Skam

Kapitel 4

Skolens rektor var ved at være færdig med hans sædvanelige velkommen tilbage fra efterårsferie tale. Alle skolens 1345 trætte elever sad på række og mumlede de kendte morgensalmer. Mie, Sofie og jeg sad på bagerste række fuldstændig udmattede, omringet af skolens 1342 andre elever. En lugt blandet af regnvejr og sved svævede rundt i det alt for lille lokale til alt for mange mennesker. En domino effekt gik igennem lokalet, der fik næsten alle til at gabe. Første-dagen efter ferien var altid den hårdeste dag, og det var både for elever samt lærere. Selvom lærerne aldrig ville indrømme det, var 5 kopper kaffe mellem 8:00 til 15:00 rimelig afslørende.

"Traditionen tro, skal vi denne uge lave projekt arbejde på tværs af klasserne. Det vil sige at man skal være sammen i grupper af fire fra andre end en egen klasse. Er det forstået? " lød rektorens stemme.

Jeg slentrede akavet rundt mellem alle skolens andet års elever, og vidste ikke helt hvor jeg skulle gøre af mig selv. Selvom jeg havde flere venner uden for min klasse, var det en stor udfordring for mig at skulle gå hen og spørge om de ville være sammen med mig. Jeg så en lav lidt fyldig pige gå rundt på samme måde som mig og overvejede om jeg skulle gå over til hende, da jeg så Lucas' ansigt imellem menneskevrimmelen. Jeg drejede hurtigt mit hoved og lod som om jeg ikke havde set ham, da jeg mærkede en hånd på min skulder. Jeg vendte mig, og dér stod han i sine skinny jeans og grå sweater med hånden på min skulder.
"Er det kun mig der synes det her er mega akavet?" Spurgte han mig.

"Nej overhovedet ikke, jeg hader sådan noget" sagde jeg og fniste.

"Man går bare og kigger på hinanden og ingen tør egentlig spørge nogen"

"True" sagde jeg, men fortrød hurtigt at jeg ikke havde sagt noget mere, da en akavet stemning pludselig lagde sig som en dyne over os. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, og jeg kunne se at han stod med samme problem.

"Nå men hvad siger du til at gå sammen med mig. Så er vi trods alt en gruppe, og så behøver vi ikke gå rundt som akavede dovendyr længere" sagde han og brød stilheden.

"Dovendyr" spurgte jeg.

"Ja, vi ligner allesammen nogle der er lige ved at falde i søvn"

"Jov tak da" sagde jeg ironisk.

"Du ved jeg mente det for sjov" sagde han og jeg nikkede.

"Men hvad siger du? Skal jeg skåne dig for at ende op med ham der?". Lucas pegede over på en dreng der stod i hjørnet tæt på et !bordfodboldsbord.
"Han er da helt sikkert rigtigt sød" sagde jeg for at forsvare den uskyldige dreng. Jeg fik straks ondt af ham, men jeg vidste også godt Lucas ikke sagde det for at være tarvelig.

"Selvfølgelig er han da det"

Jeg gik sammen med Lucas og vi satte os med i en lilla sofa. Vi blev enige om, at hvis nogen ville være sammen med os, måtte de selv komme over til os. Og såmænd mindre end to minutter efter, kom Kasper gående over imod os. Han gav Lucas en rigtig mande krammer, sådan en med håndtryk og tre hårde klap på ryggen, og så kørte snakken for de to. Jeg prøvede for så vidt muligt at ignorere Kasper. Selvom jeg altid har været rigtig glad for ham, og har syntes at ham og Sofie passede perfekt sammen, var dét han havde gjort mod hende utilgiveligt, og som det står i de uskrevne Bff's regler "nå ens bff er sur på en person, er man selv sur på personen". Det var selvfølgelig en kæmpe joke, for Sofie var en person som havde en tendens til meget nemt at blive sur og fornærmet på personer, og alt det pige drama gad jeg slet ikke. Men lige præcis det her: at være sin kæreste, som man har været sammen med i tre år, utro, var utilgiveligt. Den måde han udstrålede frihed og var så glad på, fik mig til at væmmes over ham. Den Kasper jeg selv havde kendt i over et år, kunne jeg pludselig ikke genkende længere. Hans smørede smil og måden han kiggede op og ned af alle pigernes kroppe, var en helt ny Kasper som jeg bestemt ikke brød mig om. Jeg sad i mine egne tanker, da Kasper flyttede sit fokus fra Lucas over til mig.
"Hey Vic" sagde han og satte sig hårdt ned i sofaen, så det gav et bump.

"Hey" sagde jeg, og prøvede på at virke lidt fornærmet. Han skulle ikke bare komme og tro at alt var i den skønneste orden mellem os to.

"Det er godt nok lang tid siden, du ser squ godt ud"  sagde han, og jeg mærkede rødmen stige i mit ansigt. Jeg havde aldrig været god til at få komplimenter, men nå det så kom fra en dreng, var det endnu værre.

"Jo tak" svarede jeg, og prøvede igen at gøre det klart, at vi ikke var de bedste venner lige for tiden. Denne gang opfattede han min hentydning, og prøvede at forklare mig hele situationen.

"Vic prøv nu lige at høre. Det der er sket mellem mig og Sofie, skal altså ikke gå ud over vores venskab. Sofie og jeg har længe ikke haft det så godt sammen, og selvom jeg godt ved det var meget, meget forkert det jeg gjorde, var det altså på tide at Sofie og jeg ikke længere skulle være sammen. Det håber jeg du kan forstå"
Først nu blev jeg sur, men alligevel kunne jeg godt følge ham i det han sagde. For selvom Sofie ikke ville indrømme, havde jeg lagt mærke til at de to havde haft rigtig mange skænderier i et langt stykke tid. Jeg havde bare tænkt at det var en form for en treårskrise, de bare skulle igennem. Men der tog jeg tydeligvis fejl.

"Forstå? " sagde jeg med en vred tone.
"Hvordan vil du have, at jeg skal jeg kunne forstå dig, når du vælger at knalde en eller anden pige og være min aller bedste veninde utro?? Hva, hvordan skal jeg kunne forstå det?"

"Victoria, jeg har jo sagt at det var en fejl"

"Ja Kasper, det var en meget stor fejl" sagde jeg og rejste mig fra sofaen.

"Jeg går lige på toilettet" sagde jeg til Lucas, som nærmest sad med åben mund af forbavselse. Mon han overhovedet kendte til Kasper og Sofie?

Da jeg kom tilbage fra toilettet, sad Kasper stadig i sofaen og snakkede med Lucas. Lucas smilede undskyldende til mig og sagde at Kasper var i vores gruppe. Jeg tog en dyb indånding og nikkede så. Jeg kunne se på Lucas' at han var ked af det på mine vegne, men at han inderligt også håbede på at Kasper og jeg kunne ligge alt bag os, bare i denne uge. Og jeg kunne sagtens forstå ham. Jeg valgte derfor at glemme alle de grimme ting Kasper havde gjort, og gik over og gav ham en krammer.

"Undskyld" sagde jeg. Kasper kiggede mig dybt ind i øjnene og sagde: "Det gør ingenting Vic, jeg forstår dig squ godt" sagde han og grinte lidt. Jeg drejede hovedet over mod Lucas, og jeg kunne allerede se lettelsen i ham.