Little Bird

6️⃣7️⃣

Jeg stod ude foran Harrys hoveddør.

Lige omme bag denne to centimeters tykke trædør, var Harry. Min kæreste. Som skulle rejse til England. 8573 km væk fra mig.

Medmindre jeg kunne overbevise ham om, at blive her hos mig. Og derfor stod jeg her bag den to centimeters tykke trædør og tog mod til mig. Mod til at overbevise Harry om, at Californien er, hvor han hører til. Ikke England. Her, hos mig.

Tre dybe indåndinger. En. To...... To en halv... Næsten tre.... Endnu mere næsten tre... Tre!

Bank bank.

Så skete det!
Jeg stod og trippede nervøst. Min mave var spændt på en ubehagelig måde, og mine håndflader klamme. Blodet pumpede hårdt rundt i kroppen og fik mit syn til at slører. Jeg ville græde. Gemme mig. Stikke af.

Men her stod jeg. På vippen til et nervøst sammenbrud.

Jeg hørte trin nærme sig døren og lidt efter blev den åben. Harry stod i døråbningen, i sort T-shirt og sorte skinne jeans. Hans traditionelle outfit. Som jeg elskede overalt på jorden.

"Sky! Åh Gud Sky!" Udbrød han lykkeligt og trådte ud i opgangen til mig og trak mig ind i en tæt omfavnelse. Okaaaay. Ikke lige den velkomst  jeg havde regnet med. "Undskyld. Undskyld undskyld undskyld. Jeg er så ked af det. Jeg er en idiot. En klaptorsk. En uduelig kæreste. Undskyld søde."

Jeg stod bare med armene om hans mave. Helt stille. Helt paf. Havde jeg nogensinde hørt så mange "undskyld" i en sætning før? Nej, og den idiotiske klaptorsk af en uduelig kæreste mente hver og én.

"Jeg er dum. Selvfølgelig skal du ikke flytte ind hos mig, hvis du ikke vil. Jeg er så selvisk med dig. Men ikke mere. Bare... Lov mig aldrig at gå fra mig igen. Jeg kan... Det er ikke til at holde ud." Ordstrømmen af ord stoppede, så ham kumme tage få noget luft ned i lungerne.

Egentlig var min plan, at være hård og fortælle ham, hvordan jeg havde det og så derefter bede ham blive i Amerika med mig. Men med hans arme omkring mig, hans forrygende duft til at hypnotisere mig, og med hans undskyldning... Kunne det godt blive et problem. Pokkers også. Den dreng havde mig i sin hule hånd!

"Sky? Sig noget. Please."

"Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, Harry. Ja du er den største idiot i verden." Sagde jeg med et skjult smil og pressede mig selv tættere ind til ham, så han vidste, at jeg ikke mente det så alvorligt.

"Det er jeg virkelig. Den største af alle... Elsker du mig stadig?" Hans krop stivnede i min arme, og han forberedte sig nervøst på mig svar.

"Hvad? Er du seriøs?"

"Altid med dig."

Helt ærligt... Hvor dum kunne man være?"

"Dumme dumme dreng." Grinte jeg og strakte mig på tæer, så jeg kunne kysse hans læber. "Selvfølgelig elsker jeg dig. Også når du er ualmindelig tåbelig."

Lettelse skyllede ind over hans ansigt og et stort hjerteknusersmil smilede ned til mig. Han snurrede mig rundt og gik ind i lejligheden med min hånd flettet ind i hans. Alting stod præcist som, da jeg forlod lejligheden et par timer siden. Undtagen.... Over i et hjørne lå en ødelagt lampe. Stuelampen. Havde han... Han havde ødelagt lampen. Var han virkelig så sur på mig?

"Harry?" Spurgte jeg vagtsomt, stadig med øjnene klistret til lampen på gulvet.

"Jeg ved det. Du er stadig sur på mig. Det forstår jeg. Virkelig. Jeg ville også give mig en røvfuld, hvis jeg var dig. Men please... Vent lidt. Lige nu vil jeg bare gerne holde om dig." Han opfyldte ordene og krammede mig.