Fra Hellerup til One Direction

кαριтєℓ 46

αиgєℓ

Det var endelig blevet fredag og jeg var spændt. Meget spændt! Det var dagen, hvor jeg skulle se Louis og se ham på scenen i Parken. Han havde ringet tidligere og fortalt, at de var landet i Danmark i nat. "Hvorfor ringede du ikke og fortalte det?", spurgte jeg trist. "Så var jeg kommet ud og hentet dig". Jeg havde kunnet høre ham grine stille, men han svarede:" "Angel... Jeg landede i Københavns lufthavn kl 2 i nat og har kun sovet et par timer". Jeg forstod ham godt, jeg var bare ivrig efter at se ham. Selvom det kun var 10 dage siden, at vi så hinanden sidst, følte jeg, at det var flere måneder siden. "Jeg savner dig", havde han pludselig hvisket, som om han kunne mærke, hvor meget jeg savnede ham. Jeg smilede genert og sagde tilbage: "Jeg savner i hvert fald også dig Louis". Vi havde snakket lidt videre omkring i aften.

Vi var ivrige efter at se hinanden og Louis og hele bandet var booket ind på Bella Sky Hotel, men han rådet mig til ikke at komme. Jeg blev forundret da han sagde det, men han forklarede straks, at der stod flere tusinde af fans nede foran og så op mod deres vinduer. "Men jeg savner dig sådan Angel....", havde han hvisket. "Jeg snakker med nogen sikkerhedsfolk her på hotellet og får dig transporteret herude alligevel...". Jeg smilede og afbrød ham blidt: "Louis... Få nu sovet, så ses vi i aften. Du har en lang aften i sigte...". Jeg kunne have givet migselv en dumflad, for jeg ville så gerne hen til ham, men jeg kunne høre på ham, at han var træt og udkørt. "Hvad hvis du kommer herhen, også sover vi bare?", spurgte Louis sukkersødt. Jeg vidste, at hvis jeg tog derud, så ville vi alt andet end at sove og dette ville jeg bestemt ikke have noget imod, men jeg prøvede at være rationel. "Louis sov nu", skændte jeg sødt. Han opgav og vidste, at jeg havde ret. "Okay", sagde han trist. Mit hjerte gik i 1000 stykker i netop dette øjeblik. "Har du fået VIP billetterne til dig og Jewel?", spurgte han så. Jeg svarede ja. Der var kommet en UPS bil med et anbefalet brev til mig, hvor der lå 2 VIP billetter med en snor, som vi så kunne have omkring halsen for en sikkerheds skyld. Der ville komme en bil kl 16 og hente os og bringe os til Parken og derefter til Louis. Jeg glædet mig som et lille barn til at se ham. Tiden blev brugt flittigt på bad, make up og en masse duftevand.

Der var piger over alt, da vi ankom til Parken. Bilen som havde hentet Jewel og jeg kørte meget stille frem, for ikke at køre alle de piger ned, som gik over vejen uden at kigge sig for. Alle var glade med plakater med One Direction. De havde skrevet bandmedlemmernes navne i ansigtet med hjerter omkring med kæmpe smil på deres læber. De glædet sig som små børn til jul og jeg kunne sagtens forstå dem. Men ingen af disse piger vidste, at der indeni den sorte Audi A8 med sorte ruder, blev Louis Tomlinsons danske kæreste transporteret afsted for at se sin elskede. Bilen kørte rundt om Parken og hen på den ene side, hvor der var et højt gitter med en masse skrigende piger foran, der virkede afventende. Audien kørte forsigtigt frem, så pigerne blev nødt til at vige tilbage for ikke at blive ramt. Nogen af pigerne begyndte at klappe på vinduerne og prøvede at se igennem de sorte ruder, så Jewel satte sig helt op af mig af skræk. "Bare rolig", sagde chaufføren og kiggede i bakspejlet med et smil. "Bilen er skudsikker og alle dørene er låst, så I kan sætte jer tilbage og slappe af". Hænder var overalt på vinduerne omkring på bilen og vi var begge lidt utrygge ved situationen, selvom vi var i sikkerhed. Dette var meget uvant for mig og tænkte, at dette var Louis's hverdag. At skulle holde sig skjult og undgå piger i alle aldre. Dette måtte være forfærdeligt ikke at have et normalt liv med i dette øjeblik misundte jeg ikke Louis og hans livsstil på nogen måde og kom aldrig til at gøre det i fremtiden.

Bilen stoppede endelig og døren i min side blev åbnet af chaufføren. Gitteret bag os var lukket og ingen kunne se igennem. Det eneste der afslørede, at der var nogen på den anden side, var lyden af skrigende piger og banken på gitteret. Jeg så mig omkring og op på Parkens væg. Foran indgangen var der tourbusser, varevogne hvor der havde været udstyr. Der gik mænd rundt og tømte de sidste vogne og arbejdede rundt med forskellige opgaver. Jeg stod som frosset til ved siden af bilen med Jewel og så rundt, da en ung fyr henvendte sig til os på britisk: "Miss Angel?". Han vidste ikke, hvem af os der var Angel, da han så fra mig og hen til Jewel og tilbage til mig. Jeg nikkede og svarede tilbage på flydende britisk: "Ja. Det er mig". Jeg rakte hånden frem og han præsenterede sig som Erik. Han var med på turnéen som lydtekniker og havde fået den opgave, at føre Jewel og mig hen til bandet, når vi ankom. Jewel rødmede, da hun hørte, at vi skulle føres hen til hele bandet.

Han bad os pænt om at følge efter ham og han førte os ind i Parken gennem en metaldør og ned gennem en lang gang. Jeg havde sendt Louis en besked om, at vi var ankommet, da vi havde siddet i bilen og gitteret havde lukket bag os. Men han havde ikke svaret... Jeg var begyndt at blive lidt rastløs og nærstuderede min iPhone hvert 5 sekund for at se, om jeg havde fået et opkald eller en besked fra ham. Men min telefon forblev stille... Erik førte os dybere ind i Parkens indre, hvor der var helt stille. Alle pigernes råben og skrigen, forsvandt, da den store metaldør var lukket bag os. Vores sko gav genlyd i den lange gang, der kun bestod af høje lyse cementvægge. En gang i mellem kom der en mand eller 2 med lydgrej i armene, som alle hilste pænt på Erin og derefter på os. "De er i gang med lydcheck", sagde Erik og trykkede på en knap til elevatoren og da den dingede, gik vi ind og blev sat af på 3 sal. Vi trådte ud og jeg lagde straks mærke til, at dette var hvor VIP logerne var.

De hvide cementvægge var nu erstattet med fløjsvægge i en dyb rød farve og sort stridt gulvtæppe. Pænt og rigtig VIP agtigt. Han førte os hen til Loge 37, hvor han pænt åbnede døren for os til en stor loge, hvor der var en kæmpe blød sofa, et par lænestole, et sofabord, en lille minibar og en fladskærm oppe i det ene hjørne. Men det bedste af det hele var de åbne panoramavinduer ud med hallen og lyden... Lyden af musik og One Directions stemmer, som lavede lydcheck og et par ukendte stemmer, som ligesom styrede det for  at få det hele til at hænge sammen. Der blev sagt en masse tekniske ting i mikrofonerne og der foregik en masse på scenen, da jeg trådte frem mod de vidåbne vinduer og mit blik ramte ham med det samme. Louis stod og så op på en tekniker til venstre for sig og brugte en hånd som skygge over panden for skærme for lyset, så han kunne følge med i, hvad der skete. Han nikkede og holdte en finger mod sin øresnegl med den anden hånd og gav så en thumps up. Harry stod og testede sin mikrofon for lyd, mens han alvorligt gik frem og tilbage på scenen. De andre bandmedlemmer så ligeså fokuseret ud med at få deres grej og mikrofonerne til at fungere optimalt efter deres stemmer. "Angel...", hørte jeg Eriks stemme og jeg vendte mig langsomt mod ham, uden at løsrive mit blik fra Louis. "Hmm...?", svarede jeg fjernt. Mit blik ramte endelig hans og han smilede sødt til mig. "Jeg informere Louis, at I er kommet. I kan føle jer hjemme og tage, hvad I har lyst til fra minibaren. Hvis I bliver sultne eller noget andet, så tryk på denne knap på bordet ved siden af sofaen, så skal jeg nok komme hurtigst muligt". Jeg nikkede taknemmeligt og han forsvandt ud af døren, som han lukkede bag sig.

Jeg vendte mig hurtigt mod scenen igen og lagde armene om mig selv og kunne mærke, hvordan min krop længtes efter Louis. At mærke hans arme omkring mig. Hvordan de ville lukke sig trygt om mig og hvordan jeg ville føle mig hjemme på et øjeblik. Jeg stod et par minutter i tavshed uden at rykke mig ud af stedet med blikket på Louis, da jeg så Erik komme frem på scenen og styrede direkte mod Louis og sagde noget til ham. Erik pegede op mod vores loge og på et splitsekund ramte vores blik intenst hinandens. Selvom der var over 100 meter imellem os, kunne jeg mærke intensiteten mellem os og hvordan min mave vendte sig flere gange ved glimtet i hans øjne. Hans øjne smilede kærligt mod mine og et stort smil kom frem på hans læber, mens han gav Erik et skulderklap og begyndte at gå til højre mod scenen. "Gå til højre og tag trappen ned for enden af gangen, så mødes vi på halvvejen", sagde han glad i mikrofonen og var næsten allerede af scenen. Jeg vendte mig brat og farede forbi Jewel, som smilede stort til mig med røde kinder. Jeg rev døren op til logen og drejede skarpt til højre og gik hurtigt forbi de andre døre ind til de andre loger og kom endelig til en dør nede for enden.