Skam

Kapitel 11

Flere nætter har jeg vågnet med følelsen af, at være tom indeni. En nærmest ubeskrivelig følelse, for hvordan kan man være tom indeni? Følelsen af at man ikke længere kender grunden til man stadig vågner op næste morgen, og følelsen af at man faktisk ikke har lyst til at åbne øjnene igen. Følelsen af noget der ikke føles rigtigt, og at noget mangler. En vis uvidenhed om hvad end det er, der kunne fylde tomheden ud, og om der overhovedet er noget der kan hele det sår dybt indeni mig, som for hvert sekund bliver større og større. Uvisheden om hvornår mine indre smerter vil forsvinde, eller om de nogensinde vil. Og til sidst det store spørgsmål der ligger som en tung dyne, ikke bare ned over mig men ned over alle os mennesker - Hvad er meningen med livet?

Min tunge krop lå klistret til min seng, og lugtet af alkohol fyldte mit lille værelse. Hovedpinen, mine tunge øjenlåg, og at jeg ikke vidste hvordan jeg var kommet hjem i min egen seng, gjorde at jeg allerede nu fortrød gårsdagen. Og selvfølgelig også lige det, at Lucas fandt ud af min mest personlige hemmelighed nogensinde, og at jeg havde løget overfor alle på min vej.

Jeg havde løget overfor Mie, Sofie, Kasper, Lucas, Hans, Simon, min Mor og Far, mine lærere, ja endda dig.
Noget jeg inderligt fortryder, men stadig ikke vil røbe.

Mit hovede dunkede som en sindssyg, og ordene på min mobil snurrede rundt foran mig. Jeg havde fået to nye beskeder, som begge omhandlede hvordan jeg havde det.

Lucas: "Går det bedre?"

Gruppechat med Mie og Sofie:
Sofie: "Har du en smule ondt i hovedet her til morgen?"
Mie: "Hun er squ da ikke oppe endnu klaphat"
Sofie: "Hun var også bare helt væk i går"
Mie: " AHAHAHA Ja man, det var det sjoveste"
Sofie: "Har aldrig set hende  så stiv"
Mie: "Mon hun overhovedet kan huske noget"
Sofie: "Jeg tvivler"

Det spørgsmål kunne jeg hurtigt svare dem på.
Mig: "Nej, nej jeg kan ikke huske en fis"
Selvfølgelig pånær alt før Lucas og jeg gik ud fra toilettet, men det undlod jeg at skrive noget om.

Jeg vidste ikke helt hvad Lucas mente med "går det bedre". Hvad skulle det gå bedre end?

Mig: "hvad?"
Lucas: "husker du ikke noget?"
Mig: "ikke rigtig"
Lucas: "du endte med at få det meget dårligt i går, så jeg fulgte dig hjem"

Varmen steg i mine kinder, og jeg kunne mærke glæden af at vide han havde taget sig af mig og bekymrede sig for mig.

Mig: "nej hvor pinligt, men tak fordi du hjalp mig med at komme hjem"
Lucas: "det var så lidt"
"Hey Vic kunne du tænke dig at få snakket om det?"

Dette spørgsmål kunne jeg også hurtigt besvare.
NEJ, NEJ, NEJ OG NEJ. Jeg havde på ingen måde lyst til at snakke om "det". Jeg havde lyst til at grave mig ned. Blive under min dyne for evigt og altid, var lige hvad jeg havde tænkt mig.

-------------------------------------------------------
Hej alle
Jeg håber i kan lide historien. Husk at stemme!!