Angel fra Hellerup får sin livslange drøm opfyldt. Hun skal nemlig studere og bo i London efter endt gymnasietid. Det er farvel til København med de vilde fester sammen med hendes tætteste veninder og goddag til et nyt liv i London og nye mennesker...
Louis og bandet havde været afsted på turne i lidt over 2 uger. De havde haft for travlt til at komme hjem en dag eller to, så tiden gik meget langsomt for Lisa og jeg. Vi levede med vores telefoner i hånden. Vi levede med dem i skolen, på arbejdet og under hovedpuden, når vi sov. De var vores eneste kontakt til dem.
Jeg havde fundet deres turneplan på nettet, så jeg havde en oversigt over, hvornår de skulle spille hvor og i hvilket land. Selvom Louis ringede troligt hver dag på FaceTime og fortalte, hvor de var henne nu, var det rart at have det på et stykke papir, så jeg ikke glemte det. Det kunne være lidt forvirrende med at de navne på stadions de spillede på. Efter hver koncert læste jeg anmeldelser på nettet og så billeder og korte videoer, som deres fans havde lagt op. De fik altid gode anmeldelser og levede op til alles forventninger, så presset var stort for hvert et nyt land, de kom til. Til tider kom der billeder frem på nettet af dem, hvor fotografer havde fanget dem på vej ind på en restaurant eller på vej ind i en bil fra hotellet.
Men på ingen tidspunkter så man nogen af bandmedlemmerne med en pige eller flere af dem. Dette gjorde mig lettet og dette gjorde, at jeg stolede på Louis. Han ringede hver dag og nogen gange flere gange. Det kunne være, når jeg havde fri fra skole eller når jeg bare sad og lavede opgave. Andre gange var det kun en gang om dagen pga. travlhed og hvis det kun var den ene gang, så var det altid for at sige godnat. Han holdte, hvad han lovede og jeg nød vores samtaler på FaceTime, som kunne vare lige fra 5 minutter til 1 time af gangen alt afhængig af, hvor presset deres skema var. Hvis han ikke nåede det, mens jeg var vågen, havde vi aftalt, at han skulle ringe, selvom det blev sent og jeg lå og sov. Jeg så frem til hans samtaler hver dag og at vi kunne FaceTime gjorde savnet mindre, selvom jeg stadig savnede ham så inderligt meget.
Det var blevet april og det var begyndt at blive lidt varmere luften. Jeg sad i auditoriumet og havde Religionstime. Jeg kunne ikke koncentrere mig i dag og sad egentlig bare og stirrede ud af vinduet og så, hvordan bladene var i gang med at prøve på at springe ud på de nøgne træer. I dag var savnet til Louis meget stort og jeg følte mig simpelthen så tom. Efter snart 3 uger uden Louis, var min glæde ved at være opbrugt og savnet var ved at være for stort. Han havde fortalt i går, at chancen for, at han ville nå hjem nogen dage, inden turnéen sluttede, ville være meget lille pga deres skema var booket op med interviews, pressekonferencer og møder før og efter koncerterne. Dette havde slået mig ud og jeg følte mig helt afkræftet som om, at jeg skulle til at ligge mig syg med en influenza, men det skyldtes kun af savn. Lektionen sluttede endelig og jeg gik med tunge skridt ud på den store gang, hvor der gik elever fra lokale til lokale. Klokken var lidt over 14 og jeg havde endelig fri og jeg ville bare hjem under dynen og sove mit savn væk. Jeg kom ud af den store udgang og gik de 10 trin ned af den brede stentrappe og ned på gangarealet i parken foran universitetet.
Selvom solen skinnede og vi var i april, syntes jeg alligevel, at det var lidt koldt i vejret i dag og havde jeg vidst været lidt overmodig og taget en tynd sommerjakke på i dag. Der gik studerende rundt i parken og på gangarealerne omkring græsplænerne. Jeg gik udenom flere studerende, hvor de fleste gik i flere grupper og hyggede sig eller snakkede om opgaver. Jeg stoppede op og kunne ikke overskue mit savn og lagde en hånd over panden, mens jeg tog min telefon op af jakkelommen. Der var ingen beskeder eller ubesvarede opkald. Hvordan skulle jeg komme igennem 5 uger uden Louis? Jeg kunne mærke, hvordan jeg begyndte at blive fysisk dårlig over mit savn og hvis jeg havde haft noget i maven, havde jeg nok kastet det op. Jeg begyndte at gå igen med tunge skridt ud mod parkeringspladsen for at komme hen til metroen, så jeg kunne komme hjem. Jeg ser op og ser en sort ny Porsche ude på parkeringspladsen.
Jeg stoppede op og kunne ikke overskue mit savn...
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
