Skam

Kapitel 13

Lucas besøgte mig igen dagen efter. Det var torsdag og koldt udenfor. Det kunne jeg heldigvis ikke selv mærke, men se på de mange huer og halstørklæder som gik forbi mit vindue.
" Sofie og Mie kom over til mig i dag. De spurgte ind til dig. Jeg svarede bare, at du var syg og havde så ondt i hovedet du ikke kunne svare på besked. Men jeg synes altså du skal fortælle dem bare lidt om hvad der sker, jeg bryder mig altså ikke om at gå og lyve overfor dem" sagde Lucas.
Min mund forblev stille, men mine tanker fór rundt. Jeg havde det dårligt med, at trække ham med ind i mine løgne. Men hvis han bare gik, ville det jo ikke være et problem. Hvis han nu bare forlod lejligheden og stoppede med, at kontakte mig. Jeg kunne høre ham lave noget i det smalle køkken udenfor min dør. Panderne klingede når de ramte hinanden, og køleskabet larmede hver gang det åbnede og lukkede. Efter jeg længe havde spekuleret på, hvad han mon lavede, kom han ind med en tallerken til mig. Selvom klokken var kvart over fire, havde Lucas lavet æg med pølser og bacon. Noget han vidste jeg elskede, men bare lugten af mad gav mig kvalme. Samtidig provokerede det mig så meget. Hvis jeg var sulten, skulle jeg nok selv rejse mig og lave mad. Han skulle ikke prøve at passe på mig, det var jeg stor nok til selv at gøre. Jeg tog frusterende imod maden, og jeg kunne se glæden i hans øjne. Jeg åbnede vinduet, og ud røg maden han lige havde stået og lavet til mig.
"Hvad laver du" spurgte han, men jeg svarede ikke.
Jeg rejste mig fra vindueskarmen jeg havde siddet i de sidste 24 timer. Da mine fødder ramte gulvet, snurrede alt foran mig rundt og jeg blev nødt til at støtte mig til væggen. Svimmelheden forsvandt ikke, men jeg kæmpede mig over i hjørnet imod det gamle mad fra Hans og Simon. Jeg tog det, bevægede mig stille mod vinduet igen, og smed også det ud.
"Du er virkelig tarvelig. Er du klar over hvor hårdt, det her er for mig?" Spurgte han, og jeg kunne høre på hans stemme han var ked af det. "Jeg prøver at passe på dig, okay. Men du lukker mig fuldstændig ude. Jeg holder af dig forhelvede, du kan ikke bare fryse mig ud sådan" Jeg kunne høre hvordan han blev mere og mere vred.
"Det er ikke dig det her. Prøv at hør, hvis du bare lader mig hjælpe dig, skal det nok gå"

Vreden inde i mig steg også. Den steg så hurtigt, jeg ikke kunne styre mig.
"Du skal ikke hjælpe mig forhelvede. Du skal ikke passe på mig. Jeg kan klare mig selv. Det har jeg været vant til. Jeg har jo ikke levet et liv med oceaner af penge og fået lige hvad jeg har peget på" flød det ud af mig, og jeg fortrød med det samme hvad jeg havde sagt. Samtidig ville jeg have ham til at lade mig være, så jeg blev ved.
"Kan du ikke bare forstå du ikke kan og ikke skal hjælpe mig. Du må gerne gå, og lade være med nogensinde at kontakte mig igen" sagde jeg med en skarp stemme, men min stemme lød mere selvsikker end jeg var og så ud. Jeg græd som en baby, og ordene modsagde alt min krop viste. Lucas var mundlam. Hans blik blev nærmest tomt som mit, men han gjorde som jeg sagde. Han tog sine ting og gik. Tårerne dryppede ned på mine lår, mens jeg gennem vinduet så ham gå ud af mit liv.