Fra Hellerup til One Direction

кαριтєℓ 42

αиgєℓ

Louis havde spurgt, om jeg ikke ville køre med ud til lufthavnen, så vi havde en ekstra halv time sammen. Aldrig nogensinde havde jeg været så hurtig til at få noget tøj på og kaste min skuldertaske over skulderen. Jeg var klar på et splitsekund. Vi kørte med elevatoren ned til parkeringskælderen, hvor der holdte en stor Van med mørke ruder klar til at transportere Louis til lufthavnen.

En chauffør tog imod hans kuffert, uden at han slap min hånd et eneste sekund og lod mig gå ind på bagsædet først. Han lukkede døren efter os og satte sig tæt op af mig og lagde en hånd henover mine krydset ben, som ramte hans lår. Ingen af os sagde noget på vejen, men sad bare tæt sammen og kiggede frem foran os, uden egentlig at se på noget.

Vi var ved lufthavnen på under en halv time og jeg kunne mærke, hvordan et hul i maven blev større og større. Det var forfærdeligt! Jeg ønskede ikke, at han skulle forlade mig og vores lille bobbel. Han skulle blive her, men det vidste jeg, at han ikke kunne og jeg ville aldrig i livet bede ham om at blive hos mig. Bilen stoppede ved en af lufthavnens mange indgange og han vendte sig om mod mig og tog mine hænder i sine. Han smilede til mig, men det ramte ikke andet end hans læber. Han var ligeså ked af det som mig... Vi sad uden at sige noget til hinanden, mens vores fingre i mit skød kærtegnede hinanden blidt. Chaufføren var allerede stået ud for at tage hans kuffert fra bagagerummet. "Jeg får chaufføren til at køre dig hjem herfra", sagde han stille uden at se på mig, da han var meget fokuseret på vores hænder. Jeg nikkede uden at sige noget og så ligeså koncentreret på vores hænder. Tårerne pressede sig for alvor på og jeg gjorde alt for, at de ikke skulle vælte frem på mine kinder. "Angel", hørte jeg Louis's stemme. Jeg så hurtigt hen på ham og hans øjne blev bedrøvet, da han kunne se mine tårer fylde halvdelen af mine øjne. Han trak mig hurtigt ind til sit bryst og kyssede varmt mit hår, mens han hviskede ned i det: "Du er fantastisk Angel...".

Han løftede hurtigt min hage med sin hånd og kyssede mig kort men varmt og forsvandt så hurtigt ud af bildøren og lukkede den efter sig. Jeg kravlede hen over sædet og lagde begge hænder mod det mørke vindue og så ham tage nogen solbriller frem for jakkelommen og tog dem hurtigt på, inden han vendte sig om for at tage sin kuffert fra chaufføren, mens de vekslede nogen ord. Derefter forsvandt han ind gennem indgangen til lufthavnen, hvor der kom et par få blink fra fotografer, som forsvandt, da de automatiske døre lukkede sig efter ham. Hele min krop sank sammen, da jeg ikke kunne se ham mere og alle mine følelser væltede ud af mig. Jeg græd lydløst for mig selv og prøvede på at gemme et par snøft, da chaufføren satte sig ind bag rattet og så på mig gennem bakspejlet. Jeg undgik hans blik ved at se ned på mit skød. "Her", hørte jeg en blid mandestemme og jeg så et lommetørklæde blive rakt over førersædet og hen til mig. Jeg kiggede op på chaufføren, som smilede sødt til mig med triste øjne og jeg tog imod det og nikkede som tak og tørrede næsen.

Jeg kom hjem til en tom lejlighed. Lisa var vidst ikke helt færdig i lufthavnen endnu, så jeg ventede egentlig bare på, at hun ville komme hjem snart, så vi kunne trøste hinanden. Og ganske rigtig... Indenfor 30 minutter sad vi med armene om hinanden og græd i sofaen. Lisa var mere ulykkelig end mig og kunne slet ikke hænge sammen. Hun hulkede højt og havde ikke haft make up på hele dagen. Hendes kinder var røde af alle de tårer, som hun havde fjernet hele dagen og hendes øjne var hævet og ligeså røde som kinderne hvis ikke mere. Hun var hårdt ramt! Jeg hentede en flaske billig hvidvin og hældte noget vin op i 2 glas og serverede det for os. Vi snakkede om, hvordan de sidste dage havde været og hvad vi havde fået tiden til at gå med. Lisa og Harry havde fået den til at gå med det samme som Louis og mig. Nemlig i sengen. Det havde været nogen fantastiske dage for dem ligesom Louis og jeg. Nu følte vi os begge så tomme og anede ikke, hvad vi skulle få tiden til at gå med udover skolen og arbejde.

Det ville blive 2 lange måneder og vi kunne slet ikke overskue det. 1 times tid efter ringede min telefon og jeg så straks, at det var Louis. Han ringede på FaceTime til min iPhone, så vi kunne se hinanden samtidig med, at vi snakkede. Jeg blev varm om hjertet, da jeg så hans ansigt komme frem på skærmen. I baggrunden kunne jeg høre Lisa's telefon ringe, så jeg håbede, at det var Harry. "Hej", sagde Louis og vinkede mod mig og jeg jeg vinkede tilbage og sagde: "Hej". Jeg kunne se, at han sad i lufthavnen pga. det høje loft bag ham. Han fortalte, at han sad og ventede på, at de kunne gå ombord på flyet om lidt, så han ville da lige bruge tiden fornuftigt på at ringe til mig. Jeg smilede stort til ham og kunne se, at han havde høretelefoner i ørerne, så det kun var ham, som kunne høre mig. "Hvor er der dejligt at se dig smile", sagde han blidt og smilede tilbage til mig. Han gjorde mig igen blød om hjertet. "Hej Angel", hørte jeg Nialls stemme og så hans ansigt komme frem ved siden af Louis. Han vinkede på livet løs og jeg vinkede tilbage ligeså vildt og lavede en lille grimasse til ham. Niall grinede og kiggede den anden vej, så han forsvandt ud af billedet. Jeg kunne høre en mumlen, mens Louis så den vej, hvor Niall var forsvundet hen og frem kom en storsmilende Zayn på skærmen. Han lagde en arm om Louis og sagde: "Vi passer på ham for dig, så tag den med ro og pas din skole". Jeg gav ham en Thumbs Up, da jeg vidste, at han ikke kunne høre mig.

Zayn gav mig en Thumps Up tilbage og forsvandt fra skærmen. Louis grinede lykkeligt og så på mig og smilede denne gang med øjnene. Han glædet sig meget, kunne jeg se på ham. "Jeg tror, at Harry snakker med Lisa", sagde han og drejede telefonen, så jeg kunne se Harry stå med sin telefon op til øret. Han gik langsomt frem og tilbage og snakkede, mens han så ned i gulvet med den anden hånd i lommen på sine jeans. Jeg nikkede til Louis, da han drejede skærmen tilbage, så jeg kunne se ham. Jeg havde bare lyst til at sidde og kigge på ham. Jeg kunne høre en stemme i baggrunden hos ham og Louis kiggede op, så jeg kunne se, at han lyttede til noget. "Jeg skal ombord nu", sagde han og smilede til mig. "Okay", svarede jeg kort og aede hans ansigt på skærmen. Jeg vidste, at han hverken kunne se det eller mærke det, men for mig var det den eneste trøst lige nu og det nærmeste, jeg kunne komme ham. "Du må have en god flyvetur. Og flyv nu pænt!". Louis grinede og nikkede. "Jeg tænker på dig", sagde han lavt og blev siddende, selvom de kunne gå ombord. "I lige måde", svarede jeg tilbage. Jeg kunne se, at han rejste sig, mens han kiggede rundt for at se, hvor han skulle gå ombord henne. "Jeg ringer senere", sagde han hurtigt og jeg nikkede. Han kyssede hurtigt skærmen og skærmen blev sort.