Min krop kunne ikke løfte dynen som lå tungt over mig, eller også var det min hjerne som ikke ville tillade det. Jeg var som klistret til min seng, og kunne ingen vegne gå. Også selvom der nærmest bippede en besked ind på min mobil for hvert minut, svarede jeg ikke. Mine øjne var placeret mod loftet. Sådan havde jeg ligget i to dage, men onsdag havde jeg taget mig sammen og rejst mig, så jeg istedet sad i vindueskarmen. Kommunikation var der ikke noget der hed, andet end Hans og Simon som var kommet ind med bakker af mad til mig. De stod dog stadig urørte ovre i hjørnet, og var begyndt at lugte lidt. Mit tomme blik stirrede på de travle mennesker som halvløb forbi lejligheden, men jeg var ikke længere fascineret af livet som førhen. Det havde ikke længere betydning, men var bare ligegyldigt. Jeg så en dreng med krøller krydse vejen og åbne døren ind til vores opgang. Først da det ringede på vores dør, gik det op for mig hvem den krølhårede var. Hans åbnede døren, og den glade stemme bød ham velkommen. Jeg hørte deres skridt nærme sig mit værelse, og håbede noget ville ske, som ville forhindre dem i at komme tættere. Men lykken var ikke med mig. Det bankede på døren, og Hans' lyse stemme lød.
"Vic der er en som gerne vil se dig"
Jeg svarede ikke, men døren åbnede sig alligevel. Lucas trådte ind på mit værelse uden at sige et ord. Mit blik var stadig rettet ud af vinduet, men jeg kunne mærke Lucas' øjne studere min krop. Jeg hørte ham sætte sig i den seng, der havde holdt mig fast de sidste par dage. Først efter nogle minutters stilhed, hørte jeg en lyd fra ham.
"Er du okay?"
Jeg svarede ham ikke. Ligner jeg en der er okay? Tænkte jeg, men min mund tillod ikke mine ord at komme ud. Han rejste sig, og gik over mod maden.
"Har du ikke spist noget?" Spurgte han, men jeg svarede ham igen ikke. Jeg håbede snart, han forstod min hentydning om, at jeg ikke ville have ham her. Men han gik ikke. Han blev siddende på min seng, og ind i mellem kom der lyd ud af hans mund. Selvom jeg ville ønske han gik, nød jeg følelsen af ham bekymre sig om mig. Men jeg ønskede, ham ikke se mig sårbar. Det eneste jeg havde smagt de sidste par dage, var smagen af saltvand. Noget jeg ikke ønskede han skulle se. Han vidste intet om, hvad der skete inde i mig. Ingen vidste det, og ingen skulle prøve at forstå det.
-------------------------------------------------------
Jeg håber i kan lide historien:) I må meget gerne stemme og dele den med andre.
YOU ARE READING
Skam
Teen FictionHvad gør man, når vejen man ellers troede gik lige ud pludselig drejer af? Det sker for Livsbevidste og powerudstrålende Victoria fra 2.g. Victoria lever et normalt teenageliv som ligesom alle andre unge mennesker har oppe og nedture, men selvom Vic...
