Little Bird

1⃣8⃣

Da jeg vågede lå jeg ovenpå Harrys mave. Vi var begge iført tøjet fra dagen før.

Popcorn lå og flød overalt på gulvet i sofaen og selv på hylderne. -jeg ved virkelig ikke, hvordan de var havnet der!

Jeg rettede mig op. Jeg var faldet i søvn i går. Jeg var hjemme hos Harry. Jeg havde ingen tømmermænd denne gang, og jeg havde min mobil.

Tingene så lysere ud.

Jeg rejste mig op, og Harry rykkede på sig i søvne og ledte efter mig med armene. Da han ikke mærkede mig, satte han sig op med et sæt og så bange ud.

"Sky?!" Han kiggede forvirret rundt til hans øjne landede på mig, og han faldt til ro.

Jeg grinede af hans forvirring og bekymring for mig. "Godmorgen."

Han lagde sig tilbage i sofaen med en arm over øjnene. Han smilede træt og lettet. "Godmorgen lille fugl."

Jeg følte en underlig følelse af tryghed. Jeg ved ikke hvad jeg skulle være bange for, men med Harry følte jeg mig tryg. Sådan som han vågnede idag, usikker og i tvivl om hvor jeg var... Det fik mig til at føle, at jeg var vigtig. At jeg betød noget for nogen.

Trangen til at drille han kom bag på mig. Jeg plejede ikke som sådan at drille eller presse nogen til at sige noget, men Harry... Han fortjente det. Han havde gjort det samme med mig flere gange, og nu var det tid til revenge.

"Troede du, jeg var væk?" Grinede jeg.

Harry lod armen falde og kiggede på mig. Han halv grinte, halv fnyste.
Ja mærk denne følelse Harry! Det kaldes at være flov!

"Nej nej lille fugl. Så vigtig er du heller ikke." Han lagde armen over øjnene igen og smilede.

Men han skulle ikke slippe så let.

"Jeg synes ellers, jeg hørte dig kalde på mig." Jeg skjulte et grin.

"Nå så det gjorde du? Jamen så er du vel så vigtig alligevel." Han lød morgentræt, men alligevel havde han sit gode humør på.

"Ja det er jeg vel. Men helst seriøst. Hvad troede du, da jeg ikke var der? Troede du, at jeg var stukket af? Løbet ud af døren og efterladt dig der på sofaen til din tvivl?" Nu grinede jeg og han fjernede atter armen fra hovedet.

"Du er en udspekuleret lille krave, ved du det?" Han grinede og det samme gjorde jeg.

Og så ud af det blå, var han på benene og sprang på mig. Han løftede mig op på ryggen med benene i vejret og hovedet nedad. Ligesom sidst.

"Harry nej! Sæt mig ned. Jeg bliver dårlig, det ved du! HARRY!" Jeg tiggede og bad mens jeg lukkede øjnene hårdt i, og håbede på at mine mave ikke lavede en udtømning af dets indhold.

"Så sig undskyld. 'Undskyld min kæreste sødeste Harry'." Grinede han.

"Nej. Sæt mig så ned og det nu! HARRY DIN SKID! Ned med mig!"

Han gjorde ingenting. Ventede bare på de magiske ord.

Jeg havde tabt, han havde vundet. Som altid.

"Fint Harry." Spruttede jeg. Jeg var sur nu og ville bare ned. "Undskyld min kæreste sødeste Harry." Jeg slog han i ryggen, og han satte mig langt om længe ned.

Men han var ikke færdig. Han væltede mig omkuld på sofaen og satte sig på tværs af min mave.

Jeg var overrasket men stadig æderspændt. Jeg daskede ham flere gange på brystet og skældte ham ud, med alle de grimmeste ord jeg kunne.