All That Matters (5SOS) *PAUSE*

Let's roll

Kapitel 2

Jeg vågner ved min alarm spiller Friday af Rebecca Black, hvilket er en hurtig måde at komme ud af sengen på. Nogle gange har jeg virkelig lyst til at kaste min telefon ud af vinduet, når jeg hører den sang klokken halv syv om morgenen. Men shit, den virker. Jeg tager min telefon og læser mine notifikationer.

5SOS tweeted: WE HAVE A BIG SURPRISE COMING SOON...

Det var én af notifikationerne, så jeg smiler. Måske er det nyt merch? Jeg strækker mig og sætter mig endelig op i sengen, hvor jeg går ind på min sonos app og tænder for min "morgen playliste", som så spiller ud i rummet.

Jeg svinger benene udover sengen og tænker på eksamen idag, så jeg udbryder en beklagende lyd og kaster mig tilbage i sengen igen. Fuck mit liv altså.

Jeg tror jeg ligger der i ti minutter og lytter på musikken, da det går op for mig, at jeg også skal gøre mig klar og alt mulig shit. Så jeg skynder mig op og falder selvfølgelig over min iPhone oplader, men jeg rejser mig hurtigt op igen, fordi jeg ikke har tid til at faile livet lige nu. Jeg går ud og pisser af, inden jeg skifter til et sæt tøj jeg fandt frem igår; en t-shirt og et par washed up mom jeans. Jeg tager et bælte rundt om livet, da buksernes eneste flaw er, at den er alt for stor om taljen.

Jeg reder mit hår ud, og sætter det op i en, knap så fantastisk hestehale.

"Liza?" Råber min far.

"Jaer?" Råber jeg tilbage.

"Der er morgenmad."

"Kommer!"

Jeg laver mine øjenbryn, som heldigvis går godt for mig, så jeg fistpumper og giver mig selv en highfive; hvilket er blevet lidt af en vane. Jeg tager læbepomade på mine tørre læber, og bukker mine øjenvipper som det eneste, fordi jeg ikke gider maskare idag. Til sidst tager jeg concealer på under øjnene, og smiler jeg til mig selv i spejlet, inden jeg går nedenunder for at stoppe mad i munden.

"Du skal huske at spise meget, for næste uge er kemo," minder Mitch mig om. Jeg sukker.

"Jaja."

Jeg føler mig ikke i godt humør her til morgen. Jeg er aldrig i godt humør om morgenen faktisk så ja. Jeg spiser to stykker grovbrød og drikker en kop kaffe og føler mig stopmæt, men jeg får alligevel mast et æble ned. Mens jeg stiller mine ting i opvaskemaskinen, kommer papa ind, med morgentøfler, som næsten ikke letter jordens overflade når han går- og en morgenkåbe. I pink.

"Jamen godmorgen Cam," siger far.

"Ikke idag Mitchell, ikke idag." Mitch tager hænderne op i luften, og vender så tilbage til hans iPad. Når den pink morgenkåbe bliver hevet frem, så ved man at han har en lille krise. Sidste gang han hev den frem, var da hans klovne karriere sluttede, efter han kom til at dræbe et fødselsdags barn's kæledyr. Helt seriøst. Så efterlod familien en meget, meget dårlig anmeldelse på hans hjemmeside, og siden har han ikke fået én eneste opringning om et job tilbud.

Han har det også hårdt, det må man give ham.

Jeg kigger på uret og skynder mig ovenpå for at børste tænder, tage deo og parfume på. Jeg lægger min macbook og mine matematik noter ned i min taske, og tager derefter min telefon og mine hovedtelefoner. Jeg skynder mig nedenunder og siger farvel til mine forældre; de ønsker mig held og lykke med eksamen, og så går jeg mod busstoppestedet. Jeg sætter Permanent Vacation på, for at lette lidt på nervøsiteten.

Jeg er ikke sindssyg god i skolen, og jeg er heller ikke helt vild dårlig. Jeg er sådan i midten. Men matematik er mit svage punkt, så det bliver lidt af en dag. Men heldigvis har jeg fri efter eksamen. Den kommer til at vare fire timer uden pause, oh my god, skyd mig altså. Jeg er ikke den eneste ved stoppestedet, der er tre andre, men jeg kender dem ikke. Jeg skruer op for musikken, og spotter bussen komme rundt om hjørnet. Jeg havde måske lidt håbet den var kørt galt, men næh nej, ikke idag. Den stopper, og jeg er den sidste der går ind. Damen som kører, smiler til mig og siger: "Godmorgen Elizabeth."