Little Bird

5️⃣8️⃣

Jeg havde et vandfald stående ud af øjnene og snot løbende ned i munden. Vinden susede nemt gennem mine jeans og tynde T-shirt.

Regnen slog hård ned i mit ansigt og blandede sig med tårerne. Min makeup sad sikkert i hele ansigtet og ikke længere kun på vipperne.

Mit tøj var drivvådt helt ind til det inderste. Mine sko svuppede når jeg løb og håret klistrede sig til halsen og øjenene. Men det kunne jeg virkelig ikke tage mig af lige nu.

Der! Målet var i sigte. Bare lige nogle meter mere så var jeg i mål.

Jeg nåede døren og flåede den op. Opgangen stank af røg og gammel mand. Normalt ville jeg rynke næsen af denne stank, men jeg havde ikke tid. Jeg måtte bare op af trapperne så hurtigt som muligt.

Anden sal til venstre. Jeg var ankommet.

Mine kolde knoer bankede lavt på døren. Jeg ville banke hårdere, men jeg havde lagt alle kræfter i det første bank, og det havde knap nok sagt en lyd.

"Kom nu, kom nu. Please." Hviskede jeg og trippede på mine ømme ben.

Det var hårdt at løbe 5 kilometer i regnvejr og tude på samme tid. Men nu løb jeg ikke. Mine hulk var stoppet, men vandfaldet var ikke.

Hvis han ikke snart åbnede, ville jeg falde om på gulvet totalt tom i kroppen for vand.

En raslen fra den anden ende fik mit hjerte til at sætte farten op. Døren blev åbnet, og en halvvågen Harry stod og gned søvn ud af øjnene.

"Harry..." Og så kunne jeg ikke mere. Jeg faldt sammen på gulvet og begravede hovedet i hænderne.

Hele min krop rystede. Om det var på grund af kulden eller mine hulk, kunne jeg ikke afgøre. Adrenalinen havde forladt mit blodomløb og efterladt mig udkørt.

Og oven i det hele, havde Michael prøvet at voldtage mig.

Det her var den værste dag i mit liv.

"Sky! Hvad sker der!" Hans stemme var fuld af panik og bekymring.

Jeg sad bare på gulvet og græd. Græd og græd. Et par arme blev lagt omkring min rystende krop.

MICHAEL! Han var kommet tilbage efter mig!

"Nej!" Skreg jeg og skubbede mig selv væk. Harry spærrede øjnene op og fjernede sig fra mig med et sæt.

Nå. Det var bare ham. Ikke Michael. Jeg var seriøst ved at blive sindsyg!

Harry stod og så på mig. Mit udbrud havde såret ham. Han vidste ikke, hvad han skulle gøre. Angst stod tydeligt i hans smukke ansigt.

"Sky, hvad er der sket?" Han satte sig på knæ ud foran mig. Der var meget afstand mellem os, men lige nu var det for det bedste.

Jeg kunne ikke holde ud at have hans arme omkring mig. Det mindede mig om ham. Jeg græd endnu mere.

Harry blev bange igen af mit nye udbrud. Han var i vildfare. Helt lost. Så var vi to.

"Please Sky. Kom ind. Du fryser og er helt våd. Kom ind og få varmen. Så taler vi om det. Okay?" Hans toneleje var skiftet. Det var stille og trøstende. Som man ville tale til et lille barn.

Men i det stadie jeg var i lige nu, kunne jeg lige så godt have været det.

"Okay..." Min stemme var hæs. Så ufattelig hæs. Al den gråd havde tæret på den.

På en eller anden måde fik jeg mig selv op at stå. Jeg frøs helt vildt, så jeg lagde armene beskyttende om mig selv. Men de var endnu koldere.