All That Matters (5SOS) *PAUSE*

Bryllup Suiten

Kapitel 17

Jeg kom op på scenen midt under koncerten, da de præsenteret mig foran publikummet. Jeg sang med på fuld drøn på alle deres fantastiske sange; opførte mig som de andre blandt publikummet og græd og grinte. Det var hele humør hjulet jeg var igennem, og det var fucking fedt. Men det bedste var, at jeg fik lov til at tage med dem hjem efter showet. Hele turen tilbage hotellet, snakkede og snakkede jeg begejstret om alle detaljer om showet. De var var også begejstret, men ikke så meget som mig. Nok fordi de var fucking trætte, og jeg sad bare og belejret dem med alt det, de ligesom også selv havde oplevet til koncerten.

Nu hvor jeg står på mit værelse, og vi lige har splittet os op, tænker jeg på hvor irriterende jeg har været. Fuck. De snakker sikkert lige nu om, hvor meget de fortryder at have lavet den konkurrence... Jeg lukker øjnene i og tager mig selv til hovedet. Jeg er kraftedme også bare belastende mand.

Jeg smider t-shirten, som sidder klæbrende fra det fugtige sved. Jeg lugter til mig selv og skær en grimasse. Jeg orker såmænd ikke at tage endnu et bad; så jeg gør det imorgen tidlig, inden vi rejser videre. Vi kører derhen i deres tourbus, og jeg FUCKING glæder mig mand, det bliver herre vildt.

Jeg tager en ny t-shirt på og sætter mit hår op i en hestehale, hvorefter jeg går hen for at beundre udsigten over byen. Pludselig får jeg sådan en følelse; et sug i maven, som om det bare falder mig ind, at jeg bliver nødt til at udforske byen lidt, før vi tager videre. Man kan ikke tage til New York City, og så ikke se noget som helst af byen. Jeg ser på min telefon, som er godt opladet fordi jeg har haft en portable charger med til koncerten. Klokken er 22:40.

Jeg bider mig i læben og får igen det der sug i maven, da jeg beslutter mig for at tage til Times Square på en eller anden måde. Jeg tager en cardigan over skuldrene og min håndtaske i hånden. Jeg kan jo bare sove i bussen imorgen, tænker jeg og åbner døren lige så stille, så de ikke hører mig overfor; selvom alle drengene sikkert allerede lægger og snork sover. Jeg lukker døren langsomt i, tjekker klokken en gang til og vender mig om for at gå, da mine øjne pludselig falder på Calum, som står lige foran mig. Så jeg spjætter og min telefon flyver ud af hånden på mig, men jeg får grebet den på en eller anden spastisk måde.

Calum ser bare frydende til.

"Shisus christ," får jeg sagt og tager en hånd på hjertet. Jeg ser ned i hans hånd, hvor han holder en pakke cigaretter, men han tager dem i lommen, da han opdager at jeg ser på dem; så jeg retter blikket op igen. Ryger han stadig? Føj.

"Hvad laver du?" spørger han stille og rynker brynene sammen, men stadig med det der smørret smil.

"Øh, jeg- jeg havde bare tænkt mig at få noget luft. Noget friskt New York City oxygen du."

Jaer, jeg cringer selv over det svar...

"Ja okay."

Vi står lidt der på gangen, låst i en stilhed. Jeg siger en klikkelyd med munden og svajer svagt med armene, da den akavede stilhed går mig på nerverne. Hvad gør man så nu? Inviterer ham med ud? Det virker som om han nyder den lidt akavet aroma vi har mellem os, for han ser forventningsfuldt på mig. Jeg fanger hans blik; "okay," siger jeg hurtigt og begynder at gå mod elevatoren med hurtige skridt.

Sværg Liza, du gik ikke lige fra ham vel.

"Liza!" Siger han efter mig. Siden hvornår er vi kommet på god fod med øgenavne? Jeg stopper op og ser tilbage. "Må man måske deltage i denne indtagning af den friske New York City oxygen? Der er fanme ikke frisk luft på vores værelse. Der lugter af Mikey's sure sokker og drenge sved," siger han mens han finder vej op til mig.