægge modeshows og forhandle med andre designere og hvad der nu ellers måtte være.

Et par gange sker det, at hun har en eller anden fed kjole med hjem, som hun selv har designet, men ikke kan bruge. Dem får jeg som regel.

Så ingen af dem var rigtig hjemme. Og som om de ikke havde travlt nok i forvejen, havde de også en lille datter på fem. Det var så der jeg kom ind i billedet.

Jeg havde babysittet deres datter Zoey, lige siden hun var tre år, og startede i børnehave. Hun var det sødeste barn jeg nogensinde havde mødt.

Normalt passede jeg hende tirsdag og torsdag, og nogle gange en dag eller to i weekenden. I dag var det tirsdag, så i dag skulle jeg babysitte.

"Rolig rolig, mrs. Parker. Det gør ingenting. Tag du bare afsted, hvis du skal. Mig og Zoey skal nok hygge os." Jeg trådte indenfor i 'slottet' og hang min jakke på den dyre special designede jakkeknage. Jeps. Special designet jakkeknage!

"Hvor er Zoey?" Spurgte jeg og kiggede på mrs. Parker, som fòr rundt i køkkenet, som hang sammen med stuen og var ét stort rum.

Hun kiggede hurtigt op på mig, og en tot af hendes perfekte skulderlange hår, gled ind foran hendes øjne.