Little Bird

8️⃣1️⃣

"Og vinderen mine damer og herre! Sky Cloud!" Kommentatoren holdte mig og min modstander i armene, men løftede kun min arm op i luften, da han meddelte, at jeg havde vundet den årlige battle.

"Omg!" Skreg jeg af mine lungers fulde kraft, mens jeg hoppede op og ned, med hænderne oppe i ansigtet for at skjule mine glædes tårer.

"Vandt jeg virkelig?" Hviskede jeg til kommentatoren gennem mine fingre.

"Ja du gjorde så. Godt gået min tøs." Han lagde armen og min skulder og gav mig et beroligende klem.

Publikum klappede, skreg og heppede, så jeg ikke kunne høre en disse. Men det var som om jeg alligevel ikke lagde mærke til dem.
Alt jeg opfattede var lyden af mit eget pumpede hjerte og følelsen af lykke. Nu havde jeg opnået mit mål.

Jeg følte mig stolt. Stolt over at jeg opnåede det umulige. At min far kunne sidde og prale til de andre døde engle, med at hans lille pige havde vundet noget stort.

Det største!

Jeg følte mig lykkelig. Jeg havde vundet. Over syv andre. Jeg var bedre end alle de andre mange, mange andre deltagere. Jeg og kun jeg, kunne kalde mig for vinder af den årlige battle.

"Sky!" Zoey, Nora, Niall og Richard kom flyvende ind på scenen i fuld galop. Nora var forrest, men Richard skubbede og kæmpede sig frem, så han til sidst var den, der kom løbende ind i mig og som løftede mig op i luften, mens han smilte stolt.

"Sky min lille pige! Du gjorde det! Jeg vidste det! Jeg har aldrig fortrudt, at jeg valgte dig dengang for et halvt år siden!" Han satte mig ned på jorden igen, kun så jeg atter kunne blive overfaldet.

"Oh my god! Sky Cloud min bedste veninde er den bedste til at sparke røv!" Hylede hun og klappede begejstret i hænderne, som kun Nora kunne gøre det.

Jeg rødmede og så ned i gulvet. "Jeg er altså ikke den bedste... Kun i denne dyst."

"And so WHAT! Du får en medalje for at give andre folk tæsk! Hvorfor fik jeg ikke det, dengang jeg slog ham den fulde ned for to år siden? Alt jeg fik var en tur i brummen."

"Nora du var der i to timer. Dine forældre hentede dig." Mindede jeg hende om. Nora havde været uheldig dengang. Hun havde slået fra sig i forsvar, da en fuld gammel mand kom lidt for tæt på, men desværre faldt manden og slog sig.

Så politiet tog Nora med på stationen, indtil de fandt ud af hvad der rigtigt var sket, og så kunne Noras forældre ellers hente hende fra cellen.

"Detalje." Hun verfede mig af med hånden og gik hen til Niall, der høfligt ønskede mig tillykke med sejren.

Zoey stod utålmodigt til sidst og hoppede op af mig, så hun kunne kramme mig.
"Du vandt! Du vandt, du vandt, du vandt!" Råbte hun, så det var lige før, at hun råbte højere end hele publikummet.

Godt gjort af sådan en lille tøs.

"Hvor er Harry?" Spurgte jeg?

Jeg havde ikke set ham. Han var ikke løbet med de andre ud på scenen til mig, og han var ikke dukket op bagefter.

Måske stod han omme bagved? Så det var et mere intimt øjeblik istedet for foran hundredvis af fremmede.

Jeg satte Zoey ned og gik ud bag gardinet der skilte scenen fra backstage. Men jeg så ingen Harry.

Jeg kiggede i mit værelse... Ingen Harry.

Jeg tjekkede toilettet. Både drenge og pige toilettet... Stadig ingen Harry.
Jeg var så småt ved at blive bekymret nu. Hvor var han? Hvorfor var han her ikke til at fejre mig sammen med mig?