Falling for you

Keeping me away from you.

Niall nikkede forstående, og lignede en hvis hoved, var ved at eksplodere af tanker, og overvejelser. Han blinkede et par gange med sine øjne, og fangede derefter mine øjne. Der var ingen måde at undslippe det blik, han sendte mig. 

Undskyld, sagde det, undskyld for alt. Hans læber bevægede sig ikke ude af flækken, men jeg forstod hans blikke. Jeg kunne se at han ville prøve noget, han sikkert aldrig før havde prøvet: at undskylde.

Han var dog ikke klar over at for mig, ville det intet ændre. På en eller anden måde ville jeg stadig sætte ham i en box, hvor på"BADBOY; hold dig langt væk" var malet på siderne. Jeg kunne ikke forklare hvorfor, men det var den mest selv beskyttende ting, og distancererende jeg kunne gøre.

"Du er skøn, og jeg er manipulerende. Du er bedrevidende, og afvisende på en god måde, og jeg er provokerende. Du er smuk, sådan rigtig smuk, og jeg er nok den dummeste syngende papand man kan finde. Men der er én ting, jeg gerne vil være, som ikke er negativt," Han holdt en pause, for at give mig tid til at tænke over hvad det mon var han gerne ville være.

Jeg kunne ikke komme på det, så jeg åbnede min stupide mund, og spurgte; "Og hvad er det?"

Det som i virkeligheden kun tog omkring tre sekunder, tog omkring ti minutter i mit hoved. Det var som om jeg ikke var klar til at høre hvad han sagde, også selvom det helt klart ville være positivt, måske endda godt. Han sendte mig et uvant usikkert smil, og sørgede for ikke at give nogle ledetråde i hans blik.

"Det her kommer til at lyde åndssvagt, men," Han gav slip på mig, og gav mig frie tøjler til at bestemme, om jeg ville flygte for at undgå hans ord, eller om jeg ville blive og lytte. Jeg valgte at fjerne mig fra ham, og satte mig ved siden af hans stadig liggende krop.

"Jeg vil gerne være, du ved.." Han lignede en der skulle til at tage benene på nakken, for at flygte væk fra mig. "Din."

Min mave føltes pludselig underligt tilpas, som om følelserne kom ramlende, som en mavepuster. Det var som om jeg ikke kunne bestemme mig, for om jeg skulle være glad, eller væmmes ved ham. Og hans ord forklarede heller ikke nok, på ingen måde. Jeg fik en stor trang til at give ham en lussing, og så efterfølgende kramme ham - og det gav ikke specielt meget mening i mit hoved.

"Min?" Var det eneste ord, jeg kunne presse over mine læber. Jeg vidste alt for godt hvad jeg udstrålede; usikkerhed og sårbarhed. Han kunne let som ingenting fange mig i et stramt greb, uden at jeg så meget som ville kæmpe imod.

Han nikkede langsomt og for at undgå hans blik, kiggede jeg ned i græsset, som jeg hurtigt fik revet op (nervøsitet refleks). Jeg forholdt mig stille, og det samme gjorde han.

Niall fik fandt om min hage, og tvang mine øjne til at kigge ind hans. Han bevægede sig ikke, han fjernede ikke engang sin hånd fra min hage. Han stirrede bare på mig, og undersøgte hver eneste del af mit ansigt. Der sad vi i flere minutter, bare og kiggede hinanden i øjnene.

Jeg havde bestemt mig for at holde mine læber laaaaaaangt væk fra hans, men på en eller anden måde gjorde hans blik det ufatteligt svært for mig. Så svært, at jeg fangede mig selv i at læne mig fremad. Mit ansigt var så tæt på hans at jeg ville kunne slikke hans læbe, hvis jeg havde lyst - og det havde jeg ikke. At slikke var ikke lige min ting, kun når det angik sodavandsis. Men jeg holdt mig tilbage, og det samme gjorde Niall af en eller anden grund.