Little Bird

7⃣

Vi havde stået helt tæt op ad hinanden i halvanden time nu, så vi blev enige om at tage en pause.

Jeg vidste ikke om det var fordi, at Harry også var ved at falde om af svimmelhed, eller brande op af flammerne som blev efterladt på huden, vi skulle holde en pause. Men uanset grunden, var jeg overlykkelig.

Normalt holdte jeg ikke pauser, når jeg trænede. Men jeg stod heller ikke normalt op af en total lækker dreng i halvanden time.

Jeg satte mig træt ned på græsset. Harry fulgte mit eksempel.

"Du klarede det godt. Blev ved sådan så er du snart uvervindelig."

Harry sad ved siden af mig. Vi sad begge og kiggede på den store græsplæne foran os.

"Tak." Jeg rev noget græs op af plænen, smed det og rev noget mere op.

Harry sad helt stille ved siden af mig, med knæene oppe ved brystet, mens han hvilede albuerne på dem.

"Sky, kan jeg spørge om noget?"

"Mmh."

"Hvor bor du?" Jeg kiggede straks over på Harry, som sad med et kæmpe smil på læberne. What a surprice?

"Det ku' du li' at vide hva'?" Ikke om jeg ville fortælle ham , at jeg boede i et klamt hus, men en alkoholiker som mor. Tænk hvis han kom og besøgte mig og hun åbnede døren, stangstiv og havde en af hendes hundrede mænd på besøg?

Adr!

"Ja faktisk. Ret meget endda. Du kan godt fortælle mig det. Jeg lover jeg ikke vil smuge kigge ind af dit vindue." Han blinkede til mig og puffede let til min skulder.

"Nej du kan ikke få det at vide. Jeg vil ikke have, at du lige pludselig dukker op uden for min dør, og min mor så ser dig." Harry smilede lumsk og puffede igen drillende til min skulder.

"Nååå så jeg er en dirty little secret, huh." Jeg rullede øjne af ham og puffede tilbage. "-det troede jeg ikke om dig, lille fugl."

"Nej men der er jo så meget du ikke ved om mig." Jeg smilte hemmelighedsfuldt til ham.

"Men det kunne jeg jo finde ud af. lad os starte med det her; hvorfor må din mor ikke vide noget om mig?" Harry blev med det samme alvorlig, og ventede tålmodigt på mit svar, usikker på om det ville være godt eller dårligt.
Det var dårligt...

Jeg sukkede og tog mig sammen.
"Jov ser du... Det er ikke så meget dig, hun ikke må vide noget om... Det er sådan cirka alt det her,-" jeg lavede en bevægelse over mod hallen. "-min mor ved nemlig ikke at jeg går til kampsport."

Der var det! Jeg havde sagt det. Jeg havde delt noget af det som plagede mig allermest, med Harry. Og han lavede ikke engang sjov med det. Han sad bare der ved siden af mig og så helt paf ud. Det så faktisk lidt sjovt ud. Rapkæftede Harry var mundlam! Wow.

"Siger du at din mor ikke ved at du går til kampsport?"

"Ja."

"Så hun har aldrig set dig i kamp, eller turnering?"

"Nix."

"Og det har du det helt fint med?" Harry var ved at blive irriteret. Ikke på mig eller min mor, men på grund af hele situationen. Men han vidste kun en lille del.

"Ja Harry det har jeg. Jeg har det faktisk mere end fint med det! Jeg har ikke fortalt hende noget, for det er for det bedste. For os begge to!"

Harry tog hovedet i hænderne. Tydeligvis frustreret.

"Så hun har aldrig set dig kæmpe? Vinde medaljer? Noget som helst?!"

"Nej... Hør Harry, du kender ikke min mor. Efter min far døde, begyndte det at gå dårligt med hende, og det er kun blevet værre. Det er først her, de sidste par år at hun har haft det okay. Tror du så virkelig at jeg vil risikere at hun får det dårligt igen, ved at fortælle hende at jeg har gået til kampsport i de sidste fem År, men hun har været for påvirket eller fuld til at bemærke det? Nej det vil jeg ikke Harry! Okay!"
Det var først da Harry strøg sin tommelfinger over min kind, at jeg opdagede, at jeg græd.