Fra Hellerup til One Direction

кαριтєℓ 25

αиgєℓ

Jeg kommer tilbage ind i den mørke stue fuld påklædt, men jeg føler mig stadig blottet. Louis sidder oppe i vindueskarmen med benene straks ud langs karmen og kun iført sine jeans. Månens skær rammer ham og hans mørke krop helt perfekt, så halvdelen af hans profil er diffus og resten er helt oplyst. Han er smukkere end nogensinde og jeg står et øjeblik og studere ham og hans tatoveringer, som lyser op i lysets skær. Han drejer sit ansigt og hans blik rammer mit på et spitsekund og han smiler et stift og skævt smil. Han rækker hånden ud mod mig og siger stille: "Kom herover...". Jeg går som hypnotiseret hen over trægulvet og ligger min hånd i hans udstrakte hånd og han svinger benene udover karmen, som jeg stiller mig imellem.

Han trækker vejret dybt ind og jeg ved, at han er ved at tage tilløb til at fortælle mig noget alvorligt. Enten er det farvel eller noget helt andet. Han tager fat i begge mine hænder og kigger ned på dem og hans ellers så flotte hår, falder halvt ned over hans pande. Han virker splittet og trist til mode. "Jeg... ", begynder han men stopper brat. Jeg venter tålmodigt. Han løfter sit ansigt og studere grundigt mit ansigt, som viser... ingenting. Han puster hårdt ud og jeg høre ham sige: "Nu er jeg helt ærlig overfor dig okay?". Jeg nikker lydløst og venter bare.

Han virker nervøs og jeg kan mærke, at hans hænder omkring mine blive varme. "Megan er bare Megan", starter han. "Hun er en gammel veninde med frynsegoder, som jeg har kendt i mange år. Hun var der før Eleanor og efter Eleanor men aldrig i mens Eleanor. Det bliver aldrig til mere mellem hende og mig". Han stopper op og kigger sig over skulderen, da vi høre en lastbil dytte nede på vejen. Han kigger ned på vores hænder igen og fortsætter: "Jeg var sammen med Eleanor i 3 år, Angel. Vi var... fantastiske sammen. Hun var det bedste i mit liv og vores kærlighed for hinanden forsvandt ikke. Hun begyndte at læse på Brown sidste sommer i USA og afstanden og mit arbejde blev for meget for vores forhold, så vi stoppede vores forhold, så vi begge kunne komme videre". Jeg kan mærke, at min mave krymper sig og at der danner sig en knude omkring den. Mine øjne begynder at svide og jeg ved ikke, om jeg har lyst til at høre resten. Jeg bliver ikke trist over, at høre hans historie. Jeg bliver ked af det på min egne vegne. Over at høre at de gik fra hinanden pga. afstanden mellem dem og ikke pga. deres kærlighed forsvandt.

"Hey...", hvisker Louis og ligger en hånd på min kind og kigger ind i mine øjne. Han kan mærke, at jeg er ilde til mode. "Du er smadder dejlig...", hvisker han igen. "Det er ikke min intention at udnytte dig, hvis det er det, du føler. Og det er bestemt ikke det, jeg gør fra min side. Du er bare... ". Han stopper op og jeg kan mærke, at jeg bliver lidt mere rolig, men kan mærke, at mine øjne bliver blanke af tårer. Louis kysser mig varmt og forsigtigt på læberne, mens han stadig har en hånd på min kind og trækker sig et par centimeter væk og kigger på mig. "Har jeg fortalt dig, at du er smuk?", spørger han stille. Jeg nikker stille og der kommer et lille smil frem på mine læber. Jeg begynder at blive svimmel. Louis smiler skævt, da han ser min reaktion. Jeg læner mig mere ind mellem hans ben og mærker karmen mod mine lår. Hans fingre begynder ligeså stille at lege rundt med mine og han fortsætter forsigtigt: "Du er bare så... så fantastisk dejlig. Jeg er bare bange for at falde for dig, for jeg kunne falde hårdt for dig. Rigtig hårdt!".

Jeg stopper med at trække vejret og bliver genert. Jeg kan mærke varmen brede sig i ansigtet og jeg har mest af alt lyst til at kaste mig i hans arme, men jeg gør det ikke. Hvorfor er jeg så svimmel? Jeg kan mærke min puls i nakken og jeg begynder at få det varmt og prøver at overkomme denne mærkelige fornemmelse i kroppen og spørger: "Hvorfor er du bange for at falde for mig?". Vi bliver begge lidt overrasket over mit spørgsmål og han svare med det samme: "Fordi jeg er bange for at blive såret igen". Han virker pinligt berørt over at indrømme det og fortsætter hurtigt: "Det lyder bare så kliche-agtigt, men det er faktisk sandheden. Alt hvad jeg troede på i Eleanors og mit forhold, opgav vi pga. usikkerhed. Ikke fordi vi ikke havde lyst, men fordi vi ikke ville se hinanden særlig tit". Han trækker på skuldrene og siger smilende: "Kald mig bare romantiker, men jeg tror altså på evig kærlighed og ikke på opgivet kærlighed, fordi det ikke lige passer ind i skemaet". Jeg griner lavt og han ligger sit kønne ansigt på skrå og hvisker: "Jeg elsker dit grin". Mit blik rammer hans og jeg kan mærke, at han er oprigtig.