Fra Hellerup til One Direction

кαριтєℓ 9

αиgєℓ

Jeg stivnede med det samme, at jeg så ham komme rundt om hjørnet. Han kiggede undersøgende og lidt febrilsk ned til venstre for sig, hvor garderoben var og dermed ned til højre, hvor jeg stod placeret midt i den lange gang helt stiv som et bræt. Han stoppede op med det samme, da han fik øje på mig i den lave belysning. Vores øjne mødtes og jeg var sikker på, at han kunne mærke det, ligesom mig. Elektriciteten mellem os! Den var intens på så mange forførende måder, at den burde være ulovlig. Jeg knugede min taske ind til mig med begge hænder ind mod min mave, som om jeg havde fået en mavepuster og kiggede intenst på ham. Ingen af os sagde noget eller bevægede sig. Vi stod bare midt i vores egen lille verden og kiggede hinanden dybt i øjnene med 5 meter mellem os. Jeg vred mig pga alle de forbudte følelser i mig og bed mig let i underlæben.

Det virkede til, at han vågnede op fra sin trance, fordi han gav mig elevatorblikket og virkede en smule lettet. Lettet? Over hvad? Jeg rynkede let på mine bryn og kunne ikke gennemskue hans tegn. "Hej", sagde han pludselig stille, uden at tage blikket fra mig. Åhh den stemme! Jeg blev med ét blød i knæene. Jeg smilede et lille genert smil til ham, kiggede ned på mine fødder og hviskede tilbage: "Hej". Jeg fugtede mine læber og kiggede forsigtigt op på ham, mens jeg kom noget hår bag det ene øre. Han smilede tilbage til mig og stak sine hænder ned i hver af sine bukselommer og begyndte at gå tøvende til den ene side. Ikke imod mig men bare til den ene side, så vi stadig havde de 5 meter mellem os. Jeg begyndte at gå modsatte vej, så vi begyndte at gå i ring på gangen.

Vi havde pludselig byttet plads efter et par sekunder, mens vi havde kigget hinanden ind i øjnene og da vi begge opdagede det, grinede vi begge stille for os selv. Han stod og kiggede ned i gulvtæppet, da jeg kiggede forsigtigt op på ham. Hans hvide t-shirt strammede let over hans hårde bryst, når han trak vejret og han virkede forpustet. Under hans hvide t-shirt kunne jeg skimte noget sort og optegnet hen over brystet og på hans arme kunne jeg se tatoveringer. Han virkede genert og havde stadig hænderne i lommerne på bukserne og vejede situationen fra den ene fod til den anden. Han virkede nervøs. Hans blå øjne ramte med ét mine og jeg kunne mærke, at jeg reagerede som et barn, som var blevet taget med hånden nede i kagedåsen og kiggede hurtigt ned i gulvet foran mig. Jeg kunne se fra siden af min synsvinkel, at han slog håret væk fra øjnene og hørte hans forsigtige stemme sige: "Mit navn er Louis, hvis du ikke vidste det".

Jeg kiggede hurtigt op på ham og blev oprigtig overrasket over, at han faktisk stod og præsenterede sig for mig. Jeg smiler et lille smil og ryster samtidig på hovedet, mens jeg svarede: "Nej. Det vidste jeg ikke". Jeg trak let på skuldrene og kunne mærke en kildren i maven. Han tændte mig og min krop var i fuld gang med at minde mig om det. Jeg vred mig igen og hans læber blev til en smal streg. Han rystede lidt på hovedet og spurgte: "Hvad hedder du?". Jeg blev overrasket (igen) over, at han viste interesse for mig. "Angel", svarede jeg kort og kunne mærke, at jeg var begyndt at løsne grebet om min taske. Louis gik roligt hen til det nærmeste spejl og rørte lidt ved kanten af det uden at sige noget. Han stod nu 3 meter fra mig og jeg kunne mærke, hvor meget min krop skreg efter hans. Jeg blev overrasket over, hvor meget jeg blev draget af denne fyr, som jeg kun kendte fornavnet på, men som jeg havde mere lyst til end nogen anden nogensinde. Der var ingen af os, som sagde noget for en stund. Jeg stod stadig helt stiv som et bræt og Louis nærstuderede et spejl.

"Det er nogen gode sange", fløj det pludseligt modigt ud af mig i håb om, at få ham til at blive. At få et par minutter mere med ham... Han kiggede hurtigt op på mig og smilede et charmerende smil til mig. Et smil jeg ville dø for at se igen. Hans øjne lyste, da han siger: "Tak". Han smilede charmerende til mig. Han vidste det! Jeg kunne mærke, at HAN vidste, at jeg ville have ham. Jeg blinkede hurtigt og blev med ét genert og trådte tøvende et skridt frem mod ham, men han var hurtigere: "Jeg fik vidst ikke præsenteret mig korrekt før", siger han og gik de 4 skridt frem mod mig, som var mellem os. Han stod ca 40 cm fra mig og rakte sin hånd ud mod mig. Jeg kunne ikke løsrive mine øjne fra hans og gav ham lydløst min egen hånd, idet han fortsætter: "Mit navn er Louis Tomlinson. Jeg har set frem til at snakke med dig Angel".