All That Matters (5SOS) *PAUSE*

Velkommen til 5sos verden

Kapitel 15

Efter jeg har taget tøj på, ser jeg på klokken, som viser: 15:55. Jeg pakker min håndtaske og sætter mit hår. Fuck hvor er det... Surrealistisk, hvilket jeg har tænkt mange gange. Men det er det. Jeg får lov til at hænge ud med mine idoler i en fucking måned. Jeg får lov til at se deres koncerter hver evig eneste aften, næsten.

Jeg tager min mobil, og Logan har bombarderet den. Jeg overvejer at blokere ham. Men jeg gør det ikke. Gemt mellem de mange frustreret beskeder fra Logan, har min far skrevet igen:

Cam: Husk at informere dem om hallucinationerne og din diagnose ikke? Elsker dig❤️

Jeg bider mig i læben. Nå ja. Det ville jo nok være rart for dem at vide, at jeg ikke får et epileptisk anfald, men bare en hallucination når jeg ligger på gulvet og spræller. Men behøver jeg at fortælle dem om min kræft? Det kan vel rage dem en hønsefis. Spørgsmålet er bare, hvornår bryder man isen på den måde? I stedet for at svare Cam, glemmer jeg om det og går hen til døren.

"Du banker på," er der nogle der hvisker ude på gangen. Jeg stopper foran døren og rynker brynene.

"Hvorfor mig? Det var din idé! Hun er nok ved at være færdig nu alligevel."

"Jeg håber ikke det bliver sådan her, hver gang vi skal ud af døren."

"Slap af Luke, den er kun 5 minutter over 4 mand. Vi skal nok nå forbi starbucks."

"Ugh."

Jeg åbner døren med et smil på læben, og de alle giver et lille spjæt.

"Du så utålmodig Luke," driller jeg og lægger hotelkortet ned i tasken. Drengene griner og dasker til ham, og de fører an ned til bilen.

"Sorry," siger han til mig.

"Jeg driller bare," svarer jeg og kommer til at tænke på, da Calum sagde det tidligere.

"Han er blevet lidt afhængig af starbucks, så hvis han ikke får sin mocha-choco-caramel-ice latte eller whatever, inden showet, bliver han ligesom en hormonel lille pige," siger Ashton efterfulgt af en klukken og med det store smil plastret i ansigtet på ham. Jeg griner og ser hen på Luke som føler sig angrebet og har slået sin hætte op over hovedet.

"Og gad vide hvem der er skyld i den afhængighed," siger Calum med et skævt smil og går baglæns, så han kan tage fat i de to snore i hætten og hive i dem, så hætten lukker sig sammen. Det går først op for mig nu, at en hætte der er strammet ind, ligner et anus. Men jeg siger det ikke, da jeg ikke føler vi helt er på det level af venskab endnu. Calum fniser og vender sig om. Michael griner bare hist og her, mens han går og ser ned i sin telefon.

"Hvem?" Spørger jeg dumt. Luke tager sin hætte ned igen, mens han smiler fjoget.

"Arz," svarer Ashton.

"Ahhh, like girlfriend like boyfriend," siger jeg og ser poetisk ud i luften.

"Okay stop, så afhængig er jeg altså heller ikke."

"Så siger vi det mr. jeg-kan-ikke-optræde-før-jeg-har-fået-mit-daglig-dosis-starbees," indvender Michael. Luke ruller bare med øjnene, og da vi hører plinget fra elevatoren, åbner dørene sig. Vi stiller os ind, og Michael trykker på P knappen for parkeringsplads. Jeg kigger bag mig, og fanger Calum i at tjekke mig ud. Han ser hurtigt op på mig og smiler sådan et "ups"-smil, men med en hint af nonchalance. Jeg ser ligeud igen og mærker sommerfuglene i maven. Tjekkede han lige mig lige ud? Calum Hood, fuck, hvad er det han gør ved mig?

Jeg har oversized shorts med et bælte på og en t-shirt.

Vi når ned til bilen, og der venter en bodyguard smilende. De laver allesammen et håndtegn med ham.