All That Matters (5SOS) *PAUSE*

TILLYKKE ELIZABETH

Kapitel 9
Torsdag, 0 dage tilbage

Jeg sidder og strikker noget, som jeg gerne ville have til at ende med, at blive et halstørklæde, men jeg tror egentlig bare efterhånden, at den malplaceret klump strikke-tøj, er til, for at få tiden til at gå- kun én dag tilbage af kemo, så er det hele slut for en måned! I baggrunden kører en dokumentar om koralrevet på tv'et.

Idag skal Gina skrive sit cv, så hun kan bidrage til familien, nu hvor hun bor hjemme hos os og skal have sig et arbejde, så hun også har lidt penge til barsel. Det var Cam og Mitchells betingelser, nu hvor de var blevet overrasket med en sørgelig, vred, overpakket Gina i hoveddøren. Jeg sagde også til Gina, at hun skal sende cv'et til mig inden hun sender det ud, for jeg stoler ikke helt på hendes evner til at være en ansvarlig voksen endnu.

"Miss Jones?"

Jeg ser imod døren, hvor der nu står en sygeplejerske med en bakke mad.

Jeg har kvalme, men jeg skal spise, så jeg smiler og lægger strikke-tøjet fra mig, for at invitere hende herhen. Hun lukker døren og kommer mod mig med et sødt smil, hvorfor er sygeplejerske altid kønne? Ihvertfald dem jeg har set.

"Så er dagens frokost parat." Hun hiver et stativ frem fra siderne af sengen, så bakken kan stå på det lille fremtryllede bord. "En creme champignon suppe, med ris, et glas friskpresset appelsin juice, et æble og som ønsket," hun åbner et sølv låg, som om jeg var en prinsesse. Hvilket også er meningen med det fancy mad og opstilling. De prøver hårdt på at tilpasse ens behov, og specielt for at få en til at spise, når man er under kemo. "En koffeinfri is te," siger hun og smiler.

Jeg griner og det gør hun også.

"Dramatisk, med sølv fad og låg og det hele hva?"

"Det er jo istedet for desserten, hvilket som regel bliver serveret under et låg, så jeg tænkte det kunne muntre humøret op en tand?" Siger hun og retter på tingene på fadet, så jeg stopper hende.

"Det er fint tak, meget fornemt, bedre end det mad jeg får derhjemme normalt." Hun lukker en let latter ud og blotter hendes flotte, hvide og perfektsiddende tænder.

"Husk at spise så meget du kan, da den hårdeste omgang kemo er senere okay?"

"Jeg skal nok prøve, desuden er appetitten vendt lidt tilbage, da jeg har drukket ekstra vand. Doktor Phillips sagde nemlig det kunne hjælpe," svarer jeg og nikker. Suppen dufter godt, men jeg har næsten ingen appetit, så jeg løj lidt.

"Okay, du trykker bare på knappen der," siger hun og peger på service-knappen, "så kommer jeg."

"Selvfølgelig miss Larson," jeg tager juicen og dufter til den. Jeg elsker appelsin juice.

"Velbekomme," siger hun og går. Jeg tager en tår, men det smager underligt så jeg stiller den igen. Døren lukker efter miss Larson, lige det min telefon ringer. Det er min papa.

"Hey Liza, jeg ville bare spørge, nu hvor jeg er nede og handle ind, om du skulle have noget med?" Lyder min fars stemme fra den anden ende.

"Øhm ja, jeg tænkte om du kunne finde en god krimi bog, for jeg tænker, at nu hvor jeg har taget strikning til mig og fundet ud af, at der er meget mere til verden end elektroniske medier og alting ikke handler om, at være opdateret om alting hele tiden- om jeg så ikke skulle begynde at læse noget mere, nu hvor jeg er så dårlig til at læse. Jeg kunne godt trænge til at bruge min tid lidt nyttigt og læse en god bog, i stedet for-"

"Du er løbet tør for netflix serier ikke?" Spørger han.

"Jeps."

"Okay, jeg overrasker dig med en krimi så, er der nogle specielle ønsker jeg skal vide?" Spørger han.