Fra Hellerup til One Direction

кαριтєℓ 27

αиgєℓ

Turen hjem fra Louis var lang og trist i taxaen. Jeg var gået halvdelene af vejen med mine sko i hånden  for at få luftet mine tanker godt og grundigt igennem. Var det det rigtige, jeg havde gjort?

Lejligheden var mørk og trist, da jeg kom hjem og havde mest brug for at være alene. Jeg kigger ned på min telefon for 100 gang og ser, at der ikke er nogen beskeder fra Louis eller fra nogen overhoved. Lisa må stadig være i gang med at hygge sig og har nok ikke lagt mærke til, at jeg er væk. Eller også har hun netop lagt mærke til, at både Louis og jeg er væk og lagt 2 og 2 sammen. Jeg går ind på mit værelse og smider mig fuld påklædt på sengen med min telefon mod mit hjerte, som hamre derudaf. Jeg vidste, at det var det rigtige valg at træffe her til aften, men jeg var bestemt ikke upåvirket af det. Det var ikke fordi, at jeg havde slået op med en kæreste efter fleres års forhold og det hele var slut inden det overhoved startede, men jeg kunne ikke lade være med at føle et tab alligevel. Et tab omkring noget, som jeg vidste, ville blive til noget smukt og et fast holdepunkt i hverdagen. Jeg ligger og kigger op i loftet og prøver at få mine tanker på noget andet, da jeg mærke min telefon vibrere mod mit bryst og jeg løfter den hurtigt for at se, hvem det er. Det er Lisa. Øv! Hun skriver bare, at hun håber, at Louis og jeg hygger os og derefter en fræk smiley. Jeg smider hovedet tilbage mod madrassen og sukker højt ud i rummet, mens jeg igen ligger min telefon mod mit bryst.

Denne aften havde åbnet mange tanker hos mig og jeg vidste ikke, om jeg skulle værdsætte dem eller hade dem. For første gang var jeg så vild med en fyr, at jeg ville gøre alt for at gøre ham til min. Jeg ville have ham med hud og hår og være sammen med ham hver evig eneste dag og kunne kalde ham min. Hvorfor kunne vi ikke bare prøve at være sammen som et almindeligt par? Bare ham og mig? Jeg sætter mig op i sengen og kan mærke tårerne presse sig på bag mine øjenlåg, men jeg nægter at ville græde. Ikke over noget som aldrig har været mit. Hvorfor vil han ikke mig ligeså meget, som jeg gerne vil ham? Jeg tror på ham, når han siger, at han er ovre Eleanor, men hvad er det, der gør, at han ikke vil mere med mig? Er jeg ikke god nok til ham eller er jeg ikke køn nok som Eleanor?

Mine negative tanker kværner rundt i hovedet på mig og jeg åbner min telefon og går på nettet og skriver "Louis og Eleanor" og der kommer en masse billeder og tekst frem. Jeg så dem hurtigt igennem og faldt over et, hvor de begge havde pænt tøj på. Louis stod i jakkesæt med en køn brunnette, som havde en pæn kjole på. Jeg trykkede ind på det og så Louis stor storsmilende sammen med hende ved siden af sig. Han har en arm om hende... Jeg finder et billede, hvor det kun er hende og jeg ligger straks mærke til, at hun er køn. Rigtig køn endda! Jeg kan mærke ærgrelsen gro indeni mig og har mest lyst til at kigge væk, men det kan jeg ikke. På alle billederne sammen ser de ud til at se oprigtig lykkelig ud sammen. Deres forhold så ud til at være stærkt og stabilt. Der kommer nogen billeder fra af deres Twitterprofiler, hvor de har omtalt hinanden og lykønsket hinanden på årsdage og jeg mærker et stik i hjertet af misundelse. Alt det som de havde, ønsker jeg. En usynlig pagt mellem hinanden og hemmeligheder sammen, som kun vi 2 kender til. En samhørighed som ingen andre kan bryde og som ikke vil kunne brydes nogensinde. Og dog! For det var netop det, som den gjorde men ikke pga. svigt eller skænderier. Men pga. afstand mellem dem. De ville stadig være sammen denne dag i dag, hvis hun ikke var flyttet til USA. Det var jeg helt sikker på!

Rigtig køn endda...

Deres forhold så ud til at være stærkt og stabilt.

Hold da op hvor var jeg dog en håbløs romantiker og vidste, at jeg måtte stoppe med at læse bøger som "Fornuft og Følelse" og "Stormfulde Højder", inden jeg skulle i seng. Jeg kigger en sidste gang på et billede af de lykkelig par og slukker for telefonen og kan mærke, hvordan sorgen vælter op i mig. Et lille hulk kommer fra min hals og jeg ligger en hånd over læberne for at kvæle det og stopper så. Jeg snøfter stille og giver mig selv styrke til ikke at begynde at græde. Hvorfor græde over spildt mælk, når det aldrig er blevet hældt op i glasset endnu? "Tag dig sammen!", siger jeg hårdt til mig selv og banker hårdt ned i madrassen med en knyttet hånd. Jeg ligger mig om på siden stadig med min telefon i min knyttet hånd og ind mod brystet og kigger ud på månen, som smiler ned til mig.