Little Bird

7️⃣7️⃣

"Holy shit! Er det der, jeg skal kæmpe?!" Jeg stirrede med vidt åbne øjne på den enorme ring, som befandt sig i midten af en gigantisk Hall, med siddepladser i alverdens højder, hele vejen rundt om ringen.

Og for at gøre det hele endnu bedre, hang en mikrofon med fra loftet i en elastiksnor, så hele publikummet vil kunne følge med i kampen ved hjælp af kommentatorens ord.

Fedt. Bare fedt. Som om der ikke var Press nok på uden hundredevis af tilskuere og en kommentator, til at fortælle alle om mine mindste bevægelser.

"Åh nej! Sky laver endnu en episk fejl og modtager en ordentlig kæberasler! Auch! Den vil helt sikkert kunne mærkes i morgen."

Yeah. Det så jeg ikke specielt meget frem til.

"Jeps skattepige. Deroppe, er hvor magien sker. Du kommer til at sparke røv!" Richard slog armen op i vejret og råbte anderkendende.

Se det hjalp heller ikke specielt meget på nervøsiteten.

Jeg mærkede nogen bag mig. Harry. Han lagde en hånd om min hofte og trak mig baglæns ind mod hans bryst med munden få centimeter fra mig øre.

"Jeg har gennemskuet dig. Lad være med at tænke negativt. Det vil i sidste ende ikke gøre andet end at psyke dig, og så vil du tabe." Hans ord var alvorlige og det samme var tonen. Havde det ikke været for hans bløde læber mod min hals, havde jeg vendt mig rundt, for at se hvor alvorligt det egentlig var.

Men hans læber svarede på spørgsmålet i mit hoved. Det var alvorligt ment, men han mente ikke at jeg skulle være urolig. Så længe jeg ikke tænkte negativt.

For det er jo også så nemt at lade være med! Yeah right! Det var jo heller ikke dem der skulle give fremmede tæsk... Eller modtage tæsk for den sags skyld!

"Jeg tænker ikke negativt. Jeg tænker bare... Realistisk. Kører alle mine muligheder igennem, så jeg er parat. Det kan jeg vel godt uden at 'psyke mig' som du så pænt sagde."

Harry rystede på hovedet bag mig og klemte mig tættere ind til sig, så hans kropsvarme gik igennem hans tynde hvide T-shirt og igennem min egen. Det føltes så rart. Så varmt, trygt og... Sikkert. Som om jeg var hjemme.

"Det kan du vel. Så længe du også tænker på den lyse side af medaljen. Den hvor du vinder hele lortet for næsen af alle de andre Sky-wannabes."

"Sky-wanmabes? Styr dig lige." Grinte jeg og slog ud efter ham.

Han grinte tilbage til mig og tog min lille hånd i sin. Den velkendte sitren gik gennem hele min krop og stak mig vidunderligt i hjertet ved vores hud-mod-hud kontakt. På to sekunder fik han cirkuset i min mave bragt til live, så alle dyrene spankulerede rundt inden i mig.

Harry blinkede til mig. "Tro mig. Når du først har vundet den præmie, vil alle i hele verden være ligesom dig. Især Zoey. Tænk på hvor begejstret hun ikke bliver! Du bliver hendes helt til evig tid."

Zoey. Tænk at være Zoey's helt. Hendes forbillede. Én hun så op til og ville være. Min mave strammes af spænding og tårerne skød op i øjnene på mig, uden jeg ville det.

Men bare tanken om at blive Zoey's helt, var nok til at slå mig helt ud.

"Zoey..." Hviskede jeg og så ind i Harrys skinnende grønne øjne som lyste af glæde og lykke på mine vegne.

Han ville blive så skuffet, når jeg ikke vandt. Glæden og lykken ville være blevet erstattet af skuffelse og tristhed. Han ville gøre alt -og jeg mener alt! Han ville sikkert dække sit ansigt i en pappose- for at skjule skuffelsen over for mig. Han ville støtte mig og trøste mig, men inderst inde ville han være gal og skuffet.